Verden

25-årig fodboldspiller dør efter kollaps i debut

Fodboldverdenen er i sorg, efter den kun 25-årige Youssou Diouf på tragisk vis mistede livet kort efter slutfløjtet i sin debutkamp. Nu hyldes han af en af sportens helt store navne.

Rikki
Af Rikki 24. februar 2026

Det skulle have været en festdag for den unge senegalesiske angriber Youssou Diouf, da han søndag den 22. februar fik sin debut for sin nye klub, AS Saloum. Men debuten i den senegalesiske Ligue 2 endte i en ufattelig tragedie.

Diouf blev skiftet ind i det 80. minut af opgøret mod Amitié FC, men umiddelbart efter kampens afslutning faldt han om på banen ved Maniang Soumaré-stadionet i byen Thiès.

Hurtig hjælp var ikke nok

Selvom lægepersonalet på stadion reagerede øjeblikkeligt og ydede førstehjælp, inden han blev hastet til det regionale hospital, stod den unge spillers liv ikke til at redde. Ifølge de foreløbige meldinger fra lokale medier og det senegalesiske fodboldforbund (LSFP), afgik han ved døden kort efter ankomsten.

LSFP har i en officiel udtalelse udtrykt deres dybeste sorg.

“Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om Youssou Dioufs død. Vores tanker går til hans familie, ledelsen og spillerne i AS Saloum samt hele den senegalesiske fodboldfamilie.”

En legende mindes sin landsmand

Tragedien har vakt genlyd langt uden for landets grænser. Den tidligere Premier League-stjerne og Chelsea-legende Demba Ba, der selv stammer fra Senegal, har reageret på nyheden med en personlig hilsen.

“Alle vores kondolencer går til Youssou Dioufs familie og klubben AS Saloum efter vores unge broders bortgang,” skriver Demba Ba på de sociale medier og tilføjer, at hele fodboldmiljøet beder for, at han må finde hvile.