Verden

Hulk Hogan er død i en alder af 71 år

Hvil i fred.

En af de mest genkendelige skikkelser i moderne popkultur – og den ultimative alfa i wrestlingens guldalder – er ikke længere blandt os. Hulk Hogan, manden der gjorde wrestling mainstream og forvandlede sig selv til et globalt brand, er død i en alder af 71. Ifølge myndighederne i Florida blev han ramt af hjertestop i sit hjem i Clearwater, og kort efter blev hans død bekræftet af WWE.

Den største, stærkeste og mest højtråbende af dem alle

Hulk Hogan – eller Terry Bollea, som han blev født – var selve symbolet på 80’ernes og 90’ernes testosterondrevne tv-underholdning. Han var ikke bare en bryder – han var wrestlingens svar på en rockgud, et actionikon, et kulturfænomen. En mand der kunne få et stadion med 90.000 mennesker til at eksplodere med ét bøjet knæ og en finger i vejret.

Han blev verdensmester 12 gange og var den drivende kraft bag WWE’s (dengang WWF) massive gennembrud på verdensscenen. Ingen kom i nærheden af ham i popularitet, karisma og evnen til at få publikum helt op at ringe. Han blev optaget i Hall of Fame to gange – først som solo-legende i 2005 og senere som en del af den legendariske nWo-fraktion i 2020.

Fra body slams til B-film

Hogan vidste også, hvordan man kapitaliserede på sin berømmelse uden for ringen. Han brød igennem i Hollywood med rollen som Thunderlips i Rocky III og kastede sig derefter ud i en række film, som ikke nødvendigvis vandt Oscars, men som cementerede ham som ikon: No Holds Barred, Suburban Commando, Mr. Nanny og Santa With Muscles. Ja, det er titlen. Og ja, den eksisterer.

Og så var der selvfølgelig Hogan Knows Best – realityshowet, der lagde fundamentet for en hel generation af guilty pleasure-tv. For ikke at nævne 80’er-tegnefilmen Hulk Hogan’s Rock ’n’ Wrestling, hvor han blev tegnet som en blond superhelt med sixpack og hjerte af guld. Hogan blev sin egen franchise, længe før det var normen.

Farvel til wrestlingens største kultfigur

WWE kaldte ham “en af popkulturens mest genkendelige figurer”, og det er svært at være uenig. Hulk Hogan var selve ansigtet på en æra, hvor mænd med båndana og overarme på størrelse med gasgrill ikke bare var helte – de var mytologiske skikkelser. Han var ham, du så op til som barn, og som stadig dukkede op i dine memes som voksen.

Han var larger-than-life, en levet actionfigur, og en påmindelse om dengang underholdning ikke behøvede være subtil – bare underholdende.