Gran Turismo 7 har været ude i over tre år nu, men Polyphony Digital er langt fra færdige med at opgradere det populære bilspil. Den 4. december lander Power Pack DLC’en – en af de største og mest ambitiøse opdateringer til spillet – og denne gang er det ikke bare gratis guf.
50 nye løb og hardcore endurance
Power Pack bringer hele 50 nye løb med sig, inklusive seriøse 24-timers endurance-ræs, hvor det ikke bare handler om fart, men også om strategi og udholdenhed. Spillerne får mulighed for at køre komplette sæsoner med både træning og kvalifikation, før de går i gang med selve løbene – noget mange hardcore GT-fans har skreget på i årevis.
Temaerne for løbene spænder vidt: fra europæiske klassikere til historiske biler og legendariske baner som Nürburgring. Det hele bliver krydret med en ny version af Gran Turismo Sophy – den AI, der tidligere har givet spillere seriøs modstand. I version 3.0 bliver det endnu sværere at køre fra de digitale rivaler, som nu kun er tilgængelige via DLC’en.
Digitale penge og potentielt højt prisskilt
Power Pack inkluderer også 5 millioner in-game credits – en digital værdi på over 40 dollars, hvis man skulle købe det separat. Polyphony har endnu ikke afsløret den præcise pris for pakken, men med tanke på hvor meget indhold der er proppet i, skal man næppe regne med, at det bliver billigt.
Gratis bonus: Spec III
Som et plaster på pengepungen lanceres samtidig en gratis Spec III-opdatering. Her får alle spillere adgang til to nye baner (Yas Marina Circuit og Circuit Gilles-Villeneuve), otte nye biler, nye dæk fra Dunlop og endda en ny åbningsfilm. Polyphony Digital holder altså stadig fast i deres løfte om at holde GT7 levende og relevant.
Gran Turismo: stadig kongen af racing
Med over 100 millioner solgte kopier på verdensplan er Gran Turismo stadig en af bilspilsverdenens sværvægtere. Den første udgivelse kom i 1997, og siden da har serien konstant forsøgt at balancere realisme med spilleglæde. Med det nye Power Pack bliver der lagt endnu mere vægt på simulation og dybde – og på at udfordre spillerne på nye måder.
Har du benzin i blodet og lidt ekstra på kontoen, så er december opgraderingen, du ikke vil gå glip af.
Læs også: