Duften af benzin, lyden af en V8’er, og følelsen af at dominere alt, der minder om asfalt og grus – Ram TRX er tilbage, og den er mere overdrevet end nogensinde. Den amerikanske muskeltruck er nu officielt genopstået som 2027 Ram 1500 SRT TRX, og den kommer med 777 hestekræfter, offroad-ambitioner og luksus som i en high-end lounge.
Det her er ikke bare en pickup – det er en erklæring om, at truck wars er i gang igen.
Foto: Ram
Supercharger, baby
Under hjelmen på den nye TRX gemmer sig en 6.2-liters supercharged V8’er med hele 680 lb-ft i drejningsmoment. Ram lover 0-100 km/t på blot 3,5 sekunder – og det i en truck, der kan køre gennem ørken som en rallybil med overskud.
Kraften leveres gennem en 8-trins automatgearkasse og et fuldt aktivt firehjulstræk med mulighed for at smide 75 procent af kræfterne bagud via en Baja Mode. Og ja – det lyder præcis så amerikansk og unødvendigt fedt, som det skal.
Læs også:
13 tommer affjedring og flyvetid
Rammen og undervognen er stort set det samme som på den tidligere TRX, men Ram har ikke sparet på hverken performance eller komfort. Bilstein e2 Blackhawk-støddæmpere sikrer, at du ikke får diskosprolaps, selvom du sender bilen over en klippe og lander hårdt.
13 tommer affjedring foran og 14 tommer bagpå giver rigelig mulighed for at gå airborne – og lande igen uden at smadre hverken ryg eller chassis.
Foto: Ram
Luksus, tech og ‘Bloodshot Night Edition’
Inde i kabinen venter masser af lækkerier: Varme, ventilation og massage i forsæderne, en 14,5” midterskærm, 12,3” digitalt instrumentpanel og en 10” head-up display. Dertil kommer et 19-højttalers Harman Kardon-anlæg som standard. Jaja, det er stadig en offroad-monstertruck, men du sidder som i en Bentley med mudder på.
Og som om det ikke var nok, så smider Ram også en “Bloodshot Night Edition” på gaden – komplet med rød-sort lakering, grafiske detaljer og kulfiberindlæg. Beadlock-hjul? Selvfølgelig.
777 hk for 777.000 kr.? Not quite
Startprisen? 102.290 dollars – det vil sige et stykke over 700.000 kroner uden afgifter. Og det er bare basisversionen. Men hey, hvem har brug for logik, når du kan have en T-Rex med supercharger?
TRX rammer forhandlerne i slutningen af 2026, og der er næppe nogen tvivl om, at den får folk til at kigge misundeligt – og måske lidt skeptisk – på parkeringspladsen ved Bauhaus.
Så nu er spørgsmålet bare: Hvad gør Ford? Og tør Chevrolet kaste ZR1-motoren i en Silverado? En ting er sikkert – truck wars er tilbage.
Læs også: