Alt på ét bræt

Zombicide

Antal spillere: 1-6

Macheter. Oversavede haglgeværer. Baseballbat. Flammekastere. Skal du bruge mere? Hvad så med automatrifler, molotovcocktails, katanasværd og motorsave? Når de levende døde kommer væltende i store flokke i Zombicide, og det blot gælder om at overleve, skal det rigtige værktøj findes frem. Zombierne forefindes i forskellige typer, lige fra de almindelige Walkers til de store Abominations, der kun kan nedlægges med ild, og Zombicide går først og fremmest ud på at blive ved med at skyde og tæske løs, til der ikke er nogen omvandrende kadavere tilbage.

Problemet er bare, at spillet bliver ved med at sende zombier mod spillerne, indtil de får løst opgaverne i det scenarie, de spiller. Og jo flere våben spillerne finder, og jo flere zombier de skyder, jo stærkere bliver de – men det gør spillet også! Det indbyggede “Danger Meter” sørger for hele tiden at justere sværhedsgraden og sende ekstra zombier efter spillerne, jo højere de bevæger sig op på skalaen, og ender nogen oppe i det røde felt, kan man næsten ikke se spillebrættet for de stønnende udøde fodslæbere.

Zombicide er direkte inspireret af computerspillet Left 4 Dead og leverer de samme storslåede øjeblikke, uanset om spillerne stik mod alle odds klarer skærene eller bliver overrendt og slagtet af en hob af zombier. Hysterisk latter og voksne mænd, der sidder og efterligner våbenlyde med et stort, fedt smil på læben, er garanteret i et af de mest underholdende samarbejdsbrætspil lige nu.

Højdepunkt: At få motorsaven, kigge på en stor gruppe zombier … og bede om en masse ekstra terninger!

Eldritch Horror

Antal spillere: 1-6

Oldgamle monstre, der er så voldgustne, at “røvhamrende nederdrægtigt ondskabsfulde” ikke engang kommer i nærheden af at beskrive dem, lurer på havets bund. Herfra spreder de kaos og nedbryder langsomt menneskers sind, mens de tålmodigt venter på den dag, hvor de kan stige op og fortære verden. Og det går naturligvis ikke.

I brætspillet Eldritch Horror, der er baseret på forfatteren H.P. Lovecrafts ubehagelige Cthulhu-mytologi, arbejder spillerne sammen om at afværge katastrofen. Man vælger først, hvilken af de klamme guder man vil forhindre i at ødelægge verden. Herefter foregår spillet på et verdenskort, hvor spillerne rejser rundt mellem byer og mystiske steder for at finde spor, lukke portaler og bekæmpe ondskabens håndlangere. Det gøres via en række forskellige kort, der indeholder små handlingsforløb, som lader spillerne slå med terninger for at afgøre, om de klarer opgaverne … eller om de bliver sindssyge, forkrøblede, indgår mørke pagter (som virkelig kan fucke tingene op!) eller roder sig ud i andre problemer.

Imens tæller spillets dommedagsur ned – nogle gange skrækindjagende hurtigt, når stjernernes konstellationer står ekstra uheldigt i forhold til alle de portaler, man ikke har fået lukket, og hvorfra skrækindjagende skabninger fra andre dimensioner trænger ind i vores verden. Når uret rammer 0, slutter spillet typisk med, at en af de gamle guder smadrer hele verden.

Hvis man har været så dumdristig at vælge at spille mod overguden Cthulhu, stopper spillet dog ikke dér, men bliver bare endnu mere umenneskeligt svært og urimeligt, og resten af spilletiden går kun med at udsætte det uundgåelige. Find stearinlysene frem, for I kan roligt regne med en stemningsfyldt aften i de uhyggelige fortællingers tegn.

Højdepunkt: At give Cthulhu lammetæsk. Har vi i hvert fald hørt. Det er ikke lykkedes endnu …

Relic

Antal spillere: 1-4

I den mørke fremtid findes kun krig, lyder Warhammer 40,000-universets kyniske mantra. I Relic truer kaoskræfterne med at overtage en galakse, og Imperiet sender deres bedste soldater til undsætning. Spillerne vælger hver deres ikoniske kriger og drager derefter i krig mod Orcs, Eldar, Tyranids og alle de andre fæle skabninger i det dystre science fiction-univers. Rent praktisk foregår det ved, at man bevæger sig rundt i den yderste “cirkel” på spillebrættet og gennem kampe forsøger at blive stærk nok til at komme ind i midtercirklen, for til sidst at konfrontere spillets mål i den inderste cirkel: En række prøvelser, der vil tvinge éns helt i knæ, før man endelig møder scenariets boss-monster i en duel til døden.

Relic er syltet ind i Warhammer 40K-patos, og den ene kamp er mere storslået og ærefuld end den anden i spillets fantastisk velgennemarbejdede verden. Teknisk set konkurrerer spillerne mod hinanden om at nå først ind til midten af brættet og besejre bossen, så Relic er ikke et egentligt samarbejdsspil. Spillerne kan imidlertid mere eller mindre frit sidde og hygge med deres figurer uden at blive forstyrret alt for meget af de andre.

Power Cards gør det hele tiden muligt at påvirke det tilfældighedselement, spillet i høj grad er styret af, så man ikke skal blive frustreret over for mange dårlige terningeslag. Samtidig “eksploderer” seksere og giver mulighed for at slå igen (hver gang!), og det giver en sjælden gang imellem nogle fuldstændigt umulige sejre, der kan få enhver tynd, bleg nørdbrystkasse til at svulme af stolthed. Omvendt gør nederlagene ufatteligt ondt, så Relic er bestemt ikke for sarte sjæle.

Højdepunkt: At slå fire seksere i træk og besejre en kaosdæmon og alle hans håndlangere i ét stort hug.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.