Anmeldelse: Franskundervisere og seriemordere er på fri fod i 'Road Games'
Skønne, solrige sommerdage bliver pludselig meget mørke, da en ung fyr møder de forkerte mennesker på de franske landeveje
Originaltitel: Road Games
Instruktør: Abner Pastoll
Medvirkende: Andrew Simpson, Joséphine de La Baume, Frédéric Pierrot, Barbara Crampton
Spilletid: 1 time 35 minutter
Premiere: 18. juli 2016
Karakter: 3/6
I Abner Pastolls seneste film, 'Road Games', møder vi den unge Jack (Andrew Simpson), som forsøger at tomle sig gennem Frankrigs landside. Uden taske, telefon eller penge er det dog svært at få de mange bilister til at samle ham op. Nå ja, så er der også lige noget med et vejskilt, der advarer mod at tomle - der er nemlig en seriemorder løs i det ellers så nydelige landskab. En fare som Jack heldigvis er lykkeligt uvidende om lige indtil, han møder den smukke og flirtende Veronique (Joséphine de La Baume), der advarer ham mod "a serious killer" (en af filmens mange overflødige sprogblomster).
Parret samles op af den yderst mistænksomme Grizard (Frédéric Pierrot), der er meget opsat på, at de unge mennesker skal overnatte hos ham. På grund af manglende muligheder takker de ja til bad, mad og overnatning i den franske herres enorme palæ, som han deler med sin psykisk ustabile (og selvfølgelig amerikanske) kone, Mary (Barbara Crampton).
Det viser sig hurtigt, at mystiske ting er på færde, og Grizards kone gør sit bedste for at overbevise Jack om, at han er havnet det forkerte sted. Det bedste er dog ikke helt godt nok, og det er måske ikke så mærkeligt, når det bl.a. inkluderer en lidt for varm omfavnelse og en ret så malplaceret berøring af Jacks kind efter kun et par timers bekendtskab. Mary ved tydeligvis noget, vi andre ikke gør.
Og det er sådan set filmens præmis: Publikum aner ikke, hvad der foregår. Det er jo slet ikke så dårligt, når der nu engang er tale om en thriller. 'Road Games' efterlader desværre bare enten spor så tydelige, at man gætter relationernes betydning for hurtigt eller opbygger så meget baghistorie, at man ikke overkommer at sætte sig ind i, hvad der egentligt er vigtigt for fortællingen. Der er ganske enkelt for mange ubesvarede spørgsmål. Hvorfor er det fx vigtigt for os at møde den kaninspisende mand, som åbenlyst får lidt for meget glæde ud af at fotografere stakkels Jack, mens han spiser noget, der ved bedste udfald er gule ærter fra Kvicklys køledisk? Vi kunne komme med en lang række lignende spørgsmål, men undlader at stille dem med fare for at spoile hele filmen.
Lige da man troede, at Frankrig ikke kunne synke lavere efter den tabte EM-finale, indtræder en anden af filmens åbenlyse udfordringer: Sprogbarrieren. Den engelske Jack taler ikke fransk, og det betyder, at filmens andre karakterer konstant må oversætte fra fransk til engelsk. En sprogdans der optager lige så meget spildt plads i manuskriptet, som hvis der skal bestilles kaffe med mælk på en café. Det når sit unødvendige højdepunkt, da amerikaneren ikke kan huske gloser fra sit eget sprog og må støtte sig til fransk. Det føles lige så latterligt, som når Louvre i Paris af åbenlyse principielle årsager nægter at levere kunstbeskrivelser på engelsk.
Så hvis du kan komme igennem en 45 minutters lang fransklektion, hvor replikker gentages så mange gange, at man rykker sig i sædet af frustration, så lover vi, at der leveres en smule steamy action, som gerne skulle tilfredsstille alle thrillergenrens fans.
'Road Games' byder på en række gode overraskelser med masser af mulighed for at fortolke selv. Ultimativt er der dog tale om en lidt for simpel kærlighedshistorie, pakket ind i et thrillerformat med en rimelig flad biljagt, ubesvarede spørgsmål og en sexscene tyve sekunder længere end gennemsnittet - hvilket jo egentlig kan være meget godt.
Se traileren til Road Games herunder.
