Magasinet M!

MS-13: Banden alle de andre bander er bange for

MS-13 bliver kaldt for USAs største trussel udover Al-Qaeda. Med mottoet "dræb, voldtag og kontrollér" efterlader den 100.000 mand store bande ingen tvivl om, hvor bindegal den er.

HISTORIEN:
I midten af 1980'erne rasede en blodig borgerkrig i det mellemamerikanske land El Salvador. Krigen tvang over to millioner salvadorianere på flugt mod USA, hvor en stor del af dem bosatte sig i Rampart-området i Los Angeles.

Området var også dengang hårdt plaget af bander, arbejdsløshed og kriminalitet. Nye gæster var ikke velkomne, og de lokale bander begyndte fra dag ét at terrorisere de fattige immigranter.

Salvadorianerne svarede igen ved at starte banden MS-13, så de kunne have beskyttelse. Og da mange af dem havde erfaring med nådesløs guerillakrig, hvor halshugninger var almindelige, var MS-13's metoder så brutale, at de hurtigt overtog kontrollen i Los Angeles. I dag har banden bredt sig til næsten hele USA og Mellemamerika.

Bogstaverne i MS-13 står for Mara Salvatrucha. Navnets oprindelse er uklar, men det menes at være en sammensætning af La Mara, der er en gadebande i El Salvador, og Salvatrucha, som var en guerillahær, der kæmpede i borgerkrigen. 13-tallet står for M - det 13. tal i alfabetet.

SÅ STORE ER DE:
Det anslås, at der findes op mod 100.000 medlemmer af MS-13 på verdensplan. De er koncentreret i Mellemamerika og USA, men myndighederne har også fundet beviser på, at deres organisation strækker sig helt til Spanien.

ANNONCE

AMOK-AKTIONER:
Medlemmerne af MS-13 har ikke et gram af samvittighed i kroppen. Det ses tydeligt i de mange overdrevent brutale massakrer, de har lagt navn til.

Busmassakren
Da myndighederne i Honduras i 2004 overvejede at genindføre dødsstraf, gik MS-13 på gaden for at overbevise dem om, at det var en dårlig idé. Seks MS-13-medlemmer bevæbnet med maskingeværer overfaldt en bus dagen før juleaften i byen Chamelecon.

Først gennemborede de bussen med projektiler. Bagefter sprang én af bødlerne ind i bussen og gik i gang med at henrette folk med nakkeskud. I alt 28 mennesker døde, hvoraf mange var kvinder og børn. Honduras har stadig ikke dødsstraf.

Fodbold med menneskehoved
Før 2001 var fængslerne i El Salvador fyldte med medlemmer fra både MS-13 og den konkurrerende bande 18th Street Gang, og det førte ofte til brutale kampe. Myndighederne besluttede derfor at dele fængslerne op, så der kun var medlemmer fra én bande under samme tag.

Især én episode i fængslet Ciudad Barrios hjalp beslutningen på vej - her lykkedes det nemlig for MS-13 at overmande lederen af 18th Street Gang, hvorefter de skar hans hoved af og brugte det til at spille fodbold med i fængslets gård. Selvom fangevogterne så hele episoden, turde de ikke gribe ind.

HERUNDER KAN DU SE EN DOKUMENTAR OM MS-13:

ANNONCE

Masse-optøjer

I Guatemala huser fængslerne flere forskellige bander, og det medfører ofte sammenstød, men det hele gik fuldstændig amok i 2005, da MS-13 arrangerede optøjer i syv fængsler på samme tid. Målet var at myrde medlemmerne fra den konkurrerende bande MS-18.

Startskuddet til optøjerne lød, da der blev smidt to håndgranater ind i MS-18's område i El Hoyon-fængslet. Derefter brugte MS-13 indsmuglede pistoler, knive og macheter til at nedlægge resterne af rivalerne. Da kampene sluttede i de syv fængsler, var dødstallet oppe på 31, og flere hundrede var blevet alvorligt såret.

KRIGEN MOD MS-13:
Både i Sydamerika og i USA går myndighederne hårdt til værks mod MS-13. Men selvom de får nogle sejre, har banden stadig voldsomt meget magt.

FBI-enheden
Den eksplosive vækst i MS-13-kriminalitet fik i 2004 alarmklokkerne til at ringe hos FBI, der mener, at banden er den største trussel mod USA udover Al-Qaeda. Derfor dannede bureauet specialenheden MS-13 National Gang Task Force, der udelukkende skulle koncentrere sig om MS-13.

Enheden viste sit værd allerede i 2005, hvor FBI i samarbejde med 6.400 betjente og agenter fra El Salvador, Honduras, Guatemala og Mexico gennemførte en storstilet aktion, hvor de anholdt 650 medlemmer af MS-13.

ANNONCE

Den hårde hånd
Der sker 11 mord om dagen i El Salvadors hovedstad, San Salvador, og det er ret meget, når man tænker på, at byen ikke har flere indbyggere end København.

Myndighederne var derfor så desperate efter en løsning, at de i 2003 vedtog loven Mano Dura - 'hårdhændet' på dansk - der gav myndighederne lov til at tilbageholde alle, de mistænkte for at være bandemedlemmer.

Et år senere gjorde de loven endnu skrappere med tilføjelsen Super Mano Dura, hvor myndighederne kan give folk 12 års fængsel for at gå på gaden med deres MS-13-tatoveringer. 

Lovene har fjernet en del MS-13-medlemmer fra gaderne, men lederne styrer stadig løjerne fra spjældet, og desuden har banden så stor en tilstrømning af nye medlemmer, at MS-13 alligevel vokser.

Operation Community Shield
USA har endnu et våben i krigen mod MS-13; en stor del af bandens medlemmer i USA er nemlig ulovlige indvandrere, og det giver myndighederne mulighed for at deportere dem til deres hjemland.

Det udnyttede U.S. Immigration and Customs Enforcement - der har den noget sejere forkortelse ICE - til at søsætte Operation Community Shield i februar 2005, hvor de fik smidt 375 bandemedlemmer ud af landet.

ANNONCE

SLADREHANKEN:
Det er svært sundhedsskadeligt at stikke MS-13 til myndighederne. Men én gang har det amerikanske politi fået fingre i en person, der ville snakke.

FBI kunne næsten ikke tro deres eget held, da 16-årige Brenda Paz i 2002 dukkede op på deres dørtrin. Hun havde været medlem af MS-13 i fire år. Men skyldfølelsen over al den vold, hun havde været med til, var blevet for meget for hende.

Så hun valgte at fortælle FBI alt, hvad hun havde set. Og hun havde set det hele. Hendes vidneudsagn gav myndighederne et helt nyt indblik i MS-13's verden, og FBI satte hende derfor under vidnebeskyttelse i et hus i Kansas City.

Men året efter blev ensomheden for meget for Brenda. Hun ringede derfor til nogle af de gamle gutter fra MS-13, der fik hende overbevist om at komme tilbage.

Den velkomst, hun fik, var dog ikke den, hun havde håbet på: To af Brendas bedste venner bandt et reb om halsen på hende og dolkede hende 16 gange. Da hun døde, var Brenda gravid i femte måned.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce