Magasinet M!

Alle tiders mest kontroversielle spil

Fra Custer's Revenge over Manhunt til spiludgaven af splatterfilmen Saw. Her er 12 spil, der fik på nakken.

Alle tiders mest kontroversielle spil
Bully, 2006
Rockstar Games er mildest talt vant til negativ omtale, og Bully er måske det mest kendte eksempel på et spil, der skabte røre i den internationale andedam. Inden spillet overhovedet udkom, var politikere og aktivister verden over nemlig gået i kollektivt selvsving. Fordommen lød, at spillet forherligede mobning og glorificerede børnevold, og Bully blev på forhånd dømt utilgiveligt. Da Bully, der handler om livet på en kostskole, rent faktisk udkom, måtte kritikerne sande, at de havde taget munden for fuld, men så startede en ny kontrovers omkring spillets seksuelle aspekter - og det faktum, at den 15-årige hovedperson Jimmy Hopkins kan kysse drenge. Oh, skræk og rædsel. Bullys morale er om nogen, at det er ufedt at tæve løs på andre, men spillet er eksempelvis stadigvæk fuldstændig forbudt i Brasilien, hvor det kan medføre en bødestrafatvære i besiddelse af spillet. 

 

ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Rapelay, 2006
Rapelay byder mildest talt på et temmelig usmageligt koncept. Her indtager spilleren nemlig rollen som voldtægtsforbryder, og handlingen går i korte træk ud på, at man skal terrorisere en kvinde og hendes to teenagedøtre. Spillet, der er udviklet af det japanske firma Illusion, skabte - ikke overraskende - massiv international fordømmelse, og organisationen Equality Now forsøgte i sin tid at få nedlagt et forbud mod Rapelay. Det resulterede dog blot i, at spillet blev et viralt fænomen, som spredte sig til resten af verden via internettet. I dag blokerer Amazon for salg af voldtægtsspillet, og der findes endda en Facebook-gruppe med navnet 'WHOEVER MADE THE GAME RAPELAY SHOULD BE SHOT!'.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Night Trap, 1992
Ultra-voldeligt, ulækkert og sygt. Det var nogle af de ord, Night Trap fik med på vejen under en høring i den amerikanske Kongres i 1993. Høringen handlede om voldelige spil og resulterede i, at Sega-spillet i en periode blev trukket tilbage fra markedet. Hvad er det så, der er så forfærdelig ved Night Trap? Ja, det skulle da lige være skuespillet. Spillet, der er en slags interaktiv film, omhandler en gruppe letpåklædte teenage-piger, som skal overnatte i et hus - uden at blive dræbt af vampyrer. Som spiller er du en del af det såkaldte 'Sega Control Attack Team', og dit job består i at hjælpe pigerne gennem natten. Det hele er temmeligt gakket, og i dag ville Night Trap nok højst blive beskyldt for at være ufrivilligt morsomt. Se med på de næste sider.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Carmageddon, 1997
Carmageddon kan betegnes som en slags efterfølger til det populære (og meget kritiserede) arkadespil Death Race fra 1976. Det basale koncept i Carmageddon er simpelt: Du har en bil, en bane med nogle checkpoints og en vis tidsbegrænsning. Grunden til, at spillet er et af de mest udskældte nogensinde, er, at du får point for at fræse fodgængere ned, ligesom det kan betale sig at totalskade modstandernes biler. Carnageddon, der blev skabt af det engelske firma Stainless Steel, er ganske enkelt et fantastisk blodigt bilspil, som belønner dødskørsel og destruktive tendenser. Spillet blev oprindeligt forbudt i England, og i mange andre lande insisterede censuren på, at de stakkels fodgængere blev skiftet ud med robotter og zombier. Den megen furore skadede dog ikke salget af Carmageddon, der var en stor succes verden over.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Doom, 1993
Klassikeren Doom er blevet kaldt en massemords-simulator, og spillet har sågar fået skylden for massakren på Columbine High School i 1999. Eric Harris og Dylan Klebold, der stod bag skoleskyderiet, var nemlig ivrige Doom-spillere, og Harris skal have udtalt, at massakren ville blive 'ligesom Doom'. Mens det næppe er spillets skyld, at de to teenagere gik amok, kan der ikke herske tvivl om, at Doom er et blodigt og atmosfærefyldt spil - som gennem tiden er blevet kritiseret for at have 'djævelske undertoner' af flere religiøse organisationer. De mere mondæne fakta er, at spillet er udviklet af texanske id Software og omhandler en marinesoldat, der med diverse våben skal besejre en hær af monstre på Mars. Doom betyder i øvrigt undergang.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Saw, 2009
Et spil baseret på 'torture porn'-filmserien Saw må næsten per automatik resultere i moralske opstød og oprørte forældregrupper - og det gjorde Konamis Saw-spil da også. Sygt, sadistisk og smagløst var således nogle af de ord, Saw fik med på vejen, da det udkom sidste år. Selv visse spilanmeldere var stødte over spillet. William Usher fra det amerikanske website GameBlend opsummerede fx sin anmeldelse af spillet med følgende svada:' Saw-spillet er depraveret og umenneskeligt; Konami skulle skamme sig'. Det udskældte spil er et såkaldt survival horror-spil, hvor spilleren indtager rollen som David Tapp (fra den første Saw-film). Jigsaw har anbragt Tapp på det forladte sindssygehospital Whitehurst Asylum, og Tapp skal kæmpe sig ud ved at løse forskellige gåder og bekæmpe andre, som er blevet fanget af Jigsaw.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
