Der har været rygter om det i flere år, men nu er den god nok: Rick and Morty får sin egen spillefilm. Det er seriens medskaber Dan Harmon, der endelig har bekræftet projektet i forbindelse med lanceringen af sæson 9 – og det lyder faktisk som om, holdet bag tager det ret seriøst.
Samtidig er instruktøren også landet, og fans af serien kommer sandsynligvis til at nikke anerkendende til navnet Jacob Hair.
Instruktøren bag “Vat of Acid Episode”
Jacob Hair har været en del af Rick and Morty siden sæson 4 og har instrueret flere af de afsnit, som mange fans stadig rangerer blandt seriens bedste.
Det gælder blandt andet:
- “The Old Man and the Seat”
- “Rattlestar Ricklactica”
- “The Vat of Acid Episode”
Sidstnævnte er især blevet lidt af en kultklassiker blandt fans. Du ved, afsnittet med checkpoint-knappen, hvor Morty langsomt får smadret sit liv i den mest Rick and Morty-agtige kombination af absurd humor og eksistentiel depression.
Dan Harmon fortalte i et interview med CinemaBlend, at Hair faktisk var førstevalg til filmen helt fra starten. Ikke bare fordi han kender universet, men fordi han allerede har bevist, at han kan håndtere seriens ret unikke balance mellem sci-fi-kaos, følelsesmæssige sammenbrud og komplet idioti.
Læs også:
Serien der gik fra niche-animation til globalt kaos
Da Rick and Morty ramte Adult Swim tilbage i 2013, lignede det mest endnu en skæv animationsserie til folk, der så for meget Cartoon Network om natten. Men ret hurtigt voksede serien til et kæmpe popkulturelt monster.
Pludselig var der Pickle Rick-merch overalt, fans diskuterede multivers-teori på Reddit, og McDonald’s endte med at genoplive Szechuan Sauce på grund af serien.
Under alt kaosset gemte der sig dog også noget andet. Rick and Morty blev gradvist mere ambitiøs med sine historier og begyndte at bygge et langt større univers op omkring alternative dimensioner, onde versioner af karaktererne og Ricks egen ret tragiske baghistorie.
Samtidig har serien været igennem en turbulent periode bag kulisserne efter Justin Roilands exit fra produktionen. Mange frygtede, at serien ville miste sin identitet, men de seneste sæsoner har faktisk vist, at universet stadig fungerer overraskende godt.
Kan Rick and Morty fungere som film?
Det bliver nok det store spørgsmål.
Serien er kendt for sit ekstremt høje tempo, hvor idéer bliver fyret af hurtigere, end man kan nå at forstå dem. En spillefilm kræver noget helt andet end 22 minutters interdimensionelt kaos.
Omvendt har serien flere gange bevist, at den godt kan levere større historier med mere følelsesmæssig vægt, når den gider. Og hvis filmen rammer den samme energi som seriens bedste episoder, kan det faktisk ende med at blive ret vildt.
Rick and Morty sæson 9 får premiere den 24. maj. Der er endnu ingen premieredato på filmen.
Læs også: