NASA’s Curiosity-rover har sendt en billedserie hjem, der potentielt kan give et svar på et af rumforskningens helt store spørgsmål: Har der nogensinde været liv på Mars?
Mars’ (meget) våde fortid
Billederne viser en stenformation, der ifølge forskerne stammer fra en tid, hvor der stadig var vand på den røde planet. Strukturen minder mistænkeligt meget om koraller, som vi kender dem fra Jordens oceaner. NASA forklarer, at mineraler for milliarder af år siden blev ført med vand ind i sprækker i klippen. Da vandet fordampede, blev de hårde mineraler tilbage – og i dag står de som forstenede, blomsterlignende mønstre midt i Mars’ ørkenlandskab.
Det er ikke første gang, Curiosity har fundet “havbunds-lookalikes”. Sidste år dukkede en edderkoppelignende formation op i dens kamera, hvilket også pegede på flydende vand i Mars’ fjerne fortid.
Fra oceaner til støvstorme
Vi ved, at Mars engang havde floder, søer og måske endda et hav. Så tørrede det hele ud, og tilbage stod den golde, iskolde ørken, vi kender i dag. Men formationer som denne antyder, at vandet ikke bare forsvandt fra den ene dag til den anden – der kan have været lange perioder, hvor det stadig gemte sig under overfladen.
Over tid har vinden og støvstormene slidt det bløde materiale væk, så de modstandsdygtige mineraler nu ligger frit som bizarre, kunstneriske skulpturer.
Ikke aliens… men et skridt tættere på svaret
Selvom vi endnu ikke har fundet direkte beviser for liv, er fundene endnu et hint om, at Mars engang havde forhold, hvor det kunne opstå. Og med Jordens klimaudfordringer in mente, er det måske meget rart at vide, at vi har en potentiel plan B-planet i baghånden.
Indtil da fortsætter Curiosity og andre robotter deres mission – mens vi venter på den dag, hvor mennesker selv sætter fod på Mars og måske endelig finder svaret på, om vi virkelig er alene i universet.
Læs også: