Magasinet M!

Politikernes kiksede valgkampagner

Det er langt fra alle valgkampagner, der er lige vellykkede. Her viser vi nogle af de mærkeligste, dumme og uforståelige af slagsen. Der er nøgenhed, spydige sange og dumme danse indblandet.

Politikernes kiksede valgkampagner

Pinds prætentiøse præsidenthilsen

Hvem: Søren Pind, udenrigsordfører (V)

Hvornår: Maj, 2015

Sagen kort: Ja, de fleste kender lidt til Søren Pind. Politikeren, der sjældent giver en fuck for, hvad andre mener om ham. Han har skrålet opera-agtigt op i radioprogrammet 'Mads & Monopolet', lavet kaninører bag en News-journalist på live-tv og præsteret en Hitler-lignende frisure. Denne gang er det så en valgplakat, Pind kommer i fokus for. Til dette års valg stiller han nemlig op med en noget prætentiøs plakat, hvor han i bedste præsidentstil vender sig om, løfter armen og hilser på en hel lufthavn, inden han træder ind i flyet. Godt gået, Obama! Selv siger Pind, at han er "stolt" af sin nye plakat, fordi den er "anderledes". Jep, anderledes er den helt sikkert.


Nøgen mand på valgplakat

Hvem: John Erik Wagner, løsgænger og Folketingskandidat

Hvornår: Maj, 2015

Sagen kort: De færreste kender denne John Erik Wagner. Men det kommer flere helt sikkert til at gøre nu. For overalt i de københavnske gader hænger vilde valgplakater, hvorpå der står: Stem på Wagner - det gavner. Men det vilde er ikke skriften, men mere det faktum, at hr. Wagner næsten ikke har en trevl på kroppen. Kun en cowboyhat og et revolverbælte dækker politikeren. Hvis du spekulerer over, om det nu også er lovligt, det Wagner har gang i, kan vi sige, at Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune over for TV2 har 'fredet' Wagners valgplater, da de ikke udgør nogen fare for trafikanterne...


Sagsøgt for sangtyveri

ANNONCE

Hvem: Det Konservative Folkeparti

Hvornår: September, 2011

Sagen kort: Under de konservatives landsmøde i 2010 tog partimedlemmerne sig den kunstneriske frihed at snuppe melodien til sangen 'Afrika' af Nanna Lüders Jensen, hvorefter de selv lavede deres egen melodi. Problemet var bare, at de ikke havde spurgt kunstneren om lov, før de hapsede melodien. Ups. Det betød, at Nanna Lüders Jensen cirka et år senere krævede erstatning på 100.000 kroner for krænkelse af hendes ophavsret. Og i 2012 blev de konservative i civilretten dømt til at betale 50.000 kroner i erstatning for plagiat. Så kan de måske nok lære at lade være med tage uden at spørge om lov.


Spydig klichésang med hårde hentydninger

ANNONCE

Hvem: Dansk Folkeparti

Hvornår: Maj, 2015

Sagen kort:
Et lille, land, et rigtigt kongerige
Og man ku' sige lige det, man havde lyst til at sige.
Det var der nogen, der ikke ku' li', måske skulle de rejse i stedet for at bli'.
Tryghed og tillid, det vil vi altid ha', tryghed og tillid, ligesom i gamle dage.

Nej, det er ikke nogen joke. Det er faktisk teksten til en rigtig sang, Dansk Folkepartis nye klichéproppede valgsang, Tryghed og tillid. Den velpolstrede herre, der synger for, hedder Kim Christiansen og er DF's transport- og færdselsordfører - ikke sangordfører, som man ellers kunne tro. Sangen er - selvfølgelig - ledsaget af en fin, lille musikvideo med studenterhuer, grønne marker og brændende sankthansbål. Vi vil ikke tage noget politisk standpunkt, men come on... Det kan selv Dansk Folkeparti sgu gøre bedre.

'Shrek' på plakaterne

Hvem: Alternativet (Å)

Hvornår: Maj, 2015

Sagen kort: Det er ikke mange, der kender et af Danmarks nyeste partier med den tidligere Radikale Venstre-politiker Uffe Elbæk i front, Alternativet. Men mon ikke, det får gjort fint opmærksom på sig selv under den igangværende valgkamp. For det lille parti præsterer nogle usædvanlige valgplakater. Se bare på de ganske skriggrønne af slagsen, hvor de opstillede Folketingskandidater ligner en dårlig udgave af karakteren 'Shrek'. Så har de også lavet en lille fiks plakat, hvorpå de skriver: ...der er også Alternativet. Ja, det skal forstås således, at de, Alternativet, er et alternativ til de andre partier. Sikke, hvor de kan. Frederik Preisler, som er partner i reklamefirmaet Mensch, kalder over for Politiken valgplakaterne for "de mest forfriskende" under valgkampen. Det er i hvert fald de grønneste.

Pinlige politikere i 'Gangnam Style'

Hvem: Borgmestrene fra de fire sydfynske kommuner Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø

Hvornår: April, 2013

Sagen kort: Fire midaldrende, sydfynske borgmestre fra Svendborg, Faaborg, Langeland og Ærø troede rigtig nok, de var sjove, da de forud for kommunalvalget i 2013 under overskriften 'Sydfyn Style' dansede løs med borgmesterkæder om halsen i en musikvideo. Det gjorde de for at gøre reklame for iværksætteri på Sydfyn (hvordan de to ting hænger sammen vides ikke). Videoen gik viralt og fik næsten 50.000 visninger på YouTube. Alt lod til at være en valgsucces. Men de havde bare lige glemt at spørge pladeselskabet Universal Music om lov til at bruge 'Gangnam Style'-melodien til deres lille nummer. Derfor sagsøgte Universal Music de fire borgmestre for i alt 240.000 kroner for brud på ophavsretten. Det søgsmål tørrede borgmestrene så pænt af på 'Fremtidsfabrikken', et kreativt bureau, som lavede videoen.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce