Magasinet M!

Anmeldelse af 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi: Et angreb på flere måder

Actionmanden Michael Bay er tilbage med sin 12. spillefilm. 13 Hours: The Secret Soldier of Benghazi er hans bedste i mange år. Hermed ikke sagt, at det er noget mesterværk.

Originaltitel: 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi
Instruktør: Michael Bay
Medvirkende: John Krasinski, Matt Letscher, James Badge Dale med flere
Spilletid: 144 minutter
Premiere: 18/2 2016

3/6

Skarpe dialoger, plottwists og Oscar-værdigt skuespil. Det er så at sige den diametrale modsætning til opskriften på en Michael Bay-film. Nej, her handler det om at sprænge ting i luften på flest tænkelige måder - og gerne i så lang tid som muligt. Og actionmandens nye film, 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi, er bestemt ingen undtagelse. Men tager du dine kritiske briller af og sætter dig tilbage i biografsædet, venter der dig sådan set en ret underholdende actionfilm, som er Bays bedste siden den første Transformers-film, men stadig langt fra The Rock-klassen

Filmen er baseret på virkelige hændelser og tager udgangspunkt i dagene og timerne op til det terrorangreb, der ramte den amerikanske ambassade i Benghazi, Libyen, på årsdagen for 9/11 i 2012. Fire amerikanere blev dræbt - heriblandt ambassadøren Christopher Stevens.

Et hemmeligt sikkerhedskorps på seks tidligere elitesoldater fungerer som sikkerhedsrådgivere for de amerikanske diplomater i et anneks tæt på ambassaden. Der er ikke det helt store at lave, og ingen af soldaterne kan finde den dybere mening med at være der, andet end at de tjener fint med penge. Dagene går oftest med at spille computer og træne, når ikke de altså ikke agererer bodyguards. Men da ambassaden stormes af anti-amerikanske terrorister bliver det starten på 13 hektiske timer, som - ligesom historien foreskriver - ikke alle slipper levende fra.

ANNONCE

John Krasinski spiller hovedrollen som Jack Silva, der støder til sikkerhedsstyrken i begyndelsen af filmen. "Hvem er det?", tænker du nok. Det er såmænd Jim fra det amerikanske The Office, der har sin første større hovedrolle efter den succesfulde komedieserie. Og han gør det sgu egentlig tilforladeligt, når man tænker på, at det er en Bay-film, hvor skuespillet jo ikke behøver at være topklasse. Det er dog stadig svært ikke at se ham som The Office-karakteren - bare med skæg.

Det bedste ved 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi er ikke overraskende actionsekvenserne. Det håndholdte kamera giver filmen det ekstra strejf af både intensitet og autencitet, når kuglerne flyver omkring ørerne på vores personer, og når de eksempelvis forsøger at finde og redde ambassadøren i den brændende ambassade. Yderligere er klippearbejdet eksekveret ganske fint, og ja, langt hen ad vejen følte jeg mig - som skrevet tidligere - underholdt.

Men jo! Filmen er fyldt med klichéfyldte og akavede replikker. Jo! Filmen bliver ofte mere følelsesladet, end hvad godt er, når familierne i USA bliver inddraget. Jo! Filmen er i hvert fald en halv time for langt. Og jo! Filmen udvikler sig til en omgang kvalm og MEGET amerikansk-patriotisk krigsporno, der underminerer det libyske folk. Helte falder, og helte hyldes - helt efter den typiske amerikanske drejebog. Det, kan man jo så mene, er opskriften til en god omgang makværk. Men hey! Det er jo Michael Bay, vi snakker om. En mand, der aldrig kommer til at vinde en Oscar - i hvert fald ikke i "bedste film"-kategorien - men som er god for mere en 2 milliarder kroner. Hvis du har et problem med at se film, der ikke opfinder den dybe tallerken, så hold dig langt væk fra den mand.

ANNONCE
Anmeldelse af 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi: Et angreb på flere måder

Skal man dog se helt nøgternt på det, bliver 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi brugt på en noget tarvelig måde. Den udkommer midt i en præsidentvalgkamp og beskriver en sort plet i nyere amerikansk politik. En plet, der blev splattet ud, mens Hillary Clinton var udenrigsminister, og som hun fik stor kritik for på daværende tidspunkt. Sikkerhedsforanstaltningerne havde ikke været gode nok. Selvom Michael Bay er meget lukket omkring sine politiske holdninger, ved alle i Hollywood, at han er konservativ. Derfor kan filmen nemt ses som et frontalangreb på venstrefløjen og noget, republikanerne kan bruge videre i deres valgkamp. Et noget billigt, men sikkert effektivt trick.

Men nok om det. Bays 12. spillefilm er intet vidunder, ej heller ingen katastrofe. Se den, hvis du vil slå hjernen fra og underholdes. Lad være, hvis du overordnet gerne vil se en god film.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce