30 hemmeligheder, hun aldrig fortæller dig
Vi bad vores kvindelige spion Andrea Bak om at løfte sløret for, hvad pigerne hvisker om, når de er alene...
Min bedste veninde ved ALT!
1.
Min bedste veninde ved alt. Alt! Hun kender enhver detalje om vores sexliv, hvor mange penge du tjener, og hvor stor din diller er. Og jeg sammenligner dig med alle de andre fyre, vi har datet før dig. Så hvis du synes, hun sommetider smiler indforstået, er det ikke noget, du bilder dig ind. Det kommer aldrig til at ændre sig, så du kan lige så godt vænne dig til det.
Hvis du spørger hende om noget, der har med mig eller vores forhold at gøre, er det på egen risiko. Hun fortæller mig det altid. Også selvom hun har lovet at lade være. ISÆR hvis hun har lovet at lade være! Men det er ikke altid dårligt at få at vide fra en veninde, at ens kæreste er så vild med én, at han overvejer at fri, eller at han ville ønske, jeg holdt op med at snakke om min eks. Du må bare aldrig glemme, at hun først og fremmest er MIN fortrolige - ikke din.
2.
Jeg bliver tændt alene af at kigge på dine hænder.
3.
Når du ikke er hos mig, sover jeg i en af dine t-shirts, fordi den lugter af dig.
4.
Jeg fortæller dig aldrig præcis hvor mange mænd, jeg har været i seng med før dig. Selvom jeg virkede totalt oprigtig, da jeg sagde tallet, er der en rigtig god chance for, at jeg ikke var det. Så hvis en kvinde siger til dig, at hun har været i seng med fire, så er tallet i virkeligheden nærmere syv. Det skyldes til dels, at vi helst ikke vil virke løse på tråden, men allermest er det på grund af det, man kan kalde seksuelt hukommelsestab. Hvis vi har haft et dårligt skrald (og det har vi!), er det simpelthen nemmere at slette det fra hukommelsen.
5.
Jeg fantaserede om, hvordan det ville være at knalde med dig, længe før jeg overhovedet så dig nøgen.
Jeg tænker stadig på mine eks'er
6.
Jeg tænker stadig på mine eks'er, og jeg sammenligner dig med dem. Det meste af tiden vinder du. Men ikke altid.
7.
Jeg ved hvem alle dine eks'er er. Også dem, du ikke har fortalt mig om.
8.
Jeg har googlet dine eks'er.
9.
Min krop er fra naturens hånd slet ikke blød, hårløs og glat over det hele. Men jeg vil aldrig fortælle dig præcis hvor megen barbering, voksning, eksfoliering og bodylotion, det tager for at blive så blød.
10.
Jeg lader kun som om, jeg er velorganiseret. Hvis du vil have den fulde sandhed, så kig i mit klædeskab, min makeup-pung og i skufferne på mit skrivebord.
Jeg har opdaget dit pornolager
11.
Jeg har opdaget dit 'hemmelige' pornolager, og jeg har været inde på dine yndlings-pornosites op til flere gange. Og jeg synes, de ting, der tænder dig, er totalt grinagtige.
12.
Når jeg siger: "Jeg er klar!", så betyder det, at jeg lige skal have syv minutter mere. Lad være med at prøve at snyde mig ved at komme syv minutter for sent. Jeg har stadig brug for syv minutter mere til at blive færdig.
13.
Når jeg siger: "Jeg kan være der om et kvarter", betyder det i virkeligheden, at jeg går om et kvarter og først kan være der om en halv time. Eller... 40 minutter er nok mere præcist.
14.
Du har fået mig til at græde mange flere gange, end du aner.
15.
Jeg er fuldkommen besat af tanken om, hvornår du mon ringer igen. Så lad være med at holde dig tilbage, fordi du er bange for at virke for ivrig. Ring!
Dirty snak
16.
Jeg kan godt lide, når du snakker dirty til mig.
17.
Jeg har gemt en masse af dine telefonbeskeder, og jeg hører dem igen og igen. Mine veninder har også hørt dem. Op til flere gange.
18.
