Verden
Kvinde kræver supermarked ændrer navn på deres bøf, som hun mener er upassende
De fleste af os kigger efter fedtmarmorering og pris, når vi køber ind til fredagsbøffen. Men for 38-årige Rose Robinson blev en tur i køledisken hos supermarkedet Sainsbury’s starten på et korstog mod det, hun kalder “vildt upassende” markedsføring.
Det hele startede, da Rose var på en hurtig indkøbstur i den engelske by Norfolk. Her faldt hendes øjne på en velvoksen udskæring af oksekød, som bar navnet ‘Big Daddy Beef Rump’.
Navnet skulle i teorien signalere, at der var tale om en “super-sized” bøf, men Rose så alt andet end en god middag.
Sexistisk eller bare sulten?
Rose Robinson, der er mor til tre, mener nemlig, at det er både forkert og unødvendigt at bruge køn til at sælge mad.
Hun blev så forarget, at hun genaktiverede sin gamle Facebook-profil udelukkende for at kræve, at supermarkedet “tænker sig om og gør det bedre”.
Da hun kom hjem, lavede hun endda sin egen research på udtrykket “Big Daddy” i Urban Dictionary. Her fandt hun ud af, at ordet ikke kun refererer til en dominerende maskulin figur, men også har seksuelle undertoner, herunder referencer til mænd, der er “gode med deres værktøj”.
“Det føltes bare vildt upassende, og jeg var slet ikke komfortabel med det. Man kunne bare have kaldt den en ‘supersized steak’ og opnået det samme,” har hun forklaret til britiske medier.
“Jeg er ikke en Karen!”
Efter at have luftet sin frustration online, mødte hun hurtigt modstand fra folk, der mente, at hun gik i alt for små sko.
Hun blev hurtigt stemplet som en “Karen”, internettets yndlingsudtryk for kvinder, der brokker sig over ingenting.
“Jeg er det mindst Karen-agtige menneske, jeg kender, helt ærligt. Det er bare en måde at affærdige mig på, som om jeg laver ballade over ingenting. Men mange små ting skaber tilsammen et større billede af sexisme og kvindehad,” lyder hendes forsvar.
Supermarkedet trækker på skulderne
Sainsbury’s har efterfølgende udtalt, at de stræber efter at være en inkluderende butikskæde, og at de altid lytter til kundernes feedback.
De påpeger dog samtidig, at navnet “Big Daddy” er en standardbetegnelse for store bøffer, som bliver brugt af mange andre kæder i branchen.
Indtil videre ser det altså ud til, at “Big Daddy” får lov at blive liggende i køledisken – uanset om Rose Robinson har appetit på det eller ej.
Læs også: