Magasinet M!

Anmeldelse Captain America: Civil War - den største Marvel-crowdpleaser til dato

Så kan du godt tage at komme dig over skuffelsen med Batman v Superman. Captain America er tilbage i en af de bedste Marvel-film til dato.

Originaltitel: Captain America: Civil War
Instruktør: Anthony Russo og Joe Russo
Medvirkende: Chris Evans, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson med flere
Spilletid: 147 minutter
Premiere: 28/4 2016 

5/6

147 minutter er lang tid. Men 147 minutter i selskab med de fleste af dine yndlings-Marvel-superhelte er næsten ikke nok. Sådan havde jeg det i hvert fald efter at have set Russo-brødrenes (Captain America: The Winter Soldier og de kommende Avengers-film) seneste superhelte-epos, Captain America: Civil War. For lad det være sagt med det samme. Det er uden tvivl en af de bedste Marvel-film til dato, der får den seneste Batman v Superman: Dawn of Justice til at ligne en film, kunne have lavet.

Civil War fortsætter fra, hvor Avengers: Age of Ultron slap. Superheltegruppen bliver involveret i en episode, hvor civile bliver dræbt. Politikere presser derfor på for at få indført et system med en bestyrelse, som kan holde øje med gruppen, lede dem og stille dem til ansvar hvis nødvendigt. Denne konstruktion fører til interne stridigheder blandt Avengers og skaber to lejre med Steve Rogers (Chris Evans) på den ene side og Tony Stark (Robert Downey Jr.) alias Iron Man på den anden. Rogers vil nemlig gerne kunne redde menneskeheden uden myndighedernes indblanding, mens Stark overraskende nok er på politikernes side. Alt imens spøger HYDRA stadig med en ny, vanvittig videnskabsmand i spidsen.

ANNONCE

Speederen presses i bund fra første færd, og herefter ser Civil War sig ikke tilbage. På noget tidspunkt. Det er non-stop-action, eksplosive - og fremragende - effekter, comic relieves og one-liners, der aldrig bliver for platte (som eksempelvis undertegnede syntes var tilfældet i The Winter Soldier). 

Civil War byder både på gamle og nye ansigter i Avengers-regi. For udover Natasha Romanoff (Scarlett Johansson), Falcon (Anthony Mackie), Vision (Paul Bettany) og The Winter Soldier (Sebastian Stan) optræder Ant-Man (Paul Rudd), Black Panther (Chadwick Boseman) og Spider-Man (Tom Holland) også i filmen. De nye karakterer - hvor du selvfølgelig kender de fleste i forvejen fra andre film - bliver præsenteret på respektabel vis. Præsentationer, der er fuldstændig tro mod de efterhånden mange år gamle tegneseriefigurer. De fortolkes ikke på ny, og der forsøges ikke at skabe ekstra dimensioner til dem. Ant-Man er Ant-man, som du kender ham fra filmen, mens Spider-Man er det samme. Begge fungerer som komiske indslag til de andre ellers seriøse karakterer i Avengers. Og det fungerer upåklageligt.

ANNONCE
Disney - Anmeldelse Captain America: Civil War - den største Marvel-crowdpleaser til dato Disney

Og lad os lige holde fast i Spider-Man, der i Civil War spilles af 19-årige Tom Holland, som dermed bliver den tredje Peter Parker på det store lærred i løbet af de sidste 14 år. Og som man siger: Tredje gang er lykkens gang. For Holland er noget nær perfekt castet til rollen og den bedste Spider-Man, du endnu har set. Han er excentrisk og nervøs som den skoledreng, han nu engang er. Men når han iklæder sig sit blå-røde kostume skinner kreativiteten igennem, da han hele tiden finder på nye måder at skyde sit edderkoppespind af sted, mens hans evindelige mund-diarré kører ud i én lang smøre. Det er så vanvittigt underholdende.

Civil War virker på mange måder som den mest modne film i Marvel-universet hidtil. Den er både mørk og dyster og samtidig sjov og befriende. Det er én stor, episk popcorn-crowdpleaser, der ikke forsøger at give et endeligt svar på, hvem du skal holde med. Eller hvem der skal trække sig sejrsrigt ud af den store battle mellem Team Cap og Team Iron Man. For her er der kun én virkelig vinder; nemlig Team Marvel.

Anmeldelsen er skrevet ud fra 2D-versionen af filmen, men undertegnede kan kun forestille sig, at 3D-IMAX-versionen er endnu vildere.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce