Anmeldelse af Hitman: Agent 47 og Sommeren '92

Hitman: Agent 47

Instruktør: Aleksander Bach
Medvirkende: Rupert Friend, Hannah Ware, Zachary Quinto med flere
Spilletid: 96 minutter

Læg mærke til navnet Aleksander Bach. Et navn, du helt sikkert har glemt igen om få uger. Den polskfødte instruktør, der er vokset op i Tyskland, har nemlig begået årets stinker af en film med sin debut. Hitman: Agent 47 er blottet for handling, spænding og mening og ender i stedet med at være endnu ringere end første filmatisering af det danske spilfranchise.

Kort fortalt om filmen (selvom du sikkert heller ikke forstår en skid): Katia, der bliver spillet af den gudesmukke Hannah Ware, leder efter svar på, hvor hun stammer fra. En dag opsøges hun af to mænd. John Smith (Zachary Quinto), der angiveligt vil redde hende fra den anden mand, Agent 47 (som du kender fra spillene); en genetisk programmeret dræbermaskine, der arbejder som professional snigmorder. Tingene viser sig dog hurtigt at være helt anderledes end først antaget, da John Smith er tilknyttet en koncern, der vil finde frem til hemmeligheden bag Agent 47 og skabe en hel hær af dræbermaskiner.

Da Agent 47 får fat i Katia, finder de begge ud af, at de har mere til fælles end først antaget. Sammen indleder de jagten på sandheden og den mand, som skabte både Agent 47 og lidt mere naturligt Katia. En hæsblæsende jagt fører dem til Singapore, hvor den onde koncern opererer.

Forvirret? Det er vi også. Det er simpelthen utroligt, hvad man kan slippe af sted med i dagens Hollywood. Plottet er lige så tandløst som en nyfødt baby og giver lige så lidt mening som Sharknado 1, 2 og 3 til sammen, på trods af at filmen har formået at få så mange forholdsvist store navne med på rollelisten. Der er ingen tvivl om, hvad størstedelen af filmens stadigt beskedne 156 millioner kroner store budget er blevet brugt til.

Men ak, det stopper ikke her. Hitman: Agent 47 er vitterligt et pragteksempel på en film, der aldrig skulle have været blevet til. Hele vejen igennem struggles der med at fylde historien ud. En historie, der alligevel kun lige når over de 90 minutter. Du bliver bombarderet med product placements (hvilket i den grad understreges i en biljagt, der mest af ligner en Audi-reklame), og der er flere unødvendige scener med Hannah Ware, hvor det, der fokuseres på, blot er, at hun ser pisse godt ud. F.eks. da hun tager en tur i poolen - selvfølgelig topløs - mens Agent 47 tager sig en lur. Okay, det er da en fryd for øjet, men komplet unødvendigt.

Rupert Friend spiller også snigmorder i successerien Homeland. En ting, han gør sindssygt godt. Men det betyder altså ikke, at han er den fødte mand til rollen som den følelsesløse Agent 47. For det er et fejlcast af dimensioner (men hvem er ikke det i den her film?). Det hænger måske også sammen med, at Bach slet ikke formår at ramme den Agent 47, du kender fra spillene. I spillene er han metodisk og beregnende - en ting, du aldrig får fornemmelsen af i filmen. Det gør, at Hitman: Agent 47 blot forfalder til at være en typisk shoot'em up-film. En rigtigt dårlig en af slagsen.

Skal vi også lige vende de andre skuespillere? Ciarán Hinds, der spiller Litvenko - Katias far og skaberen af Agent 47: Du bør vælge dine roller med omhu, for du er jo en helt fint skuespiller. Hannah Ware: Damn, girl, du er lækker? That's it. Zachary Quinto: Du bliver aldrig god til at spille bad guy. Drop det nu bare.

Vi anbefalede for en lille måneds tid siden, at du skulle tage ind og se Hitman: Agent 47 i denne måned. Den anbefaling vil vi gerne trække tilbage.

1/6

Sommeren '92

Instruktør: Kasper Barfoed
Medvirkende: Ulrlich Thomsen, Mikkel Boe Følsgaard, Cyron Melville med flere
Spilletid: 93 minutter

Så kom den. Filmen om den største historiske begivenhed nogensinde i vores lille land (well, i hvert fald i sportens verden). Et stort hold af Danmarks nye kuld af skuespillere samt et par erfarne veteraner medvirker, mens en forholdsvis ny, men yderst kompetent instruktør instruerer. Der er meget, der taler for, at Sommeren '92 nok skal blive en succes. Og rent salgsmæssigt skal det nok også blive tilfældet. Men langt hen ad vejen fungerer filmen som håndværk bare ikke.

Det er historien om et fodboldhold, der satte hele nationen - ja en hel fodboldverden - på den anden ende. Da Sepp Piontek i 1990 stopper som landstræner, skal DBU finde en ny. Richard Møller Nielsen (spillet af Ulrich Thomsen) er favorit, men DBU vælger, at det skal være en udlænding. Da det ikke lykkedes boldspilunionen at få en aftale i hus, får Ricardo chancen. Han har dog svært ved at motivere spillerne, som i kvalifikationen spiller som en pose nødder og kun ender som nummer to i puljen - akkurat nok til ikke at kvalificere sig til den endelige slutrunde i Sverige. Men på grund af urolighederne i Jugoslavien får Danmark alligevel chancen. Og Ricardo skal på under to uger samle holdet, der skal forsvare de rød-hvide farver. Resten er historie.

Kasper Barfoed, der blandt andet står bag thrilleren Kandidaten samt flere afsnit i tv-serierne Den som dræber og Dicte, har valgt en lidt mere humoristisk tilgang til den fantastiske historie. Her kan man allerede spørge sig selv: Hvorfor dog det? På papiret er det jo et storslået feel-good drama, som fortjener at blive behandlet meget nænsomt. I stedet går der lige lovlig meget Morten Korch i det hele.

Okay, lad os starte fra begyndelsen. Først og fremmest fremstiller Barfoed DBU som nogle inkompetente røvhuller. Og jo, manglende kompetence var der da at spore, da DBU ikke lige havde afklaret med Bayer Uerdingen, om Horst Wohlers kunne blive den nye landstræner i 1990. Men Barfoed får DBU-toppen til at fremstå yderst karikeret. Og her blottes handlingen for troværdighed. Især Lars Brygmann er uhyre klodset som pressechef Frits Ahlstrøm.

Ulrich Thomsen er tilforladelig som den excentriske familiemand, Richard Møller Nielsen, med den genkendelige fynske dialekt, der dog af og til kammer lige lovligt over. Der er ingen tvivl om, at det er Ricardo, der er omdrejningspunktet i filmen, og det er vel egentlig også helt på sin plads.

Men så er der spillerne. Man har forsøgt at ramme de fleste rent udseendemæssigt, hvilket blot tilføjer en underlig, uhyre komisk faktor til Sommeren '92, som du aldrig rigtig kan slippe, da ingen rigtig ligner. Der kredses især om Laudrup-brødrene - Michael (Niclas Vessel Kølpin) og Brian (Cyron Melville - som om nogen havde svært ved at tilpasse sig Ricardos defensive system. En ting, der som bekendt gjorde, at Michael aldrig - sikkert til hans store fortrydelse - kom med til Sverige. Her får man virkelig fornemmelsen af, at Laudrup-brødrene på trods af deres talent besad en arrogance, der får José Mourinho til at se helt venlig ud. Og det er forhåbentligt ikke meningen.

Derudover fokuserer Barfoed også på finaleheltene Kim Vilfort (Mikkel Boe Følsgaard) og John Faxe Jensen (Esben Smed Jensen). Vi får historien om Vilforts leukæmiramte datter, som døde seks uger efter finalen. Det er trist, men det er - no offense - en fortælling, vi godt kunne have været foruden, og som blot bidrager med følelsespornografi på den yderst kvalme og cheesy måde.

Dertil kommer, at Faxe bliver beskrevet som holdets dumme spiller, hvilket han sikkert også var. Men det er i undertegnedes optik under Barfoeds værdighed at udstille Faxe på den måde. Han fungerer som filmens comic relief i alt, hvad han gør og siger. Det understreges især i en yderst fjollet scene, hvor Faxe øver sig på langskud inden finalen. Jovist, det skulle eftersigende være sket, at Faxe ikke ramte en skid, før han som bekendt ramte den lige i røven i finalen. Men scenen, er så dårligt lavet, at du ikke ved, om du skal grine eller græde. For undertegnede nægter at tro på, at en professionel fodboldspiller - også selvom det var tilbage i 1992 - kunne ramme dårligere end en demensramt plejehjemsbeboer.

Skal vi skrive noget positivt om Sommeren '92 må det være, at man har valgt at rekonstruere kampene til et minimum og i stedet benytte sig af real footage. Det giver filmen et yderst nostalgisk touch. Og tak skæbne, ellers kunne det være endt heeeelt galt.

Og så må undertegnede erkende, at han flere gange tog sig selv i at have våde øjne og gåsehud under filmens sparsomme 93 minutter. Og det er vel også det, at Sommeren '92 er lavet for; at røre dig og få dig til at drømme tilbage til den bedste sommer i Danmarks historie.

Derfor ender vi også på en karakter, der måske er en anelse højere, end den burde have været.

3/6