10 tophit til tablets

Badland er et spøjst spil, der ved første øjekast mest af alt ligner et kunstspil, hvor stilren grafik, flotte baggrunde og skarpe silhuetter er i fokus - lidt a la det danske Limbo (bare med farver). Men der går ikke længe, før spillet bliver ganske fængslende. Det handler i al sin enkelthed om at styre et mærkeligt lille pelsdyr gennem banerne fra venstre til højre ved at prikke på skærmen for at få det til at flapre med vingerne. Der kommer hele tiden nye udfordringer til, og hovedbruddene tager langsomt til i opfindsomhed og sværhedsgrad - uden dog nogensinde at blive hverken umulige eller rigtigt svære.

Badland er et studie i, hvordan man binder lækkert design i både grafik og spilmekanik sammen i et dejligt helstøbt spil, der er møghyggeligt at spille.

Der er flere gode racere til tablet-formatet på markedet, men Gamelofts Asphalt-serie er den flotteste og sjoveste af dem. Airborne har al den funktionalitet, man vil forvente sig af et fuldblods-racerspil, og mens tidligere spil i serien har fokuseret på racing, handler det i Airborne - du gættede rigtigt - om at hamre ud over flyvehop med pedalen helt i bund. Med strålende multiplayer-muligheder og alt, hvad man kan ønske sig af nitro boosts og powerslides, er Asphalt 8: Airborne tæt på at levere reel konsol-produktionskvalitet på tablet-formatet, hvilket er en seriøs teknologisk bedrift. Men det er først og fremmest den rå, umiddelbare underholdningsværdi, der gør spillet til den allerbedste håndholdte racing-oplevelse lige nu.

Et herligt strategispil med skør, skæv og tegneserieagtig samurai-stil. Generalen Akamoto lander i dødsriget, fordi han bliver forrådt og snigmyrdet, og da han opdager, at hans bitre rival også er landet dernede, er der lagt op til fest. De døde slutter til både den ene og den anden side, og man skal med Akamoto og hans håndlangere kæmpe sig igennem horder af fjender i udfordrende trækbaserede kampe, hvor det gælder om at bruge synergier mellem forskellige typer enheder effektivt og først og fremmest udmanøvrere fjenderne rent taktisk.

Skulls of the Shogun har lånt en række spilelementer fra det populære Advance Wars, men er ellers helt sit eget. General Akamoto er en voldelig psykopat, der bestemt ikke er blevet mere rolig af at blive forvist til dødsriget, og spillets tekstdialog er som oftest forrygende underholdende. Men vær opmærksom på, at det ikke blot er et nemt hyggespil, for udfordringerne er svære, og fejl bliver straffet hårdt!

Firaxis' pc-reboot af den gamle spilklassiker kræver ikke yderligere introduktion blandt spillende folk, og iOS-versionen hamrer fast med syvtommersøm, at alle spiludviklere bør få fingeren ud og lave flere trækbaserede spil til tablet-formatet.

I XCOM handler det om at opbygge en gruppe af eliteagenter, der skal sørge for at afværge en fremmed invasion af Jorden, og iPad-versionen følger med pc-udgaven langt hen ad vejen. Der er hugget en hæl og klippet en tå her og der i forhold til grafik og mellemsekvenser, men selve spillet er næsten helt det samme som på pc, og det virker fænomenalt med touch-styring. Flere spiludviklere har i tidens løb udtrykt tvivl om, hvorvidt tablet-formatet kan bære spil af denne type - og Firaxis har med XCOM bevist det, alle spillere udmærket godt ved: Det kan det godt, og vi vil have flere af dem nu!

Vi skylder at nævne, at prisen på XCOM: Enemy Unknown er noget højere, end man normalt ser det på tablet-formatet, men spillet er hver eneste krone værd.

"Roguelike"-spilgenren er typisk forbeholdt rollespilsagtige oplevelser med visse gennemgående elementer, såsom tilfældigt genererede baner, en stadigt stigende sværhedsgrad og permanent død, når det går galt - navnet er en hyldest til det gamle 1980'er-spil Rogue.

FTL: Faster Than Light låner en del elementer fra denne genre, når spilleren sendes ud i sit rumskib på flugt fra en kolossal rebelflåde. Her gælder det om at flyve igennem galaksen fra solsystem til solsystem og primært kæmpe mod forskellige typer fjender. Det foregår rent praktisk ved, at man ved hvert hyperspring møder en situation, der ofte ender med kamp: En hektisk og taktiskaffære, hvor man bider neglene helt i bund, mens man venter på, at éns kanoner lader op før fjendens, og man håber på at kunne sætte hans våben eller skjoldgenerator ud af spillet. Ud over selve duellen mellem rumskibene foregår kampen også nede på mikroplan, når fjenden fx border éns rumskib, og mandskabet skal slås med angriberne (eller man alternativt blæser dem ud gennem luftslusen), brande skal slukkes, og beskadigede systemer skal repareres.

