Anmeldelse: Will Smiths nye film er episk idioti
Det burde ikke være muligt, men selvom Kate Winslet, Edward Norton og Helen Mirren er med på holdet, er filmen 'Skønheden i alting' en decideret elendig film!
Originaltitel: Collateral Beauty
Instruktør: David Frankel
Medvirkende: Will Smith, Keira Knightley, Kate Winslet, Helen Mirren, Edward Norton, Naomie Harris, Michael Peña
Spilletid: 1 time 37 minutter
Premiere: 25/12 2016
2/6
Du har måske allerede set traileren til den nye film 'Skønheden i alting' og tænkt: "Hvordan fanden har man formået at overtale Edward Norton, Kate Winslet og Helen Mirren til at spille med i sådan en omgang sovs?" Efterfølgende tænkte du måske: "Okay, det er bare traileren. Nogle gange sker det, at traileren er dårlig, men filmen er bedre. Jeg giver det en chance." Desværre forholder det sig bare sådan, at det færdige resultat - hvis ikke lige så dårligt - er endnu værre end traileren.
Filmen handler om den succesrige reklamedirektør Howard (Will Smith), som kæmper med en stor personlig tragedie, der resulterer i, at han vender sit arbejde og sin familie ryggen til fordel for en isoleret tilværelse. Her laver han ikke meget andet end at spille dominos med sig selv, cykle urimeligt lange ruter i New York City og skrive breve til "abstraktioner." Brevene addresseres til Tiden, Kærligheden og Døden, og da hans egne venner og businesspartnere bliver nødt til at gøre noget for at redde firmaet, graver de i hans personlige sager og går langt (meget langt) for at redde deres ven - men selvfølgelig primært reklamebureauet.
Et godt tudeansigt, men så heller ikke mere
I mere end to år har vennerne ladet Howard drive rundt i sin egen verden uden at gribe ind med begrundelsen om, at når noget involverer et dødt barn, er det svært at sige eller gøre noget. Utvivlsomt rigtigt. Men først da problemerne bliver store nok til, at de også vil komme til at have en personlig konsekvens for Howards tre businesspartnere Claire (Kate Winslet), Whit (Edward Norton) og Simon (Michael Peña), slår de til. Og hvordan gør de så det? Ved at lade deres gode ven og chef tro, at han fuldstændig har mistet forbindelsen til virkeligheden og er blevet totalt vanvittig - og det er uden at spoile for meget!
Den rolle, Will Smith spiller, har vi set ham i mange gange før. Det er nøjagtigt den samme karakter i The Pursuit of Happiness, og det er nøjagtigt den samme karakter i Seven Pounds. Mildest talt er det en gigantisk snoozefest at se Will Smith gøre noget som helst på det store lærred. Hans evne til at vælge filmmanuskripter er så ringe, at man mistænker ham for målrettet at undgå et succesfuldt manus. Det her er altså manden, der først sagde nej til at spille med i The Matrix, som han fravalgte til fordel for Wild Wild West. Og nogle år senere sagde han nej tak til Tarantino-filmen Django Unchained. Kan I se mønstret, der tegner sig?
Will Smith leverer - om ikke andet - et udmærket tudeansigt, og man skal nok besidde et hjerte af sten, hvis man ikke på en eller anden måde lader sig ramme af det, som hovedpersonen går igennem. Undertegnede tudede bl.a. flere gange, men jeg græder til Merci-reklamer og X Factor-finaler, så det siger altså ikke så meget.
Skuespillere der går til spilde
'Skønheden i alting' tager fat om tre elementer i vores menneskelige eksistens, som er noget nær umulige at komme uden om. Kærligheden, tiden og døden, og jeg kan næsten ikke skrive det, fordi det simpelthen er så flødeagtigt. Det er følelsesporno af højeste kaliber, og der er intet andet formål med galskaben, end at du skal tude, og du skal tude meget, og så skal du ringe til din mor eller far bagefter, fordi livet er kort og bla bla bla. Der er jo selvfølgelig altid nogen, der synes, at den slags er helt kanon. Vi skal huske på, at der rent faktisk findes mennesker, der har Love Actually som yndlingsfilm, og vi har sten sikkert allesammen en mor, der vil fange denne film på Netflix om et par år og efterfølgende give udtryk for, hvor bevægende den var.
Lad dig ikke falde ned i det hul. Lad dig ikke snyde af alle historierne om de døde børn, som filmen er fyldt med. Lad dig ikke snyde af de utrolige skuespillere, som går fuldstændigt til spilde i roller, man kunne have givet til Rachel McAdams og den yngste Hemsworth-bror. Og lad dig for Guds skyld ikke snyde af den vanvittigt overdrevne musik, der leveres i stor stil af Theodore Shapiro. Dygtig er han, men hold nu op!
"Maybe I should play all of the parts," siger Helen Mirrens karakter på et tidspunkt i filmen. Ja, det skulle hun måske have gjort. Det kunne være, at det resultat havde været bedre.
To stjerner herfra. Det er jo jul!
