Anmeldelse: Lego Batman-filmen er genial underholdning
Lego Batman-filmen byder på animation i førsteklasse, og den kan uden tøven kaldes årets bedste familiefilm.
Originaltitel: The Lego Batman Movie
Instruktør: Chris McKay
Medvirkende: Will Arnett, Michael Sera, Rosario Dawson, Zack Galifianakis
Spilletid: 105 minutter
Premiere: 9/2 2017
5/6
Lego er tilbage med endnu en animationsfilm, og den er altså ikke helt kedelig! Denne gang er det ingen ringere end Batman, der har fået sit eget biografeventyr.
Den maskebeklædte superhelt redder byen Gotham gang på gang, men den nye politiinspektør (uddannet fra intet mindre end Harvard Politiskole) er ikke helt tilfreds med flagermusemandens indsats. Hun foreslår, at Batman indleder et omfangsrigt samarbejde med Gothams politi, så byen én gang for alle kan få fanget Jokeren og alle de andre skurke, der hærger de stakkels indbyggere. Men det er ikke helt så let, som det lyder.
Lego-universets egen Batman er en noget ensom Bruce Wayne, der ikke er meget for at sænke paraderne over for de mennesker, der står ham nært. Ikke engang over for den umiddelbart ret så tilforladelige Joker vil han erklære sit had og dertilhørende troskab. Det er jo i virkeligheden Superman, der er Batmans ultimative fjende. I hvert fald hvis du spørger Batman?
Imponerende underholdning for hele familien
Det rammer selvfølgelig Jokeren hårdt at høre, at han absolut ikke kan kaldes for Batmans ærkefjende, eller at deres relation ikke engang kan kaldes et forhold (Batman "ser for tiden flere forskellige skurke"), og det motiverer om noget Jokeren til at sætte fut i tingene. Han får derfor hentet en lang række af de allerstørste skurke ned fra the Phantom Zone, hvor både Voldemort (Harry Potter) og Sauron (Ringenes herre) glædeligt kigger forbi. Det nævnes desuden lige, at sidstnævnte ikke så overraskende "elsker ild og lava og har en hang til smykker."
Lego Batman-filmen byder, ligesom den første Lego-film Et klodset eventyr, på meta meta meta. Sjældent ser man en film, der peger så meget på sig selv, som Lego Batman-filmen gør det. Der kastes desuden med populærkulturelle referencer en masse. Referencer som nogle børn sikkert vil fange, men de rigtig gode vil primært være til stor fornøjelse for filmens voksne seere.
Det er imponerende at se, hvordan det rent faktisk kan lade sig gøre at lave en børnefilm, der underholder de voksne mindst lige så meget, som den vil underholde ungerne og det på trods af, at nogle af de ældre seere måske ikke vil have det helt let med danske oversættelser som "det er for vilderen." Ikke desto mindre er det imponerende velfungerende, og hvis man ikke har en under 10 år på slæb, så kan man jo altid vælge at se filmen på originalsprog.
Bedre end Ben Affleck
Er historien egentlig en smule klichéfyldt? Det kan godt være, men det er lige meget, for historien om den stakkels adoptivdreng, der ved noget af en fejltagelse ender hos Bruce Wayne, drukner i den ene pun efter den anden.
For de mindste vil underholdningen være båret af en egentlig ret så hjertevarm fortælling, og for de voksne vil den genkendelige historie være båret af referencer, der for alvor belønner, hvis man har set andet end russiske stumfilm og europæiske dramaer de sidste 50 år.
Filmens instruktør Chris McKay har skruet alt den absurditet, man kender fra tv-serien Robot Chicken, som han også har arbejdet på, og kogt det ned til en helt vanvittig og lårklaskende sjov film, der tager pis på alt lige fra sin egen franchise til andre børnefilm til DC- og Marvel-universet (Batmans personlige password er bl.a.: "Iron Man stinker").
Lego har lavet en ret så genial Batman-film. Men det skal du nok ikke fortælle Ben Affleck. Og så kan du ellers godt forberede dig på en overdrevet trang til at købe nye Lego-sæt, når du går ud af biografen.
Lego Batman-filmen har premiere i de danske biografer d. 9. februar 2017.
Leveret af KULTBOX.dk.