Mormor-trusser og ubarberede ben og armhuler er mit bedste våben, når jeg gerne vil trække den første tid lidt i langdrag og vente med at gå i seng med dig. Bevidstheden om, at jeg inde under tøjet er knap så yummy som udenpå, afholder mig fra at slippe hæmningerne. Som oftest virker det. Nogle gange bliver jeg for fuld, og så glipper den geniale plan. Dette har fået mig til at indse, at nogle fyre har en sær fetich for ukontrolleret hårvækst og undertøj, der virkelig ikke burde se dagens lys.
19.
"Jeg fik den på udsalg til 500 kroner!" betyder i virkeligheden: "Den har kostet det samme som et mellemamerikansk lands bruttonationalprodukt".
20.
Jeg tester dig konstant. Lidt ligesom små børn, der hele tiden tester deres forældre for at finde ud af, hvor grænsen går. Hvis du ikke sætter grænsen, men bare taler mig efter munden, bliver jeg ved. Og ved og ved og ved. Så husk, at det kan være dejligt befriende for os begge, når du siger: "Det rager sgu ikke rigtig dig, om jeg nogensinde har været på stripbar."
Jeg tjekker din røv
21.
Jeg tjekker din røv hver gang, du forlader rummet.
22.
Jeg har hele tiden brug for at få at vide, at du gerne vil have, at jeg er der. Det lyder fjollet, men sådan er det. Derfor er det altid bedre at spørge: "Har du ikke lyst til at lave et eller andet i weekenden?" frem for: "Har du nogen planer for weekenden?" Bortset fra hvis det, du har lyst til at lave, er at ordne have, se poker-maraton eller gå i Silvan. Alt andet end det vil jeg rigtig gerne være med til!
23.
Jeg elsker, når du bliver lidt jaloux. Så hvis du nogensinde ser mig flirte med tjeneren, buschaufføren, eller en tilfældig fyr til en fest, så skal du bare vide, at jeg i virkeligheden flirter med dig - gennem ham.
24.
Selvom jeg klager over, at jeg ser dig for lidt, så er der næsten ikke noget mere sexet, end når du skynder dig på arbejde om morgenen, nybarberet, med fugtigt hår og tandpasta-ånde. Det skulle da lige være, når du kommer halvtræt hjem og smider trøjen i sofaen og siger, du ikke har fået lavet en skid i dag, fordi du har tænkt på mig.
25.
Jeg skændes med dig for at få opmærksomhed. Latterligt? Overhovedet ikke. Jeg vil have, at du skal vise mig følelser, om jeg så skal tampe dem ud af dig med det nyeste nummer af Woman! Og lad nu bare være med at bede mig om at slappe af. Medmindre du vil have den stik modsatte reaktion. Bare give mig noget opmærksomhed, ikke?!
Jeg har sexfantasier om din bedste ven
26.
Selvom jeg insisterer på, at vi deler regningen på vores første date, synes jeg, du er nærig, hvis du lader mig betale halvdelen.
27.
Uanset hvor lidt tiltrækkende jeg i virkeligheden synes, din bedste ven er, så har jeg alligevel fantaseret om at have sex med ham.
28.
Hvis jeg slår op med dig, ved mine veninder det lang tid før, du gør. Jeg har talt om det i mindst to uger forinden.
29.
Når det er forbi mellem os, gemmer jeg alle billeder af dig, og alt hvad der minder mig om dig, i en kasse i mit skab. Bare hvis nu jeg skulle blive nostalgisk. Eller hvis du skulle komme tilbage.
30.
Jeg vil gerne have, du at tager styringen i sengen. Bare en gang imellem.
5 ting, du ALDRIG må fortælle hende
5 ting, du ALDRIG må fortælle hende:
1. At du har betalt for sex
I pigers øjne vil sex med en prostitueret altid signalere 'ynkeligt skvat, der ikke har nogen respekt for kvinder og ikke kan få noget på anden vis'. Sådan hænger virkeligheden selvfølgelig ikke sammen, og det ved vi også godt. Men det er altså sådan, det er inde i hovederne på os kvinder.