JFK: Reloaded, 2004
JFK: Reloaded udkom på 41-årsdagen for mordet på John F. Kennedy, og spillet skal vise, at at en enkelt mand ville være i stand til at udføre mordet. Som spiller får man tre projektiler og bliver placeret, hvor den formodede morder, Lee Harvey Oswald, stod - ved Texas School Book Depository i Dallas. Virtuelt blod og slowmotion-gentagelser er ekstra muligheder, mens fejl, som at skyde Jaqueline Kennedy, trækker fra. JFK: Reloaded blev mødt med skarp kritik, og David Smith, der i 2004 var talsmand for den nu afdøde senator Edward Kennedy, kaldte i sin tid spillet 'direkte forkasteligt'. Ellers var Kennedy-familiens eneste kommentar, at spillet var en 'afskyelig idé'. JFK: Reloaded er produceret af det skotske firma Traffic Games, som i 2004 bedyrede, at dets formål med spillet var at eliminere de forskellige konspirationsteorier om mordet.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Manhunt, 2003
Hvis du er spilnørd, vidste du, at Manhunt ville dukke op på et tidspunkt. Det notoriske spil fra Rockstar Games er nemlig et studie i beskidt vold og grusomme drabsmetoder, og spillet var i sin tid genstand for omfattende mediebevågenhed. Historien i Manhunt tager afsæt i morderen James Earl Cash, der bliver reddet fra en dødelig indsprøjtning af en vis Mr. Starkweather. Han vil lade James beholde livet, hvis James til gengæld dræber andre for åben skærm. Spillet er ofte blevet sammenlignet med en ulækker snuff-film, og i England blev Manhunt i 2004 fejlagtigt forbundet med mordet på den 14-årige Stefan Pakeerah. Det notoriske spil blev forbudt i mange lande på grund af de bestialske dødsscener, men Rockstar Games udgav ikke desto mindre en fortsættelse i 2007.  
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Custer's Revenge, 1982
Det kan være svært at beslutte sig for, om man skal grine eller græde af Custer's Revenge, der kom til verden i 1982. Spilleren indtager rollen som general George Armstrong Custer, der - kun iført støvler, bandana og hat - skal undvige nogle indianer-pile, så han kan komme til at voldtage en storbarmet squaw ved navn Revenge. Det skal nævnes, at den virkelige Custer er kendt for sit nederlag ved Little Bighorn, hvor han kæmpede mod en koalition af indianer-stammer. Det politisk ukorrekte spil blev - ikke overraskende - voldsomt kritiseret af utallige kvindegrupper, ligesom flere talsmænd for de indfødte amerikanere protesterede mod det. Det bizarre Atari-spil blev produceret af et firma ved navn Mystique, der også har de semi-pornografiske spil Beat 'Em & Eat 'Em og Bachelor Party på samvittigheden.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Postal, 1997
Der er ikke rigtig noget plot i Postal. Kultspillet byder heller ikke på en forhistorie. Til gengæld giver det dig rig mulighed for at skyde, brænde og bombe en forfærdelig masse mennesker. Titlen er inspireret af en række episoder med amerikanske postarbejdere, der gik amok i forbindelse med fyringer, og spillets blodtørstige hovedperson er blot kendt som 'Postal Dude'. Postal satte nye standarder for outreret og meningsløs spilvold, da det kom til verden i 1997, og det isometriske skydespil hører til blandt de allermest udskældte og omdiskuterede PC-spil nogensinde. I 2003 udkom Postal 2, der var endnu mere bizart end det første spil, og Postal 3 forventes på markedet i 2011. Postal-serien er blevet forbudt i mindst 13 lande på grund af sit blodige indhold.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Grand Theft Auto: San Andreas, 2004
Ethvert af Grand Theft Auto-spillene kunne optræde på denne liste, men GTA: San Andreas er formentlig det mest omdiskuterede i serien. Det voldelige gameplay - hvor spilleren i bedste gangsterstil forsøger at komme til tops i underverdenen ved at begå ulovligheder på stribe - gav anledning til en lang række kontroverser verden over, og spillet medførte flere retssager mod producenterne Rockstar Games og Take-Two Interactive. I sommeren 2005 blev det desuden afsløret, at GTA: San Andreas indeholdt hemmelige sex-scener, og det startede en ny, ophedet debat, hvor især amerikanske politikere stod i kø for at kritisere spillet. GTA: San Andreas skal endvidere være inspirationskilden til en række voldssager i den virkelige verden. Intet af dette ændrer dog ved, at GTA-serien er noget af det hotteste, der har ramt spilbranchen siden Space Invaders.
ANNONCE
Alle tiders mest kontroversielle spil
Mortal Kombat, 1992
Vi slutter med et spil, der var en af de primære årsager til skabelsen af det amerikanske 'Entertainment Software Rating Board' (ESRB), der står for at påhæfte en minimums-spillealder på computerspil. Mange forældre, politikere og medier fik nemlig kaffen helt galt i halsen, da det legendariske kampspil Mortal Kombat kom til verden. Det skyldes primært to ting: Usædvanligt store mængder blod og de såkaldte 'fatalities' eller 'finishing moves', hvor man eksempelvis flår den anden spillers rygmarv eller hjerte ud. Da det udkom, var spillets figurer - som Raiden, Sub-Zero og Scorpion - også mere realistiske end tidligere på grund af nye renderingsmetoder. Mortal Kombat blev skabt af det amerikanske firma Midway. Og så er der vist kun en tilbage at sige: Finish him!
ANNONCE
Del

Seneste nyt