Magasinet M!

Anmeldelse af xXx: Return of Xander Cage

Den nye xXx-film med Vin Diesel i hovedrollen er en hæsblæsende film, der aldrig tager foden af speederen. Den er så vild, at det føles som om at skaberne har forsøgt at overgå sig selv fra scene til scene.

Originaltitel: xXx: The Return of Xander Cage
Instruktør: D.J. Caruso
Medvirkende: Vin Diesel, Donnie Yen, Deepika Padukone, Ruby Rose, Nina Dobrev
Spilletid: 1 time 47 minutter
Premiere: 19/1 2017

3/6

Først og fremmest: Er den nye xXx en god film? Nej, det er den bestemt ikke. Er den underholdende? Ja, i den grad. 

Der er intet plot at tale om, og actionscenerne er så overdrevne, at de bliver helt komiske. Det gøres heller ikke bedre af, at hovedrollerne aldrig fortrækker en mine. Alt er hverdagskost, om så det er at jonglere aktive håndgranater eller køre motorcross tværs over havet. Man føler aldrig, at de er i fare, og det gør de bestemt heller ikke selv.

Filmen ved dog godt, at den er latterlig, og den soler sig i ekstremiteterne. De fire hovedroller og fire skurke, der driver det meste af filmen, er hver og én supersoldater. Og der gøres en dyd ud af at være rap på replikken. Det kan næsten ikke tælles, hvor mange one-liners og kvikke bemærkninger karaktererne har mellem hinanden.

ANNONCE

Nu tager vi bare pis på det hele

Donnie Yen (sidst set i Rogue One), der har den største rolle efter Vin Diesel, er en fornøjelse at se på. Han er charmerende og en mester, når det kommer til kampsport på film. Han beviser adskillelige gange, hvordan kung fu bare er mere effektivt end skydevåben. 

Den snart 50-årige skuespiller Vin Diesel selv er komisk og helt uhørt som Xander Cage. Han er alt for god til alt, hvad han rører ved. Men man kan alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet når Xander Cage folder sig ud. I den ene scene kan han kæmpe med bare næver midt på motorvejen og i den næste flirte med den ene underskønne 25-årige efter den anden. For Xander Cage er det åbenbart heller ikke helt unormalt med at have sex med 6-7 kvinder samtidig (det har man jo), som filmen hentyder i en tidlig scene. Selv Vin Diesel må efter at have læst manuskriptet have tænkt "Okay, nu tager vi bare pis på det hele".

Karaktererne er over hele linjen utrolig én-dimensionelle. Flere karakterer minder så meget om hinanden, at det er svært at gennemskue, hvorfor de alle er med. Én figur, der fungerer ligesom James Bonds Q, forklarer i det ene øjeblik, hvordan hun har svært ved at omgås andre mennesker og i næste klip storflirter hun med hr. Cage.

Vores helte tager selvfølgelig på den ene storslåede og umulige mission efter den anden. Heldigvis kender figurerne hinanden så godt, at de konstant kan regne med, at den fjende de akkurat ikke kan nå at forsvare sig imod, nappes af makkeren. De horder af lejesoldater, der smides efter hovedrollerne rammer om muligt endnu dårligere en stormtropperne i den originale Star Wars-trilogi. Det er helt uhyggeligt, hvor meget vores helte slipper af sted med på trods af, at de konstant er lige i skudlinjen.

ANNONCE
Anmeldelse af xXx: Return of Xander Cage

Helt uden virkelighedsfornemmelse

Filmen er på mange punkter en ung teenagerdrengs våde drøm. Sjældent har man set film, der er så spækket af actionsekvenser, one-liners og letpåklædte kvinder. Faktisk sidder man med en fornemmelse af, at der i filmens univers, ikke findes situationer, hvor det ikke er velanset og opfordret at gå i bikini. På det punkt kender filmen sin målgruppe.

Har man ikke set tidligere film i serien og tager man ind for at se en film i stil med Mission Impossible eller Bourne-filmene, vil man blive skuffet. Hvor den slags film gerne vil tages seriøst, skider den her film på al seriøsitet og virkelighedsfornemmelse. Her vil skaberne bare se, hvor langt de kan gå. Man sidder lidt med en fornemmelse af at filmen, og ikke mindst replikkerne, er opdigtet af en 15-årig flaskedreng bagerst i butikslageret en kedelig tirsdag eftermiddag. Enkelte steder er det svært ikke at tænke på The Room (måske verdens dårligste film), så ringe er replikkerne.

Filmen får 3 stjerner ud af 6 mulige, og det kan diskuteres om den fortjener så mange. Men behandles filmen som en komedie og et forsøg på at skabe den ultimativt vildeste actionfilm, vil man være ganske underholdt. Filmen gør sig ikke fortjent til flere stjerner, der er simpelthen for lidt substans og for mange underlige tilfældigheder, som filmen bare skøjter henover. Bedst må The Return of Xander Cage være på en tømmermændsramt søndag, hvor hjerneaktiviteten alligevel er i bund.

xXx: The Return of Xander Cage havde premiere d. 19. januar 2017.

Leveret af KULTBOX.dk.

ANNONCE
Del

Seneste nyt