6 onde spilskurke

En af grundene til, at vi er glade for spil, er, at der er skurke at tæve. Nogle gange kan det selvfølgelig også være festligt at være skurken, der tæver alle de de tåbelige heltespejdere, men for det meste er det omvendt. Men hvilke spilskurke husker vi egentlig bedst, og hvem er de ondeste sataner af dem alle? M! kommer her med en række bud på de værste af de værste - hvilke spilskurke er de bedste, du er stødt på?

Vi starter med en, de fleste gamere med garanti har stiftet ubehageligt bekendtskab med.

Blizzard er verdensmestre i at skabe mindeværdige skurke, og prinsen Arthas er både den mest tragiske og nederdrægtigt onde af dem alle sammen. Oprindeligt var han en skinnende flot Knight of the Silver Hand, men da udødspesten ramte hans land, og han begyndte at bekæmpe den, tog hans beslutsomhed overhånd. Lich King fordærvede langsomt Arthas' gode sind, og da han fik fat i det forbandede runesværd Frostmourne, var den engang så heltemodige ridder forlængst forsvundet. I en efterhånden legendarisk sekvens ("Arthas, what are you doing?! - "Succeeding you...") dræbte Arthas sin egen far, kongen. Herefter drog han mod det kolde nord for at finde The Frozen Throne og The Helm of Domination. Da han satte den på sit hoved, blev han ét med ork-shamanen Ner'Zhul, hvis ånd var indkapslet i hjelmen, og således blev The Lich King skabt - måske denstørste satan ispilhistorien...

De absolut mest nervepirrende ti minutter i Halo-serien er det punkt i det første spil, Combat Evolved, hvor man finder en død soldats hjelmkamera og ser på dets optagelser for at gennemskue, hvad der er sket på den base, man har bevæget sig ind i. Da spillets fjender indtil da, Covenant-rumvæsenerne, pludselig bliver afløst af parasitagtige Alien-typer, der hægter sig på andre skabninger og gør dem til zombier, er der kun blind panik forude. The Flood-kollektivet opsuger alt liv og ødelægger hele verdener på deres vej gennem galaksen, og selvom vi har udkæmpet adskillige drabelige kampe med Grunts, Elites og Hunters op gennem hele Halo-serien, vil The Flood for altid stå som en af de mest frygtindgydende fjender, vi nogensinde har mødt i et spil.

NOD-fraktionens skaldede og skæggede leder, ikke upassende opkaldt efter den bibelske Kain, der myrdede sin egen bror, Abel. Cain har lige siden det første C&C-spil været spillet af skuespilleren Joe Kucan, der i spillenes kendetegnende film-mellemsekvenser har formået at skabe en bad guy, man igennem rigtigt mange har haft så ufatteligt meget lyst til bare at tvære ud, at det knapt kan beskrives ...

Spilhistorien er rig på fæle robotter og kunstige intelligenser, der sjældent skyr nogen midler for at komme spilleren til livs. Men få af dem er så gennemført ondsindende og møghamrende sarkastiske som AI'en GlaDOS i det geniale Portal - og så er det faktisk en fjende, spilleren aldrig nogensinde møder i løbet af spillene!

GlaDOS forlader sig ikke som de fleste andre kunstige intelligenser på direkte brutalitet og masser af håndlangere, men morer sig i stedet med at manipulere med dig, udsætte dig for dødsfælder og svine dig så meget til verbalt, at næsten mister lysten til både at leve og spille. Og så er den stemme pissesexet.

Det kan godt være, at skaberne af Pirates of the Caribbean-filmene synes, at Geoffrey Rush' gale udøde pirat Barbossa er et opfindsomt påfund - men han er set før. Den onde pirat LeChuck sejlede de syv verdenshave tynde allerede i halvfemserne, og hans kærlighed til den smukke guvernørdatter Elaine Marley og helten Guybrush Threepwoods konstante flirten med hende drev ham til vanvid og fik ham til at efterstræbe de unge elskendes liv igen og igen - både som levende pirat, død pirat, spøgelse, zombie og dæmon. I sandhed en af de mest alsidige spilskurke, vi har mødt.

Jovist, vi har pryglet nazister gule og blå i utallige spil igennem de seneste to årtier, men übernazien over dem alle, lille Adolf, i en kamprustning med påmonterede miniguns er nu alligevel den mest mindeværdige af alle de skurkagtige, svastikabærende tølpere.

Det var en episk bosskamp dengang - og desværre også den eneste gang, at man mødte Der Führer i Wolfenstein-spillene, for han blev censureret ud af alle efterfølgende versioner. Æv!