Ure
Certina går i sort med nyt “stealth” professionelt dykkerur
Certina, der er et historisk schweizisk dykkerursmærke, lancerer nu to nye dykkeure helt i sort.
Det historiske schweiziske dykkerursmærke Certina lancerer nu to nye dykkerure, der går i stealth-mode ved at være helt sorte.
Certinas populære moderne DS Action Diver dykkerure er et af de mest prisvenlige bud på et professionelt, mekanisk og historisk schweizisk dykkerur.
Certinas historie med dykkerure går til tilbage til 1959 med Double Security-konceptet, der gjorde urene særligt modstandsdygtige over for stød og vand. Og med DS Action Diver viderefører mærket arven fra sine historiske dykkerure, der blev afprøvet under krævende forhold både over og under havets overflade.
Blandt andet har Certina leveret dykkerure til den australske flåde, og man leverede også ure til Tektite I. Det var et amerikansk undervandsforsøg, hvor fire forskere boede og arbejdede i et undervandshabitat i 60 dage. Habitatet lå cirka 15 meter under havoverfladen ved De Amerikanske Jomfruøer i Caribien.
Certina DS Action Diver 38 er schweizernes moderne dykkerur, hvor man har gjort urkassen mindre, så den måler 38 mm i diameter. Dermed bliver DS Action Diver ikke for stort at bære – også til hverdag.
Urene findes i utallige varianter med forskellige farver urskiver, lænker og remme. Men med den nye sorte duo lancerer Certina for første gang dykkeruret i en helt sort variant.
Uret er konstrueret i 316L stål, men Certina har givet urkassen, lynetten og lænken en PVD-behandling, så der er påført en slidstærk sort overflade.
Den sorte “stealth” farve brydes af enten orange eller mintgrønne farver på nedtællingstallene på den drejelige dykkerlynette, sekundviseren og minutkransen yderst ved urskiven.
Det er netop orange eller mintgrøn, der er de to valgmuligheder med det nye DS Action Diver 38. Urene kommer både med den sorte stållænke og en matchende gummirem, så man selv kan skifte udseende på uret.
Certina har udstyret både lænken og gummiremmen med et skiftesystem, så man nemt kan skifte imellem lænke og rem uden værktøj.
Der er masser af selvlysende Super-Luminova materiale i timemarkørerne og viserne, så uret lyser kraftigt op i mørket.
Uret har ridsesikkert safirglas foran og lukket bagkasse i stål. Der er naturligvis, som der skal være på et dykkerur, en skruekrone. Den er med til at sikre meget solide 300 meter vandtæthed.
Så Certina DS Action Diver kan klare en tur i vandet – også med dykkerdragt på.
I uret sidder et schweizisk automatisk Powermatic 80 urværk, der byder på hele 80 timers gangreserve. Da urværket er automatisk, trækker det hjælp af mekanikken sig selv op, når du bærer uret og bevæger armen. Fuldt optrukket tikker uret videre i 80 timer uden bevægelse eller optræk.
Har man et håndled på ned til 15 cm i omkreds, så bør man nemt kunne bære det nye DS Action Diver 38, uden at det virker for stort og klodset. Men man kan også sagtens bære uret på større håndled, da det måler lidt over 13 mm i højden.
Urets dimensioner gør det til et godt hverdagsur, som også sagtens kan bruges til action i det våde element.
Prisen i Danmark er 7.550 kr.
Læs meget mere om dykkerure på Danmarks medie om ure Time & Crown.
Læs også: