Første test: BMW M4

Den nye muskelbil får 6-cyl. biturbomotor med 430 hk

27. september 2013 af Steen Bachmann

Den nye generation af sedanen M3 og coupéen M4 bærer M-filosofien ind i sin femte generation, efter at fjerde generation af M3 er solgt i mere end 40.000 stk. Det er første gang, coupé og sedan bliver vist samtidig og første gang, coupéen får sit eget modelnavn (M4).

Hjertet i begge er en 6-cyl. rækkemotor med avanceret motorteknologi. Ydelsen er med 430 hk hævet mere end 30 pct. i forhold til forgængeren, og momentet bliver over 500 Nm. Omdrejningstallene for den maksimale ydelse er endnu ikke offentliggjort, men motoren er i stand til at tage over 7.500 o/min. Her er biturbo, tørsumpsmøring for ensartet smøring under ekstreme forhold som g-kræfter i sving, og et fald i forbruget på cirka 25 pct. i forhold til forgængeren.

Både sedan og coupé har tag i kulfiberforstærket plast (CFRP) og talrige komponenter i aluminium og magnesium for at spare vægt. Den køreklare vægt er ikke oplyst, men med 90. pct. fuld tank og uden fører skulle vægten ifølge BMW være under 1.500 kg.

6-trins manuelt gear bliver standard, mens 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse er ekstraudstyr. Vi følger sagen og bringer de første billeder af den serieproducerede udgave snarest.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste