Skakbrætmorderen - Ruslands vildeste seriemorder

Bitsa-galningen
Siden februar har kriminalpolitiet været klar over, at der er en seriemorder på fri fod - en morder, som pressen har døbt Bitsa-galningen - men indtil videre har der ikke været nogen spor, der kunne lede dem til gerningsmanden. Før nu. I lommen på Marina Moskalyova finder de en kvittering fra Moskvas kæmpemæssige metrosystem. Men endnu vigtigere får de to dage senere et opkald fra en bekymret dreng, der ikke har set sin mor i mere end 48 timer. Det er Marinas søn.

Drengen kommer ned på politistationen, og med sig har han en seddel, moren har efterladt til ham: "Min telefon virker ikke, men jeg er gået en tur med en ven. Ring til ham, hvis du vil have fat i mig. Han hedder Sasha," står der på sedlen sammen med Sashas telefonnummer. Sasha er et typisk kælenavn for russere, der hedder Alexander, og da politibetjente søger på ejeren af telefonnummeret, får de også en person med dét navn frem: Alexander Pichushkin.

En chokerende tilståelse
Pichushkin er en 32-årig kollega til Marina Moskalyova, der arbejder i et supermarked. Han er vellidt, flink over for kunderne og dygtig til sit job. Men da politiets SWAT-team anholder ham samme aften hjemme hos hans mor, og efterforskerne begynder deres afhøring, finder de ud af, at det venlige væsen er en facade.

Betjentene har fundet overvågningsbilleder fra metroen, hvor de kan se med sikkerhed, at Pichushkin har været sammen med Marina på mordaftenen. De kan også se, at de to er stået af på en metrostation lige ved Bitsa Park. Beviserne er overvældende.

Da Pichushkin hurtigt tilstår mordet på sin kollega og de 13 andre lemlæstede ofre, der er fundet igennem de sidste otte måneder, kommer det derfor heller ikke som en overraskelse. Det gør hans næste tilståelse derimod. Der findes flere ofre. Mange flere. Men ikke helt så mange, som Pichushkin havde håbet på.

Skakbrætsmorderen
Lederen af efterforskningen, Andrei Suprunenko, er ikke overbevist, men historien bliver meget mere sandsynlig, da efterforskerne i løbet af natten ransager morderens værelse i hans mors lejlighed. I retssalen kan politiet ikke nøjes med hans tilståelse og billeder fra et overvågningskamera i metroen som beviser. Men betjentene finder hurtigt, hvad de har brug for. I et skab finder de blandt andet en hammer med et blåt gummiskaft, som de kan matche til små, blå partikler, som de har fundet i et af ofrenes kranie.

Det er dog den næste ting, betjentene hiver ud af skabet, der for alvor får dem til at spærre øjnene op: Et gult og sort skakbræt med små numre sat på 61 af de i alt 64 felter. Nu tror Suprunenko på det, Pichushkin har fortalt ham: "Jeg har dræbt omkring 60. Mit mål var at dræbe 64, så jeg kunne lægge en mønt for hvert offer på hvert felt af mit skakbræt."

Da medierne får nys om historien, bliver den skånselsløse morder straks døbt Skakbrætmorderen. Men hvem er han? Hvornår begyndte han at myrde? Hvor er alle de resterende ofre? Hvordan lokkede han sine ofre med sig? Og hvorfor gjorde han det?

Torturerer børn
Alexander Pichushkin bliver født 9. april 1974 i en forstad til Moskva. Han er en ganske almindelig dreng, der kommer godt ud af det med vennerne og klarer sig fint i skolen. Men ifølge nogle kilder ændrer det sig, da han falder af en gynge, der svinger tilbage og rammer ham hårdt i hovedet. Efter dén episode bliver han asocial. Klarer sig dårligt i skolen. Og ikke mindst bliver han aggressiv.

Hans ændrede opførsel resulterer i, at hans mor sender ham på specialskole, hvilket får de andre børn i kvarteret til at mobbe ham. 'Ham tumpen' kalder de ham. I begyndelsen af Alexanders teenageår tager drengens bedstefar ham til sig, og den gamle mand opdager hurtigt, at barnebarnet har et unikt talent for skak. Derfor tager han ham med i Bitsa Park, hvor han sidder og spiller med de ældre mænd - og slår dem gang på gang. Skak dulmer også drengens aggressivitet, da han kan vise sin magt frem på brættet.

Men i 1990 indtræffer katastrofen: Bedstefaren dør. Sorgen får Pichushkin til at drikke massive mængder vodka med skakmodstanderne i parken, mens de spiller, men sorgen får ham også til at lege med en mere dyster hobby. Eller også er det de mange år med mobning, han nu prøver at få hævn for. På nogen, han kan klare. Han begynder at torturere børn, mens han videofilmer dem.

Det første mord
"Du er i min magt nu. Jeg kaster dig ud fra vinduet. Og du vil falde 20 meter ned og dø." I en amatøroptagelse, som er optaget i starten af 1990'erne, taler en cirka 17-årig Alexander Pichushkin ind i videokameraet, mens han holder en lille dreng i benene. Han smider aldrig den lille dreng ud. Men det første drab kommer snart derefter.

