7 mænd M! gerne ville have som morfar
1 Ivan Nielsen
Mens alle de andre 80'er-landsholdshelte blev trænere, spilleragenter og alt muligt andet smart, da de var færdige med at spille fodbold, tog Ivan hjem til Amager og åbnede en VVS-forretning sammen med sin søn Thomas. Det hedder Ivan og Thomas Nielsens VVS-firma. Ivan har i øvrigt stadig samme overskæg og ryger stadig som en skorsten.
2 King Diamond
Du ved, ham der egentlig hedder Kim og er fra Hvidovre, men har baseret en - overordentlig succesfuld karriere - på at være satanist, male sig i hovedet, optræde med et mikrofonstativ bygget af knogler og lave konceptalbum om den franske inkvisition. Mand, vi har et kedeligt liv...
3 Kurt Thyboe
Kender du begrebet 'pinlig tavshed'? Det gør Kurt ikke. På et tidspunkt bliver det muligvis trættende at høre røverhistorier om bokselegender, Rapport og letlevende damer, men vi er ikke helt nået dertil endnu. Rama-dama-dingdong!
4 Johnny Madsen
Det kan godt være, han ikke har skiftet hverken cowboybukser eller olie på håret, siden Schlüter var statsminister, men det er stadig cool at blive millionær på at lave klatmalerier og skrive rocksange med linjer som 'Det er sommer og udenfor sæsonen, hulabula, vi elsker coca cola'.
5 Jørgen Leth
Vis os den mand, der kan tale mere indlevende om oste fra Bretagne-egnen under et cykelløb, og vi giver et glas 1989 Chateau Gruaud-Larose og en tur i kanen med kokkens datter.
6 Tommy Kenter
Hey, han har været med i to Olsen-Banden-film, knaldet en stor kage til en Bodil-prisuddeling og blevet anklaget for majestætsfornærmelse, fordi han tiltalte dronningen 'Johnny Margrethe'. Hvad har du præsteret i dit liv?
7 Asbjørn Riis
Hvad blev der egentlig af hele Danmarks yndlings-wrestlingkommentator? Nå, han render sikkert stadig rundt på sin wrestlingskole på Mors, holder sig i form, spiser sundt og tror på sig selv. Yeah!