Marvels X-Men-reboot er stadig et par år ude i fremtiden, men castingmaskinen ser ud til at være godt i gang. Nu peger et nyt rygte på, at studiet har fundet manden, der skal overtage rollen som den legendariske Charles Xavier, bedre kendt som Professor X.
Hvis rygtet holder stik, bliver det Patrick Wilson, der får ansvaret for at føre mutanternes leder ind i MCU.
Patrick Wilson kan være Marvels næste Xavier
Ifølge mediet The Beyond Reporter er Patrick Wilson i forhandlinger med Marvel Studios om rollen, og en officiel præsentation kan angiveligt ske under årets San Diego Comic-Con, der løber af stablen senere på måneden.
Wilson har efterhånden prøvet lidt af hvert. Han spillede den maskerede Nite Owl i Watchmen, den magtsyge Ocean Master i Aquaman-filmene og har gennem flere år været et fast ansigt i gyserfranchisen The Conjuring. Han er derfor ikke fremmed for store franchises eller fanfavoritter.
Professor X kræver en skuespiller, der både kan udstråle autoritet, intelligens og medmenneskelighed, og Wilson passer umiddelbart ret godt ind i den beskrivelse.
Læs også:
Marvel gør klar til næste generation
Marvel har allerede offentliggjort, at Thunderbolts*-instruktøren Jake Schreier står bag den kommende X-Men-film, som efter planen får premiere i 2028. Rygterne peger samtidig på, at optagelserne begynder i slutningen af 2026, så flere store castingnyheder kan være lige om hjørnet.
Der florerer allerede navne på flere af de klassiske mutanter. Peter Claffey er blevet sat i forbindelse med Beast, Odessa A’Zion nævnes som Rogue, mens Sadie Sink fortsat rygtes til rollen som Jean Grey.
Selvom intet af det er officielt bekræftet, tegner der sig et billede af et markant yngre X-Men-hold, som Marvel kan bygge videre på i det næste årti.
Fra Fox til Marvel
I næsten to årtier var X-Men adskilt fra resten af Marvels helte på det store lærred, fordi filmrettighederne lå hos 20th Century Fox. Det betød, at Wolverine aldrig kunne stå skulder ved skulder med Iron Man, og at Professor X aldrig fik en scene med Doctor Strange.
Det ændrede sig, da Disney overtog Fox, og nu er mutanterne endelig på vej ind i Marvel Cinematic Universe. Første skridt bliver Avengers: Doomsday, hvor flere af de klassiske Fox-versioner forventes at vende tilbage, inden stafetten gives videre til et helt nyt hold.
Det bliver derfor ikke bare en ny Professor X, men starten på en helt ny æra for X-Men på det store lærred.
Indtil Marvel selv siger noget, skal rygtet naturligvis tages med et gran salt. Men hvis Patrick Wilson ender med at blive manden i kørestolen, er det svært at kalde det andet end et solidt castingvalg.
Læs også: