Film

Chloé Zhao vil stadig gerne lave Eternals 2: “Jeg ville elske at bringe dem tilbage”

Et glemt kapitel.

Der er efterhånden gået fire år siden Marvels Eternals forsøgte at sætte gang i en ny gren af MCU. Filmen var ambitiøs, stjernespækket og dybt anderledes end meget af det, vi havde set fra Marvel på det tidspunkt. Desværre blev det også en af de første MCU-film, der blev kaldt decideret dårlig af både kritikere og fans. Men det afskrækker ikke instruktør Chloé Zhao, der stadig drømmer om en toer.

“Jeg ville elske at bringe dem tilbage”

I et interview med Screenrant fortæller Zhao, at hun stadig er stolt af Eternals og gerne vil fortsætte historien: “Jeg ville elske at bringe dem tilbage og have en diskussion om den verden, vi lever i,” siger hun. For Zhao handler det ikke bare om superhelte, men om moderne mytologi og måden, vi som mennesker bliver set på af ‘guder’. Det lyder højt flyvende, og det var måske også det, der skabte afstand mellem filmen og det brede publikum.

Hun peger bl.a. på karakteren Arishem, der lover at vende tilbage for at dømme menneskeheden, som en uforløst tråd, der kunne være central i en potentiel efterfølger. Men med Marvels aktuelle fokus på sikre hits og velkendte figurer, er det nok ikke lige Eternals, der ligger øverst i bunken.

Et uforløst hjørne af MCU

Eternals introducerede ikke kun nye helte, men også nye dimensioner og eksistenslag i MCU. En Celestial, der stikker op af Jordens overflade, burde jo have været lidt af et wake-up call i resten af universet, men blev hurtigt glemt. Og hvad med Harry Styles som Eros og Patton Oswalt som Pip the Troll? Sidstnævnte fik hele ti sekunder skærmtid. Der er med andre ord stadig bunker af løse ender.

Kumail Nanjiani, der spillede Kingo, har tidligere fortalt, at han skrev under på kontrakt til seks film, et videospil og en forlystelsespark… men endte med nul opfølgning. Han har åbent fortalt, hvordan han søgte hjælp hos en terapeut efter reaktionerne på filmen. Det siger en del om det pres, der følger med MCU.

Bliver det til noget?

Marvel-boss Kevin Feige har tidligere udtalt, at der “ikke er aktuelle planer for Eternals 2“, og med reboots af X-Men, endnu en omgang Avengers og en ny Spider-Man i horisonten, virker det ikke som om, der bliver plads til mere eksistensfilosofi og gudedrama lige foreløbig.

Men Chloé Zhao giver ikke op. Hun er p.t. aktuel med Shakespeare-filmen Hamnet, og næste år kan vi måske se hendes reboot af Buffy the Vampire Slayer. MCU eller ej, hun har stadig masser at fortælle.