Kunstner onanerede 8 timer om dagen i sit kunstgalleri i tre uger som en form for kunst: Hvad handlede det lige om?

Når man tænker på kunst, forestiller de fleste sig nok malerier, skulpturer eller noget, der hænger pænt på en væg – ikke en mand, der ligger og onanerer under et gulv i timevis. Men sådan er performancekunstens verden altså bare en gang imellem. Og i 1972 gik den amerikanske kunstner Vito Acconci all in på at udfordre, hvad vi egentlig opfatter som kunst med sit værk Seedbed.

Tre uger med håndarbejde og højtalere

Forestil dig at besøge en kunstudstilling i New York, træde ind på Sonnabend Gallery, og uden at vide det – gå hen over en rampe, hvor kunstneren selv ligger gemt nedenunder og… ja, tilfredsstiller sig selv.

I tre uger, otte timer om dagen, lå Acconci og onanerede, mens hans stemme blev sendt ud over højtalere i galleriet. Ikke småsnak eller kunstteori, men fantasier – seksuelle forestillinger – om de besøgende, der gik rundt ovenpå og kiggede på, hvad de troede var “almindelig” kunst.

Ja, det lyder bizart. Men for Acconci var det dybt alvorligt og et udtryk for en ny måde at forstå både kroppen, beskueren og kunstens rum på.

Hvad gik han efter?

Ifølge Acconcis egen beskrivelse handlede det hele om at “producere og sprede sæd i det underjordiske område.” Hans mål var at være totalt opslugt af sin egen krop og handling, så den intime energi blev sendt op gennem gulvet og ud til beskueren. Det, han kaldte “privat seksuel aktivitet”, blev kunst i kraft af konteksten og den psykologiske forbindelse til de mennesker, han fantaserede om.

Det var en slags omvendt voyeurisme – publikum vidste ikke, at de blev fantasieret om, og Acconci selv var både deltager og tilskuer til sit eget værk.

Som han beskrev det: “Mit hjælpemiddel er de besøgende. I min afsondrethed kan jeg have private billeder af dem, tale til mig selv om dem – mine fantasier om dem kan ophidse mig.”

Kunstverdenen tog det pænt

Selvom idéen nok ville få en pæn andel af dagens TikTok-brugere til at gå i mental lockdown, blev Seedbed taget overraskende seriøst af kunstverdenen. Kunstkritikeren Jerry Saltz kaldte det endda for “spiritual sphincter of his art” – hvad det så end helt præcist betyder…

Pointen var, at Acconci formåede at smelte det offentlige og private sammen i ét samlet udtryk, hvor kroppen var både redskab og budskab. Han efterlod ingen fysiske spor, men en masse mentale aftryk hos dem, der kendte til værket.

En inspiration for andre

Og det er ikke kun i 70’erne, at Seedbed har fået opmærksomhed. Værket har siden inspireret flere performancekunstnere – blandt andre den serbiske konceptkunstner Marina Abramović, som også er kendt for grænseoverskridende og fysisk krævende værker. Hendes tilgang til publikum, tilstedeværelse og krop som kunstnerisk medium lægger sig i kølvandet på netop den type eksperimenter, som Acconci blev kendt for.

Kunst eller bare klamt?

Det er selvfølgelig fristende at kalde Seedbed for alt muligt andet end kunst, især hvis man ser det ud fra en mere traditionel vinkel. Men performancekunst er netop skabt til at stille spørgsmål, vække ubehag og rykke grænser. Og det må man sige, Acconci formåede med sit sære, men ikoniske stunt.

Hvad tænker du – grænseoverskridende genialitet eller bare en undskyldning for tre ugers offentlig solo-action?