Film
Optagelserne til DUNE: PROPHECY sæson 2 er officielt i gang
Næste store seriekapitel nærmer sig.
Den danske skuespiller Sarah-Sofie Boussnina vender tilbage til det episke Dune-univers, når HBO’s dramaserie DUNE: PROPHECY går ind i sin anden sæson. Produktionen er officielt i gang, og optagelserne foregår på flere storslåede locations i Ungarn, Jordan og Spanien – præcis som man kunne forvente af et sci-fi-univers, hvor ørkenscener og storslåede bygninger spiller en central rolle.
Sæson 2 kommer til at bestå af otte afsnit, og første sæson blev allerede rost til skyerne med hele fire Emmy-nomineringer. Det lover godt for fortsættelsen af denne fortælling, som dykker endnu dybere ned i Dune-universets mytologi.
10.000 år før Paul Atreides
Hvis du troede, du kendte Dune-universet efter filmene med Timothée Chalamet, så tager DUNE: PROPHECY dig et godt stykke længere tilbage – faktisk 10.000 år før Paul Atreides’ tid. Serien følger to Harkonnen-søstre, der står midt i kampen mod kræfter, som truer menneskehedens fremtid. Samtidig lægger de grundstenen til den orden, der senere bliver kendt som Bene Gesserit – de mystiske kvinder, der trækker i trådene i Dune-universet.
Serien er inspireret af romanen “Sisterhood of Dune”, skrevet af Brian Herbert (Franks søn) og Kevin J. Anderson, og fungerer som en slags forhistorie, der forklarer, hvordan de religiøse, politiske og genetiske magtstrukturer i Dune blev til.
Nyt og kendt ansigt på rollelisten
Sæson 2 byder på en blanding af nye og velkendte ansigter. Indira Varma (kendt fra The Night Manager og Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One), Ashley Walters (Top Boy) og Tom Hollander (The White Lotus) er blandt de nye navne på rollelisten.
Fra første sæson vender blandt andre Emily Watson, Olivia Williams, Travis Fimmel og naturligvis Sarah-Sofie Boussnina tilbage – sidstnævnte har for alvor markeret sig internationalt de seneste år, og hendes rolle i Dune: Prophecy ser ud til at blive endnu mere central i sæson 2.
Bag kameraet
Showrunner Alison Schapker (kendt fra Westworld og Fringe) styrer fortsat slagets gang, flankeret af en række tunge producernavne, herunder Brian Herbert og Kim Herbert fra Frank Herbert Estate samt Kevin J. Anderson. Serien produceres i samarbejde mellem HBO og Legendary Television, som også står bag de populære Dune-film.
Med en kombination af episke locations, stærke skuespillere og et solidt afsæt i Herberts originale univers, tegner DUNE: PROPHECY sæson 2 til at blive endnu et visuelt og narrativt kraftværk – og måske en af HBO’s helt store prestigeproduktioner i 2026.
Læs også: