Film, Spil & Musik
5 Distortion-fester på Vesterbro, du ikke må glippe
Hvis du synes, at det var vildt på Nørrebro i går, så glæd dig til, at Distortion åbner op for en endnu vildere fest på Vesterbro i eftermiddag. Her er fem fester, du ikke vil misse.
DATING.DK
Event: Dating wall and hottest hook up’s
Hvor: Istedgade 128
Hvorfor: Det er godt nok ikke musik, men måske er det her, du møder den søde single, som du ender med at gå hjem med? Måske er det her, du møder dit livs udkårne? Måske er det bare her, du kommer til at opføre dig lidt for pinligt på grund af lidt for mange sjusser.
PELLE PELLE DISTORTION DROP DEAD
Event: Hip Hop til folket part 3
Hvor: Sønder Boulevard 46
Hvorfor: Du finder nok ikke nogen større hip hop-fest på Vesterbro i dag, når tøjmærket Pelle Pelle fyrer op tung bas og god, gedigen dansk rap. JonasForFanden, Wafande og David Jay gæster scenen på Sønder Boulevard.
DUDE MANOR
Event: Teenage Dirtbag Summer Bash
Hvor: Broagergade 7
Hvorfor: Det bliver måske som at være med i en amerikansk teenage-komedie. I hvert fald forvandles Broagergade til Californien, og musikken kommer her til at stå på amerikansk garagerock og college-pop-punk. Aftenens livebands er aarhusianske Daycare for Jedi og københavnske freckles, der begge bevæger sig i førnævnte genrer. Så find tanktoppen og den omvendte kasket frem; du kommer helt sikkert til at gå amok til Blink 182.
HUKAOS
Event: Hukaos Scenen
Hvor: Sønder Boulevard 108
Hvorfor: Karl William, Emil Stabil og Heimdals Sidste Vogter aka Kidd kommer til at give Sønder Boulevard en på lampen, når kernen af den bedste danske upcoming r&b og hip hop kommer til at brage ud fra en til lejligheden opstillet lastbil-scene.
ILLUMINIGHT ENTERTAINMENT & NIMA EVENT
Event: Madness
Hvor: Flensborggade 34
Hvorfor: Det er stedet, hvor Distortions unge publikum samles. I hvert fald ifølge arrangørerne. En ting er dog sikkert. Der kommer til at være masser af tung house og hip hop samt konfetti, røg og badedyr. Yay!