10 ting, du kun gør for at få sex
Som fx at gå med i tøjbutikker eller se film med Meryl Streep.
Udvikler en utrolig fleksibilitet, når det kommer til indretning
... hvilket medfører, at dit bordfodboldbord bliver draperet i hvide lagner, at der står skåle med muslingeskaller i vindueskarmene, og at du bliver præsenteret for det spændende begreb 'pyntepuder'.
Går med i tøjbutikker
Selvfølgelig er det dejligt at bruge en lørdag formiddag sammen med dit livs kærlighed. Men er vi enige om, at det primært er, fordi du satser på en ordentlig omgang hed weekendsex, at du tilbringer en times tid stående ude foran et prøverum i H&M med favnen fuld af tilbuds-toppe, og smiler fåret til de andre mænd, der også prøver at finde et korrekt sted at rette blikket hen?
Lærer at spille guitar
99 procent af alle professionelle musikere vil hårdt presset indrømme, at de i første omgang lærte at spille et instrument, fordi de tidligt i livet opdagede, hvor uhørt let det er at score damer, hvis man har halvlangt hår, et plaget udtryk i ansigtet og kan spille det halve af Stairway To Heaven. De øvrige er enten løgnhalse - eller Elton John.
Danser
Hvis du nu skal være helt ærlig, er det så for din egen fornøjelses skyld, at du svedig, tørstig og øm i fødderne forsøger at bevæge arme og underliv i nogenlunde takt med hinanden og den nye med Lady Gaga? Nej, vel?
Udfører alt for avancerede rengøringsopgaver
Du støvsuger, tørrer støv og tømmer opvaskemaskine uden at pive. Men hvis der skal gøres mere end det, er det kun fordi du ved (og hun ved), at jo længere tid tandbørste-kruset er fyldt med indtørret snask, jo længere tid går der, inden I kommer i gang med de der kinky sexfantasier, du har drømt om i årevis.
Ser film med Meryl Streep
Et godt eksempel kunne være 'Mamma Mia - The Movie'. Den film er en prøvelse uden lige. Faktisk er ingen sex god nok til at forsvare at bruge to timer på at se Meryl Streep spille 'sexet' og synge Dancing Queen...
Lærer kvinder at spille pool
'Det hedder ikke bolde, men baller. Nej, man må ikke helt selv bestemme, hvad for nogle, man gerne vil skyde i. Jo, man skal ramme den hvide først. Nej, man må helst ikke flytte dem med fingrene. Hvis du bare tager køen - ja, pinden der - så stiller jeg mig lige herom bag dig og hjælper...'
Bliver gift
Desværre er en ring på fingeren ikke en smart genvej til mere sex. Faktisk går det ofte lige modsat.
Lytter interesseret til, hvad kvinder har drømt
Næst efter Fiskemagasinet på DK4, findes der vel ikke noget mere tænderskærende ligegyldigt end at høre, hvad andre mennesker har drømt. Alligevel nikker du interesseret, hver gang et medlem af det smukke køn siger: 'Aj, jeg havde en mærkelig drøm i nat...'
Er på Facebook
Du fortæller dig selv, at det er en smart måde at holde kontakt med gamle venner og skolekammerater... Men det er vel ikke af hensyn til Lars fra parallelklassen, at du suger kinder og mave ind på profilbilledet, lægger et par centimeter til højden, trækker et par kilo fra vægten og forsøger at virke som det hippeste menneske på denne side af Ækvator, vel?