5 fantastiske grillbarer i det danske land
Hvis du vil komme tømmermændene til livs på den gammeldags facon, så er det eneste rigtige at tage ned til den fedtede lokale grill-bar eller pølsevogn. Her er 5 rigtig gode af slagsen.
1. Pølsevognen uden for Poetch
Du er ved grænsen. Du har fyldt slæden op med bajere, dåsecolaer og Nutella. Nu er der fandeme langt hjem, så du skal have noget at æde. Du bestiller en vaskeægte currywurst, som river på den helt rigtige måde hele vejen ned gennem fordøjelsessystemet. Pølser og pimpet ketchup er sgu det eneste, der er eksotisk i Tyskland, men det er køreturen værd.
2. Fontænen i Aalborg
Aalborg er bare byen, der bliver ved med at give. Ikke nok med, at du kan få en solid brandert for 200 kroner i Jomfru Ane Gade, og morgenstrip med rundstykker og bitter på Maxim; du kan også få et komplet grillmåltid for mindre end en 50'er på byens mest berømte grillbar. Vi skal dog lige advare om, at vi en gang forsøgte at bestille en pølsemix til 15 kroner, men måtte gå derfra med uforrettet sag, da de ifølge ekspedienten 'ikke havde flere gamle pølser'. Men altså, for fa'en, vi har ædt det, der var langt værre på langt dyrere Michelin-restauranter.
3. 7-Møllens Grill i Køge
Uden at fornærme Køge, kan man vist godt sige, at kystbyen havde sin storhedstid, før S-toget gjorde det nemmere at komme til København end til byens centrum. Men der er én ting, der burde få folk til at fylde A-toget fra Spor 11 på Hovedbanegården og stikke i den anden retning (husk at klip for alle zoner, red.): 7-Møllen serverer Danmarks bedste flæskestegssandwich. Saftig, stor og billig.
4. Dusinus Pølsevogn i Hobro
Siden Dusinus vandt 'DM i Hotdog' helt tilbage i 1979 har vognen, som ikke er en vogn, haft kultstatus blandt pølseelskere. DM-hotdoggen fra dengang kan du stadig smage på Kirketorvet. Det er den helt specielle agurkeblanding og de varme løg, der giver 'den varme hund' den ekstra guldstjerne på stamtavlen.
5. Harry's Place i København N.
Godt gemt bag Nørrebro Station ligger Harry's, der ikke bare er den almindelige pølsegnaskende københavners favoritsted, når han skal svælge en 'Karl Stegger i åben kiste'. Det var også et fast stoppested for de to statsministre Poul Schlüter og Poul Nyrup, når de skulle have en død hund med dej og hele farveladen.