2. Hvor mange kønssygdomme, du har haft
Ikke alene er det dybt vammelt at tænke på, det vidner også om en uhæmmet, seksuel fortid, hvor du har stukket pølsen alt for ukritisk i for mange tilfældige kvinder. Det gider vi overhovedet ikke høre om. Heller ikke, selvom vi spørger.
3. At du har været din eks utro
Uanset om du havde været isoleret på en øde ø i 10 år, og Tanya Larsen drev i land på en tømmerflåde og tilbød dig fem millioner for at duske hende, så vil vi aldrig nogensinde glemme, at du engang har været utro. Og vi vil altid have en mistanke om, at det kunne ske igen.
4. At du synes, din svigermor er lækker
Selvom du skulle være så heldig, at din svigermor ligner Heather Locklear på en god dag, så hold dig til neutrale ting, hvis du skal rose hende over for din kæreste. Ros hendes mad, sig, hun er en sød svigermor, eller at hun holder sig godt. Alt andet end, at hun ser hammergodt ud og får din buksetrold til at dunke.
5. Det vilde sex, du havde med din eks
Vi kan godt regne ud, at I ikke holdt jer til missionærstillingen onsdag og lørdag, men vi gider ikke se på jeres aflagte buttplugs, lak-sygeplejerske-uniformer og medlemskort til Scor-loungen. Og vi gider slet, slet ikke høre om, hvor frækt din eks synes det var, da I havde sex i flyet på vej til Ibiza.
De farlige spørgsmål
De farlige spørgsmål
Nogle pigespørgsmål er rene faldgruber. Som de tre i boksen her. Tjek her, hvordan du undgår at dumme dig.
1.
Hun spørger:
"Kunne du egentlig tænke dig at prøve en trekant?"
Det ærlige svar: "Ja, for satan da! Kan du ikke spørge din veninde Cille, om hun vil være med i en trekant med os? Hun har de lækreste bryster, jeg har set i mit liv!"
Derfor er det forkert: Hallo, hvordan ville du have det, hvis du spurgte om det samme, og fik svaret: "Ja, spørg din ven Jens fra fodbold. Jeg har tjekket hans bule i bukserne - jeg trænger til en stor svaber!"?
Det taktisk gode svar: "Det har jeg ikke rigtig tænkt over. Jeg er så vild med dig, at jeg har mere end nok i dig. Men hvis du har lyst til at prøve det, kan du sikkert lokke mig."
Derfor er det bedre: Selvfølgelig ved vi godt, at du - ligesom 99,9 % af alle andre fyre - drømmer om at prøve en trekant med to piger, men derfor vil vi alligevel gerne leve i den naive tro på, at vi er nok for dig.
2.
Hun spørger:
"Hvor mange har du egentlig været i seng med?"
Det ærlige svar: "38", "to" eller hvor mange, du nu har været sammen med.
Derfor er det forkert: Uanset hvilket svar, du kommer med, er det forkert. Enten har du været en løsagtig mande-tøjte, der har knaldet alt med en puls, eller også har du været i seng med så få, at det får os til at føle os totalt slutty på den virkelig trælse måde.
Det taktisk gode svar: Lav en hurtig hovedregning og træk 15 fra din alder, og sig tallet. Altså: Hvis du er 23 og i virkeligheden har været sammen med 1 eller 54, så skal du bare svare, at du har været i seng med 8.
Derfor er det bedre: Vi ved ikke, hvorfor det er sådan, men på en eller anden måde lander man altid på et tal, der føles troværdigt og sikkert.
3.
Hun spørger:
"Synes du, hun er lækker?" og peger på forsiden af M!
Det ærlige svar: "Totalt lækker! Se dog på hende - hun er fantastisk!"
Derfor er det forkert: Vi ved godt, du synes, hun er lækker. Vi har også øjne i hovedet. Det, vi i virkeligheden spørger om, er: "Synes du, hun er lækrere end mig?"
Det taktisk gode svar: "Ja, hun er lækker at se på. Men det kan enhver jo blive i Photoshop."
Derfor er det bedre: Fordi vi står lige her ved siden af, helt uden Photoshop.