6 kreative måder at score drømmejobbet på
Hvis du vil have drømmejobbet, kan det være en god ide at være lidt opfindsom. Her er seks gode råd fra Penge & Privatøkonomi
Der er mange om buddet, når du søger nyt job, og derfor kan det være en fordel at skille dig ud. Det kan du gøre på mange forskellige måder, og det handler om at tænke kreativt, når du tager beslutningen.
Ofir har indhentet eksempler på, hvordan folk har brugt kreative ideer, som har hjulpet dem til at få et job, og dem kan du læse på de næste sider.
1. Lign din chef
Chefer har tendens til at ansætte en, der ligner dem selv, og det kan du udnytte, når du skal til jobsamtale. Find den chef, du skal til samtale med på internettet, og lær mere om hans eller hendes baggrund.
Du kan lægge vægt på de ting, I har til fælles til samtalen, for chefer har tendens til at favorisere folk, der har samme køn eller baggrund som den selv.
2. Klæd dig på til virksomheden
Når du vælger, hvad for noget tøj, du tager på til jobsamtale, skal du tænke mere over, at det skal matche virksomheden, end at det skal sige en hel masse om dig.
Hvis du for eksempel møder op i slips, vil et rødt slips signalere, at du har magt, og det er godt i nogle stillinger, mens det slet ikke duer i andre tilfælde.
3. Send en sko
En ansøger til et job som journalist på Aarhus Stiftstidende sendte sin ansøgning på en sko. Han skrev, at han nu havde fået den ene fod inden for, og at han derfor bare manglede den anden. Han fik jobbet.
Selv om du måske ikke har lyst til at gøre ham kunsten efter med at sende en sko, kan det være, at du på en anden kreativ måde kan få din ansøgning til at skille sig ud fra mængden.
4. Byg ansøgningen anderledes op
Hvis du har været på jobsøgningskursus, kender du sikkert alle formlerne for, hvordan man bygger en ansøgning op, og det samme gør alle de andre, der søger jobbet.
Derfor kan du skille dig ud ved at bygge din ansøgning op på en anderledes måde. Det kan for eksempel være, at du skal skrive den som en dialog mellem dig og jobopslaget, så hvis der står, at "Vi leder efter en med tre til fem års erfaring", kan du svare på det.
5. Send ansøgningen hurtigst muligt
Hvis du søger et job, der typisk får mange ansøgere, er det en rigtig god idé at sende din ansøgning, så hurtigt du kan. Du skal som tommelfingerregel regne med, at de første seks ansøgninger bliver både læst og husket.
Arbejdsgiveren er formentlig spændt på, hvilke ansøgninger der kommer ind, men når de første er dukket op, forsvinder nyhedens interesse, og de sidste ansøgninger vil ikke blive læst med samme entusiasme.
6. Vær normal
Hvis arbejdsgiveren i et jobinterview spørger dig, hvad du laver i din fritid, er det en dårlig strategi at forsøge at virke alt for speciel. Arbejdsgiveren vil gerne have en ufarlig og almindelig person ansat, så det kan faktisk være en fordel at fortælle, at du i weekenden godt kan lide at grille, drikke rødvin og løbe nogle ture.