Magasinet M!

10 ting, der får dine omgivelser til at hade dig

10 ting, der får dine omgivelser til at hade dig

1. DU BLIVER FAR
Og hele processen er i virkeligheden en tretrins-raket af dårlige beslutninger. Trin 1: Du knalder uden kondom. Trin 2: Du vælger at beholde barnet. Trin 3: Du spammer dine venner - både på Facebook og i den virkelige verden - med billeder af dig og dit afkom i selskab med varierende mængder blomster og gylp.

2. DIN MORFAR-HUMOR
Du har alle dine jokes fra Anders And-bladet, synes Amin Jensen er et komisk geni, og når dine venner spørger dig, hvad klokken er, svarer du altid: "Den er rund."

3. DU ER GRAMMATIK-NAZI
Du kender forskellen på hans og sin, og du er ikke sen til at belære dine venner om det. Du er typen, der kommenterer stavefejl i druk-sms'er, og når de andre læser M!, køber du et kryds og tværs-blad. Fat det: Vi er ligeglade!

4. DIG IFØRT KILT
Her er det vigtigt at pointere, at det er lige meget, HVAD du foretager dig iført kilt. Om du går, løber eller sidder ned - det skal du bare holde op med. Stille og roligt.

5. DU GÅR PÅ SLANKEKUR
En diæt, der består af følgende ingredienser: Kål, æg, bønner, svesker og kød, som du skyller ned med flere liter kaffe. Stop ikke, før du er et omvandrende naturgasanlæg, og du vil aldrig mere mangle plads i bussen.

6. DU SKRIVER LAMME TING PÅ FACEBOOK
Du oprettede en profil på Facebook. Det var en stor fejl, for nu skal hele verden trækkes med dine røvsyge statusopdateringer. "Prisen på benzin er i dag 11,35 kr." "Er på vej i seng, men skal først lige børste tænder." Stop. Nu.

7. DU TJEKKER DIN MOBIL I BIOGRAFEN
Biografmørke? Tjek. Popcorn og cola? Tjek. Fed actionfilm på lærredet? Tjek. Pludselig er der noget, der lyser hele salen op. Det er fjolset ved siden af, der liiige skal tjekke sin mobil eller optage et lille videoklip af filmen. Vi savner gamle dage...

8. HØJ MUSIK + UTÆTTE HØREBØFFER
Newsflash: Dine on-ear hovedtelefoner er IKKE lydtætte. Faktisk er hele bussen ufrivillige vidner til et studie i forfærdelig musiksmag på lydstyrke maks. Skru nu ned, for helvede!

9. DU RAGER PÅ DIN KÆRESTE OVERALT
Din kæreste er bare zuper nuzer, og du elsker at nusse hendes øreflip og fortælle hende, hvor dejlig hun er, inden du snaver hende i gulvet midt i Føtex. Alle andre ville imidlertid ønske, I kunne vente med at rage på hinanden, til I kom hjem i soveværelset.

10. DU ARBEJDER SOM FACER
"Undskyld, har du et øjeblik?" Du bilder dig selv ind, at du gør verden til et bedre sted, når du står på gågaden iført verdens største smil og en grøn regnjakke fra Greenpeace. Hør godt efter: Du er en simpel gadesælger, der står i vejen for vores næste punkt på dagsordenen, og ALLE hader dig.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce