Motor

Mercedes-Benz bygger elektrisk G-Wagon til League of Legends-legenden Uzi

Noget af et trofæ!

Når man bliver udødeliggjort i gamingens svar på Hall of Fame, kan man godt tillade sig at forvente en high-five og måske et trofæ. Men kinesiske Jian “Uzi” Zihao fik noget lidt mere… massivt. Mercedes-Benz har nemlig netop foræret ham en fuldstændig unik, elektrisk G-Class SUV – håndbygget til ære for hans optagelse i League of Legends’ spritnye Hall of Legends.

En G-Wagon med EQ og esports-DNA

Uzi’s nye firehjulede trofæ er baseret på den nye G 580 EQ – Mercedes’ elektriske version af den ikoniske G-Wagon. Men det stopper ikke ved batterier og bruttohestekræfter. Bilen er skræddersyet ned til den mindste detalje via MANUFAKTUR-programmet, som er Mercedes’ egen luksus-nørdede custom-afdeling. Farven? En Kalahari gold magno, der balancerer perfekt mellem post-apokalyptisk pansret køretøj og olierig konge i ørkenen.

Inde i kabinen er der ikke sparet på noget. “Hall of Legends”-graveringer, personlige detaljer, og selvfølgelig tech i overflod. Det er den første elektriske G-Class i hele Kina, og selvfølgelig skulle den tilfalde manden, der nærmest egenhændigt har redefineret kinesisk LoL-historie.

Fra Summoner’s Rift til Shanghai’s gader

Det stopper dog ikke med bilen. Mercedes-Benz gik hele vejen og bestilte også et custom artwork, hvor man ser Uzi cruise gennem sin hjemby Shanghai – med bilen, naturligvis – mens forskellige Easter eggs fra hans karriere sniger sig ind i baggrunden. Det er gaming-mytologi møder urban-luksus i rendyrket tegneserieæstetik.

Det hele er en del af det voksende samarbejde mellem Mercedes og League of Legends-skaberne Riot Games, hvor den tyske bilgigant ikke bare har smidt penge i turneringer som Worlds og MSI, men nu også i selve spillets lore. Hall of Legends er en ny måde at hylde spillets største navne – og med Faker som den første og Uzi som nummer to, er niveauet sat.