Viralt
Far straffer søn: Tvang ham til at spille computerspil i 17 timer i træk uden søvn
Vi kender alle det med at blive grebet af et spil til langt ud på natten, men for en 11-årig dreng fra Shenzhen i Kina blev gaming-maratonet forvandlet til et levende mareridt. Hans far valgte nemlig en strafmetode, der ville få de fleste e-sportsstjerner til at svede: Spil indtil du segner – og du får ikke lov til at sove!
Det hele startede, da faren, kendt som Huang, kom op på sønnens værelse klokken 01:00 efter en natmad.
Her fandt han knægten i fuld gang med mobilen, selvom han burde have sovet for længst.
I stedet for at konfiskere telefonen og sende ham i seng, traf Huang en radikal beslutning. Det skriver Yahoo.
“Du spiller, indtil du ikke kan mere”
Huang gav sønnen lov til at blive hjemme fra skole, men med én benhård betingelse:
Han skulle spille uafbrudt.
“Du kan spille, indtil du ikke kan mere… Du må spille lige hvad du vil, men du må ikke sove,” advarede faren i en video på det sociale medie Douyin.
Da klokken slog 07:30, var knægten stadig i gang, men ved 13-tiden om eftermiddagen fandt Huang sin søn sovende ved skærmen.
Han vækkede ham med det samme med beskeden: “Vågn op. Bliv ved med at spille.” Målet var oprindeligt 24 timer i træk.
Gaming til man kaster op
Efter 17 timers uafbrudt gaming – og i alt 34 timer uden søvn – fik drengens bedstemor endelig overtalt faren til at stoppe.
På det tidspunkt var sønnen så færdig, at han skrev en undskyldning på engelsk, hvor han lovede aldrig at gøre det igen.
Han indrømmede endda, at han havde spillet så meget, at han var tæt på at kaste op.
“Jeg lover at gå i seng før klokken 23. Jeg lover ikke at røre telefonen før sengetid,” lød det i den skriftlige undskyldning.
Internettet er splittet
Straffen har skabt vild debat på nettet. Nogle brugere hylder faren for hans kreative metode:
“Lad ham spille, indtil han brækker sig, så rører han aldrig et spil igen,” skrev en bruger.
Andre er dog mere bekymrede for drengens helbred og advarer om, at 34 timer uden søvn i værste fald kan være livsfarligt for et barn.
Huang har efterfølgende forsvaret sin metode og forklaret, at hans søn normalt er både lydig, dygtig i skolen og i god fysisk form, men han understreger også, at det ikke er en straf, man skal bruge letkøbt.
Læs også: