Motor

Mercedes genopliver den legendariske “Red Pig” – men kun på tegnebrættet

Den røde gris.

Der findes bunker af bilprojekter, som aldrig når længere end til designstudiet. Idéer, der bliver bremset af budgetter, strategiændringer eller en ledelse, der hellere vil sælge SUV’er end drømme. Men indimellem dukker de op alligevel – som digitale spøgelser fra en alternativ virkelighed.

Den tidligere designchef hos Mercedes-Benz, Gorden Wagener, har netop løftet sløret for et af de mere saftige af slagsen: en moderne fortolkning af den ikoniske “Red Pig”. Konceptet nåede aldrig længere end til rendering-stadiet, men det er nok til at få både nostalgikere og designnørder til at spidse ører.

En hurtig historietime: Hvad var “Red Pig”?

Originalen hed officielt Mercedes-Benz 300 SEL 6.3 AMG, men blev døbt “Rote Sau” – Red Pig – og det navn hang ved. Vi er tilbage i starten af 1970’erne, før AMG var fuldt integreret i Mercedes-systemet og stadig var en relativt lille tuner med store ambitioner.

AMG tog en tung, luksuriøs topmodel og forvandlede den til en racer. Resultatet var en kæmpe rød sedan, der mest af alt lignede noget, der var kørt forkert på vej til startlinjen. Alligevel stillede den op til 24-timersløbet på Spa-Francorchamps i 1971 – og chokerede alle ved at køre en samlet andenplads hjem.

Den voldsomme størrelse, den skrigende røde lak og det faktum, at den overhovedet kunne begå sig på banen, gjorde bilen legendarisk. Den satte AMG på landkortet og blev et symbol på tysk ingeniør-overmod på den helt rigtige måde.

En moderne muskel-sedan med attitude

Wageners hyldest til Red Pig trækker tydelige tråde tilbage, men pakket ind i et moderne Mercedes-designsprog. Fronten domineres af en stor, firkantet kromgrill, der næsten virker teatralsk i sit udtryk. Den flankeres af markante LED-lys – blandt andet runde ekstralys, der stikker frem og sender tankerne direkte tilbage til racerbilen fra 1971.

Karrosseriet er bredskuldret og muskuløst. Skærmene buler ud på den helt rigtige måde, og proportionerne signalerer klassisk baghjulstrukken performance-sedan. Lakeringen er en mere afdæmpet fortolkning af den oprindelige bemaling, men referencen er tydelig.

Mercedes er ellers ikke kendt for at dvæle for meget ved fortiden i deres design. G-klassen er den åbenlyse undtagelse, men ellers har mærket haft travlt med at kigge fremad – især i elbilernes æra. Wagener har dog tidligere leget med retro-inspiration i koncepter som Vision One-Eleven og Vision Iconic, og Red Pig-hyldesten ville have passet naturligt ind i den linje.