Det lyder som noget fra en post-apokalyptisk Netflix-serie, men det er virkelighed i Japan: Landets militær bliver nu sat ind i kampen mod et stigende antal bjørneangreb, der har kostet 11 mennesker livet og kvæstet over 100 siden april.
Bjørnene rykker nærmere
Japan huser omkring 60.000 bjørne – primært asiatiske sortbjørne på Honshu og Shikoku, samt brune bjørne på Hokkaido. Det er netop på Hokkaido, at situationen er blevet så alvorlig, at Akita-præfekturet har bedt forsvarsministeriet om hjælp.
Bjørnene gør klar til vinterhi, og det gør dem ekstra sultne og aggressive. Samtidig får de sværere ved at finde naturlig føde pga. klimaforandringer, og Japans affolkede landsbyer gør det nemmere for dem at bevæge sig ind i menneskets territorie.
Militæret i en ny rolle
Det er ikke en bjørnejagt med riffel og camouflage, militæret er sendt ud på. Deres opgave er at opsætte fangstfælder. Hvis bjørnene bliver fanget, er det lokale jægere, der skal aflive dem. Loven tillader nemlig ikke, at militæret selv trækker aftrækkeren, men de må gerne transportere de døde dyr.
En historisk problematik
Japan har tidligere oplevet brutale bjørneangreb. Mest berygtet er Kesagake-angrebet i 1915, hvor en brunbjørn dræbte syv mennesker på seks dage i en afsidesliggende landsby. Denne gang er angrebene spredt over flere regioner og har skabt massiv offentlig bekymring.
Et af de nyere og mere opsigtsvækkende angreb fandt sted i starten af oktober, hvor en bjørn forvildede sig ind i et supermarked i byen Numata og kvæstede to personer. Samme uge blev en ultramarathonløber angrebet under træning og slap fra det med svære skader.
Situationen udvikler sig løbende, og med bjørnene stadig aktive indtil slutningen af november, er der ikke meget, der tyder på, at roen falder på foreløbig.
Læs også: