8 film, skuespillere eller instruktører der blev snydt ved Oscar-uddelingen
I hvert fald, hvis du spørger os.
Så er det på i morgen, søndag, at Oscar-statuetterne bliver uddelt. Men nogle gange går den gyldne mand altså til den forkerte. Vi har fundet otte eksempler, hvor vi mener, at Oscar-juryen har sovet under filmen.
1994 var et fantastisk år for filmelskere. Det var nemlig året, hvor vi fik mesterværker som Forrest Gump, Pulp Fiction og En verden Udenfor. Ingen tvivl om, at Forrest Gump er en yderst seværdig film, som kun Hollywood kan lave dem. Men Pulp Fiction var banebrydende og filmisk set niveauer over Forrest Gump. For slet ikke at tale om En Verden Udenfor, der siden 1994 har opnået intet mindre end kultstatus og en førsteplads på IMDB's liste over de bedste film nogensinde.
Så spørgsmålet er, om Oscaren ikke burde være gået til Pulp Fiction, der samme år vandt Den Gyldne Palme? (eller En Verden Udenfor).
Det lykkedes i den grad for Will Smith at blive taget seriøst som skuespiller, da han i 2001 portrætterede bokselegenden over dem alle, Muhammad Ali, i Michael Manns Ali. Glemt var den splejsede og rapkæftede Will fra tv-serien The Fresh Prince Of Bel-Air. For ligesom Will Smith var ved at opbygge sig et ry som ham den sjove fra blockbusters som Indenpence Day, Bad Boys og Men In Black, tonede han frem på det hvide lærred 20 kg tungere og leverede sit livs præstation som bokseren Muhammad Ali. Desværre for Will Smith valgte Oscar-komiteen at give Oscaren til en anden sort skuespiller, nemlig Denzel Washington i Training Day. Nogle vil mene, at Washington fik sin Oscar, da han blev forbigået vedOscar-uddelingen nogle år før for sit imponerende portræt at den livstidsfængslede og uskyldigt dømte bokser Rubin Carter i The Hurricane fra 1999.
Stakkels Martin Scorsese. Hvis der er en instruktør, der ikke er gode venner med Oscaren, er det nemlig ham. Det var faktisk først med The Departed, som rent faktisk er en genindspilning af Hong Kong-filmen Internal Affairs fra 2002, at han i 2007 vandt sin første Oscar - både for Bedste Instruktør og Bedste Film. Inden da var han blevet voldsomt forbigået med mesterværkerne Taxi Driver i 1976, Raging Bull i 1980 og Goodfellas i 1990. Desværre for Scorsese var han ved Oscar-showet i 1977 oppe imod Rocky, det rørende drama Ordinary People i 1981 og måtte 10 år senere se sig slået af Kevin Costners indianer-film, Danser Med Ulve.
What? Hvordan kan Eventyret Om Ringen ikke vinde en Oscar, tænker du. Jo, enten havde Oscar-komiteen på forhånd besluttet sig for at give alle Oscar-statuetterne til den tredje og sidste del af det episke mesterværk, nemlig Kongen Vender Tilbage. Eller bryder de sig bare ikke om fantastiske fortællinger og filmisk mesterværker. For Oscaren gik i 2001 i stedet til dramaet A Beautiful Mind, der da var en god film, men på ingen måder bedre end Peter Jacksons første film i trilogien. På mange måder er Eventyret Om Ringen seriens bedste - hvis du spørger os - da den har tid til at introducere os for alle de elskede figurer og er ét stort forspil til alt det, vi får serveret i del to og tre.
Tyveri. Det Al Pacino leverede i Francis Ford Coppolas Godfather-film fra 1972 er allerede gået over i historien som en af de bedste skuespillerpræstationer nogensinde. Derfor kan det godt undre én lidt, at Oscaren for Best Supporting Actor i stedet gik til Joel Grey i filmen Cabaret. Heldigvis vandt Marlon Brando for Bedste Skuespiller. Men Al Pacinos rolle og forvandling som den hjemvendte soldat Michael Corleone, der i starten ikke vil have noget med sin fars kriminelle imperium at gøre, men ender som familiens overhoved, er intet mindre end legendarisk.
Kan du også huske filmen Life Is Beautiful, hvor italienske Robert Benigni leverer sit livs præstation? Nå, ikke?. Ingen tvivl om, at førnævnte film da er ganske udemærket, men at Oscar-komiteen vælger at give Oscaren til Benigni i stedet for Edward Norton i American History X er os en gåde. Edward Norton leverer nemlig sin hidtil bedste præstation som den hårdtpumpede nynazist, der tager sit liv op til overvejelse, da han bliver buret inde for mordet på en sort dreng, der forsøger at stjæle hans bil.
Her, snart 14 år efter, er der ingen tvivl om, at den suverænt bedste krigsscene nogensinde filmet er de første cirka 30 minutter i Steven Spielbergs krigsfilm fra 1998, Saving Private Ryan. Spielberg formår på imponerende og brutal vis at give os et realistisk indblik i massakren ved kysten i Normandiet under D-dag i 1944. Og i resten af filmen følger vi en gruppe soldaters gribende søgen efter en forsvunden menig. Og så er det, vi overhovedet ikke forstår, hvordan Oscaren kan gå til den ligegyldige og helt igennem jævne Shakespeare In Love. Og nej, det var ikke nok, at komiteen spiste Spielberg af med en Oscar for Bedste Instruktør. Saving Private Ryan skulle ha' vundet den Oscar for Bedste Film. Basta.
Det var måske John Travolta, der scorede det helt store comeback med rollen som Vincent Vega i Tarantinos mesterværk Pulp Fiction fra 1994. Men det var i sandhed Samuel L. Jacksons karakter og Vincent Vegas partner-in-crime 'bad motherfucker' Jules Winnfield, der leverede en mindeværdig præstation som lejemorderen, der efter en nærdødsoplevelse beslutter sig for at rejse jorden rundt - som David Carradines karakter Caine i Kung-Fu. I mellemtiden ser vi Winnfields frygtindgydende side som iskold morder og hans mere dybfølte personlighed, når han snakker og filosoferer over guddommelig indgriben.