I 2006 sidder han over for kriminalinspektør Andrei Suprunenko og fortæller han om sit første mord. Det sker i 1992. Han er i Bitsa Park, hvor han drikker med en af sine venner, Mikhail Odinchuk, da Alexander spørger ham, hvad han ville sige til, hvis de myrdede en masse mennesker sammen. Odinchuk griner bare.

Og i stedet bliver vennen det første offer, da Pichushkin slår ham i hovedet med en hammer og smider ham i en af de mange kloakker, der løber under parken."Ens første mord er som den første forelskelse. Det er umuligt at glemme," bedyrer han. Alligevel går der ni år, før han slår til igen. Denne gang i en sand blodrus.

Fem år 60 mord
Igennem flere måneder sidder Skakbrætmorderen over for de måbende efterforskere og fortæller om det ene mord efter det andet. Det andet mord begår han i maj 2001. Også dette offer ender i en kloak. Pichushkins hukommelse er fantastisk, og næsten hvert eneste mord kan han huske ned til mindste detalje.

Mens betjente filmer rekonstruktioner af mordene til brug i retten, viser Pichushkin, hvordan han lokkede ofrene - oftest ældre mænd uden pårørende - med ind i parken for at drikke vodka. Ofte bildte han dem ind, at de skulle drikke på hans afdøde hunds grav. Han var veltalende, og folk stolede på ham. Men når de stolede mest på ham, slog han til. På videoerne viser han, hvordan han venter, til ofrene er plørefulde, før han går hen bag dem og smadrer deres baghoved med sin hammer. I starten smider han dem derefter i kloakkerne, hvor vandet løber med høj hastighed. Nogle af ofrene er stadig levende, men så forslåede, at de ikke kan redde sig selv i det kolde vand, og derfor drukner.

Men i oktober 2005 er Pichushkin træt af, at ingen lægger mærke til hans bedrifter. Derfor begynder han at efterlade ofrene tæt på stierne, så han er sikker på, at de bliver fundet. Og med en gren eller flaske i hullet i kraniet for at vække opsigt. I alt fortæller han betjentene om 60 mord over fem år, men de kan 'kun' lokalisere 48 af ligene i parken og kloakkerne. Dét antal bliver han sigtet for i retten.

Hånede morder
I retten bliver Alexander Pichushkin placeret i et glasbur, hvorfra han skal overvære retssagen. Som et farligt dyr. Salen er stuvende fuld af pressefolk, pårørende til ofrene, betjente, anklagere, forsvareren og tre dommere. De er alle chokerede over Skakbrætmorderens fuldstændige mangel på anger. På skyldsfølelse. På trang til at undskylde.

Pichushkin er stolt af sine gerninger og fortæller meget gerne om det. Han håner politiet, når han fortæller om sine bedrifter: "Jeg kiggede på det indtørrede blod på mine hænder og tænkte, at jeg kunne dræbe hvem som helst. Jeg ville aldrig blive fanget."  De pårørende får denne forklaring på hans motiv: "Jeg dræbte altid af en eneste grund: Jeg elskede livet så meget. Så snart du dræber og ser livet forsvinde, får du mere lyst til at leve."

Pichushkins forsvarer kan ikke stille meget op. Hans klient indrømmer alt - og mener tilmed, at det er "synd at glemme de sidste 13 mord", da han 24. oktober 2007 bliver idømt livstid for 48 mord.  

Hvad Ruslands mest flittige seriemorder ikke ved, er, at han kun har myrdet 12 mere. Og hvis en ugidelig politibetjent havde lyttet til det overlevende offer, ville mange menneskeliv kunne være sparet.

Det overlevende offer
Efter retssagen kommer det frem, at Alexander Pichushkin kunne være stoppet meget tidligere. Et af de ofre, han selv har talt med på sin liste, er nemlig ikke død. En sygeplejerske fra et hospital i Moskva ringer i februar 2012 til politiet, da hun netop har fået en patient ind, som gerne vil snakke med politiet.

Patienten, en 19-årig kvinde ved navn Maria Viritjeva, fortæller en betjent ved navn Kalashnikov, at hun er blevet lokket ind i Bitsa Park af sin eks-kærestes kollega. Han fortæller hende, at han gerne vil sælge hende et kamera, men at han har gemt det i en kloak i parken. Da de kommer frem, beder han hende kigge ned i kloakken for at se kameraet, men i stedet ser hun sol, måne og stjerner, da han slår hende i baghovedet med en hammer og skubber hende ned i kloakken.

Maria er heldig. Hun finder en tør afsats, hvor hun ligger i 18 timer, før hun har kræfter nok til at kravle op i parken, hvor en venlig sjæl finder hende og får hende på hospitalet. Den knap så venlige sjæl, der overfaldt hende - fortæller hun betjenten - hedder Alexander Pichushkin. Betjenten gider ikke rigtig tage sig af den for ham alt for besværlige sag, så han tvinger i stedet Maria til at sige, at hun faldt ned i kloakken ved et uheld. Dét kostede de 45 mennesker, som Alexander Pichushkin dræbte fra februar 2002 til juni 2006, livet.