Film

Spider-Mans berygtede Clone Saga kan blive ny live-action-serie

Fedt!

Hvis én Spider-Man ikke er nok, kan Prime Video tilsyneladende snart byde på flere udgaver af Peter Parker på én gang.

Amazon MGM Studios og Sony Pictures Television arbejder nemlig angiveligt på en ny live-action-serie baseret på den berømte – og blandt tegneseriefans også temmelig berygtede – Clone Saga fra Spider-Man-tegneserierne.

Ifølge Deadline nærmer projektet sig en officiel serieordre, og denne gang er det ikke nødvendigvis Peter Parker, der skal stå i centrum.

I stedet bliver fokus angiveligt rettet mod hans to kloner Ben Reilly og Kaine Parker.

Ben Reilly er naturligvis bedst kendt som Scarlet Spider, og hvis projektet bliver til noget, kan vi dermed være på vej mod den første store live-action-fortolkning af en af Spider-Man-universets mest populære alternative edderkoppehelte.

Scarlet Spider og Kaine i centrum

Serien skal ifølge de foreløbige oplysninger følge Ben Reilly og Kaine Parker, efter de opdager sandheden om deres identiteter og må forholde sig til, at de faktisk er kloner.

Samtidig kommer der naturligvis diverse trusler udefra.

Kelvin Yu, der stod bag Disney+-serien American Born Chinese, skal skrive serien og fungerer samtidig som executive producer.

Han får selskab bag kulisserne af nogle ganske erfarne Spider-Man-navne.

Amy Pascal samt Phil Lord og Christopher Miller forventes nemlig også at være executive producere. Sidstnævnte duo har været blandt de kreative hovedkræfter bag de animerede Spider-Verse-film.

Projektet bliver udviklet som en del af aftalen mellem Amazon MGM Studios og Sony Pictures Television om tv-serier baseret på Sonys Marvel-karakterer.

Planen skulle være, at serien først får premiere på MGM+ og efterfølgende bliver tilgængelig på Prime Video.

Hvad er Clone Saga?

Her bliver tingene en anelse komplicerede.

Clone Saga er især kendt som en omfattende Spider-Man-historie fra 1990’erne, selvom fundamentet blev lagt allerede i tegneserier fra 1970’erne.

Historien kredser omkring Peter Parker og en klon skabt af superskurken Miles Warren, bedre kendt som Jackal.

Klonen bliver senere kendt som Ben Reilly – et navn sammensat af onkel Bens fornavn og tante Mays pigenavn – og han ender med at vende tilbage til New York som Scarlet Spider.

Kaine er en anden klon af Peter Parker, men resultatet af kloningen var langt mindre vellykket. Han begyndte som en mere brutal og ustabil figur, men har siden udviklet sig betydeligt og har også selv båret Scarlet Spider-navnet.

Clone Saga blev enormt omfattende i 1990’erne og er stadig en af de mere omdiskuterede perioder i Spider-Mans tegneseriehistorie.

Serien kan ændre historien markant

Prime Video og Sony behøver dog ikke nødvendigvis forsøge at overføre hele den mildest talt omfattende tegneseriehistorie direkte til skærmen.

Kilder omkring projektet understreger ifølge rapporterne, at tv-serien kan komme til at afvige markant fra det oprindelige materiale.

Det giver også god mening, hvis Ben Reilly og Kaine skal fungere som seriens hovedpersoner uden nødvendigvis at have en traditionel Peter Parker i centrum.

Der er foreløbig heller ingen oplysninger om skuespillere, instruktører eller en mulig premieredato.

Nyt forsøg efter Spider-Noir

Projektet kommer samtidig på et interessant tidspunkt for Sonys Spider-Man-univers på tv.

Prime Video satsede senest på Spider-Noir, men serien blev droppet efter en enkelt sæson.

Den nye Clone Saga-serie bliver dermed endnu et forsøg på at grave dybere ned i Spider-Man-kataloget og finde karakterer, der kan fungere uden for de traditionelle Peter Parker-film.

Og netop Scarlet Spider har længe været et oplagt navn at hive frem.

Ben Reilly kommer komplet med Spider-Man-kræfter, en temmelig kompliceret identitetskrise og et kostume, der med den røde dragt og blå ærmeløse hættetrøje blev et regulært 90’er-ikon.

Nu mangler Prime Video og Sony bare at give serien det endelige grønne lys.