300 år gammel mumie identificeret: hendes konserveringsteknik chokerer forskere

I en østrigsk kirkegrav under St. Thomas am Blasenstein har forskere gjort en opdagelse, der både kaster nyt lys over fortidens begravelsesritualer og får nutidens videnskabsmænd til at spærre øjnene op. En velbevaret mumie, der har ligget i krypten i næsten 300 år, er nu blevet identificeret – og metoden, der holdt kroppen intakt, er aldrig før set.

En præst med et usædvanligt eftermæle

Den afdøde er identificeret som Franz Xaver Sidler von Rosenegg, en lokal sognepræst, der døde i 1746. Manden, der tilsyneladende levede og døde i stilhed, efterlod sig et lig, der senere skulle få sin egen plads i videnskabens bøger. Ifølge en ny undersøgelse offentliggjort i Frontiers in Medicine har forskere ikke blot fastslået hans identitet med sikkerhed – de har også dokumenteret en særegen konserveringsmetode, som aldrig tidligere er registreret.

Træ, stof og… zinkklorid?

Mumien er bemærkelsesværdigt velbevaret, især i den øverste del af kroppen. Ifølge forskerne skyldes det en ukendt og ekstremt effektiv balsameringsproces: kroppen blev fyldt – via endetarmen – med smågrene, træflis og stofstykker, hvorefter hele herligheden blev gennemvædet med zinkklorid. Denne kombination udtørrede kroppen indefra og modvirkede forrådnelse i en grad, man ellers kun ser under helt særlige klimatiske forhold.

Den nedre del af kroppen var dog ikke lige så velbevaret, hvilket ifølge forskerne sandsynligvis skyldes manglende eller ujævn anvendelse af teknikken.

Miasma og mirakler

Hvorfor al denne umage? Ifølge studiet har balsameringen sandsynligvis haft et sundhedsmæssigt formål: man ønskede at undgå spredning af sygdom via “miasma” – datidens betegnelse for smitte via dårlig luft. Samtidig nævnes det, at en kiste, som senere blev åbnet, kunne have afsløret en så intakt krop, at den lokale befolkning ville have tolket det som et mirakel.

Det er en ret vild tanke – og et stærkt billede på, hvordan religion, sundhed og videnskab smeltede sammen i datidens Europa.

En metode skjult i tidens tand

Ifølge forskningslederen Andreas Nerlich kan denne type konservering have været mere udbredt, end vi tror – men i mange tilfælde er teknikken ikke blevet genkendt, simpelthen fordi kroppen ikke har været tilstrækkeligt velbevaret til at afsløre manipulationerne.

Det, man troede var naturens værk, viser sig nu at være resultatet af menneskelig opfindsomhed og frygt for sygdom. Og det gør ikke bare præsten fra St. Thomas am Blasenstein til en del af den lokale historie – men også til en uventet hovedperson i en moderne videnskabelig opdagelse.