Viralt

Anastasiia har verdens største kinder: ‘Før synes jeg, at jeg var grim’

Vi lever i en tid, hvor botox og fillers er lige så normalt som en tur til frisøren. Men for 36-årige Anastasiia Pokreshchuk fra Ukraine er “lidt” slet ikke nok. Hun er blevet verdenskendt for at have verdens største kinder, men med berømmelsen følger en hær af trolls, der mener, hun ligner et rumvæsen. Nu skyder hun med skarpt tilbage.

Anastasiia er gået viralt efter utallige runder med filler og kirurgi for at opnå sit mildest talt ekstreme look.

Udover de gigantiske kinder har hun fået lavet kæben, brysterne, læberne og fået sprøjtet så meget botox ind, at rynker er et fremmedord.

Selvom hun selv føler sig “rigtig smuk”, vælter det ind med hadske beskeder på hendes Instagram.

“Du skal ikke leve mit liv”

Efter en kommentar om, at “ingen nogensinde vil finde hende attraktiv”, fik Anastasiia nok.

Hun satte sig til tasterne og leverede en verbal uppercut til sine haters:

“Jeg forstår slet ikke den tankegang. Jeg forstår ikke, hvordan jeg skulle vurdere mit udseende ud fra, hvad andre siger. Jeg er ligeglad, for det her er mit ansigt, og det er mig, der skal kunne lide det – ikke dig. Det er mit ansigt og mit liv,” lød det kontante svar.

Hun tilføjede tørt: “Du kommer ikke til at leve mit liv for mig, vel?”

Fra “hamster” til plastik-ikon

Anastasiia startede sin forvandling som 26-årig og har siden brugt svimlende beløb på sit udseende.

I et interview i det britiske talkshow This Morning forklarede hun, hvorfor hun overhovedet gik i gang:

“Jeg er meget glad nu. Når jeg ser på billeder af mig selv for år tilbage, synes jeg, at jeg var grim. Jeg lignede en hamster. Men det smarte er, at man bare kan lave det om,” forklarede hun.

Lægerne råber vagt i gevær

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for de ekstreme indgreb.

Plastikkirurgen Dr. Harris deltog også i debatten og advarede mod de moderne skønhedsidealer, der kammer over:

“Efter min professionelle mening er hun overbehandlet. Det bliver for meget, når udseendet bliver så overdrevet, og vi er nødt til at se på risiciene,” lød hans dom. Men Anastasiia ryster på skuldrene af eksperterne. Hun påstår, at de læger, der udfører hendes indgreb, kender hende godt og ved, at hun hverken er “skør eller dum”.