FTL: Faster Than Light udkom oprindeligt til pc'en, men iPad-versionen, der udkom i april i år, er næsten endnu bedre. Touch-styringen virker forbilledligt, spillet ser flot ud på en retina-skærm, og den til tider grusomt høje sværhedsgrad egner sig rigtigt godt til det håndholdte format. Et af de allerbedste iOS-spil lige nu - men kun egnet for tålmodige og dygtige spillere!

Der har bestemt ikke manglet gode hovedbrudsspil til hverken mobiltelefoner eller tablets i de seneste år, men det charmerende Threes! formår at hæve sig over resten med elegant design og masser af personlighed. På overfladen ligner dette hyggelige talspil en ganske simpel affære, hvor det gælder om at sammensætte ens tal, der kan deles med 3, for hele tiden at opnå større og større tal, mens man undgå, at spillefeltet bliver fyldt ud. Det er nemt at gå til og grotesk vanedannende - ikke mindst fordi de små tal er fyldt med personlighed.

I stedet for bare at lave tørt talspil har udviklerne nemlig givet hvert tal sin egen stemme, og når de "møder" hinanden, hilser de på hinanden på en måde, der kan fremkalde et smil i mundvigen på selv den hårdeste kyniker. Det er blot en gimmick, men den viser, at tænkespil langt fra bare behøver at være grå og halvkedelige affærer.

Blizzards digitale kortspil har været et brag af en succes lige siden lanceringen til pc, og det er som født til iPad-formatet. Her er tale om 100 procent den samme oplevelse som på pc, da det hele foregår på Blizzards Battle.net-tjeneste, og det er et spil, der egner sig fortræffeligt til at blive spillet, mens man alligevel ligger i sofaen og glor fodbold eller lignende.

Hearthstone beskrives bedst som en forenklet version af Magic: The Gathering og andre etablerede kortspil med figurer fra Warcraft-universet og en masse nye, interessante spilmekanikker. Spillet er ganske gratis at downloade og spille, og selvom man nemt kan købe sig fattig i et hav af kort for at få dem, man rigtigt gerne vil have, er det fint muligt at spille løs og klare sig godt i spillet uden at betale så meget som en eneste klink. Fantastisk underholdning og nok det tablet-spil lige nu, hvor man får allermest for de penge, man ikke betaler ...

Man skulle ikke tro det, men EA Sports' FIFA-spilserie fungerer rent faktisk glimrende på tablet-formatet. Det er ikke helt det samme som at sidde skulder om skulder med vennerne i sofaen foran et tv og en spillekonsol, men tablet-versionerne er blevet stadigt bedre år for år og ligner efterhånden den ægte vare forbløffende meget. Det tager tid at vænne sig til touch-styringen, der selvfølgelig aldrig vil give samme fornemmelse, som når man med veltimede controllertryk hamrer kuglen ind i garnet, men er der behov for bold på farten, stiller FIFA fint sulten.

Dette fascinerende sygdomsspreder-spil er faktisk helt tilbage fra 2012, men fortjener ikke desto mindre en plads på denne liste, da det stadig ikke er overgået. Som oftests handler det i denne type spil om at bekæmpe dødbringende sygdomme og redde kloden, men ikke her. I Plague Inc. går det nemlig ud på at mutere og sprede sin sygdom over hele verden i et kapløb med de desperate mennesker, der hele tiden forsøger at bremse dens udbredelse og helbrede den. Idéen er set før, men Plague Inc. kombinerer den med et utroligt lækkert designet spil og en dejligt velafstemt sværhedsgrad. Og ikke mindst nogle herligt skrækindjagende sygdomsmutationer med alt fra ebola-agtig organ-nedbrydelse til den mere fantasifulde "Necroa"-zombievirus.

Nogle gange må det bare godt være enkelt. Rigtigt enkelt. Og også gerne lidt destruktivt. Hvad kunne man for eksempel få ud af at kombinere store marmorkugler med skrøbelige glasplader? Det er udgangspunktet for Smash Hit, der slet og ret handler om tyre de tunge, solide kugler gennem så meget glas som muligt for at komme videre i banerne.

Udfordringen består i at ramme præcist med kuglerne, da man hurtigt løber tør, hvis man bare hælder dem ud til højre og venstre. Det kræver koncentration, timing og træfsikkerhed at komme langt, og spillets smukke verden og hypnotiske musik er med til at skabe en helt særlig indadvendt oplevelse, hvor man kan sidde i timevis og ... smadre glas. Ja, det lyder dumt. Men prøv det nu bare og bliv overbevist.