Anmeldelse: Trold 2

Da den første Trold-film ramte streaming, blev den hurtigt en af de historier, der blandede nordisk natur, folketro og moderne katastrofefilm på en måde, der fangede opmærksomheden både herhjemme og internationalt. Universet føltes friskt, måske fordi det kombinerede noget dybt kulturelt med noget stort og spektakulært. Nu vender fortællingen tilbage med Trold 2, en fortsættelse der vil bygge videre på alt det, der gjorde originalen til en overraskende succes. Ambitionerne er tydelige fra start – både i skala, drama og mytologi – men netop i forsøget på at løfte alt samtidig begynder filmen også at trække i flere retninger.

En film i konstant genreskift

Fra de første scener står det klart, at Trold 2 vil mere, end den helt kan favne. Der er spor af en eventyrthriller, hvor gamle spor og skjulte sandheder driver handlingen frem som en nordisk udgave af National Treasure. Kort efter skifter filmen tempo og bevæger sig over i en mere kaotisk monsterfilm med militære indsatser, ødelæggelser og et gigantisk væsen på fri fod. Og midt i det hele ligger en fortælling om Norge, folket, historien og naturens kræfter, som filmen også forsøger at give plads.

Det betyder, at handlingen hele tiden skifter retning, uden at nogen af sporene får den ro eller det fokus, der kunne have gjort dem stærke. Filmen mangler en grundtone, der kan holde universet samlet og skabe den tyngde, der ellers ligger som potentiale i materialet.

Når showdownet aldrig rigtig får luft under vingerne

En monsterfilm bygger op mod en finale, der helst skal kunne mærkes helt ned i sædet. Trold 2 forsøger at skabe den spænding, men da klimakset endelig rammer, føles det som om filmen stopper, lige før den egentlig burde begynde at lette. Effekterne omkring troldene er ellers både flotte og stemningsfulde, og de spiller fint sammen med det mystiske udtryk, universet hælder imod. Det er selve opgøret, der mangler den kraft, risiko og puls, som skulle have båret det i mål.

Visuelt stærk, dramatisk usikker

Der er øjeblikke, hvor Trold 2 virkelig brillerer. Scenografien er dragende, og Norge viser sig igen som en perfekt kulisse for et monsterunivers med sine fjelde, dale og tågede skove. Enkelte scener har en næsten poetisk kvalitet, hvor længslen efter noget ældgammelt og ukontrollerbart træder tydeligt frem.

Men mange af disse øjeblikke bremser op mod en dialog, der ofte er mere praktisk end stemningsskabende. Tempoet vakler, karaktererne får ikke den udvikling, de behøver, og flere dramatiske scener mister momentum, fordi filmen ikke tør holde fast længe nok til at skabe reel følelsesmæssig tyngde.

Universet bag Trold-filmene

Første film lagde et solidt fundament for et moderne Norge, hvor troldene fra folketroen ikke bare er sagn, men kræfter der kan dukke op midt i vores verden. Det gav serien en identitet, der blandede katastrofefilmens dynamik med nordisk mytologi. Trold 2 bygger videre på de elementer, men uden den samme klarhed og fokus som sin forgænger. Universet er stadig interessant, men filmen bruger det ikke nær så konsekvent som før.

Et monster med potentiale, der ikke helt vækkes

Trold 2 er ikke en dårlig film, men en film, der leder efter sin egen retning. Den rummer store billeder, flotte effekter og spor af noget større, men mangler en klar kurs og mere mod på sin egen fortælling. Det er en oplevelse med glimt af storhed, men uden den samlede kraft, der kunne have løftet den til næste niveau.