Anneliese Michels eksorcisme

"Mor, jeg er bange." Anna og Josef Michel har netop lagt øre til deres ældste datters sidste ord. Nogensinde. Hun ligger i sin seng, men madrassen lider ikke voldsom overlast af de blot 30 kg, hun vejer, da hun trækker vejret for sidste gang. På det tidspunkt har de to katolske præster, der også står ved sengen, prøvet at uddrive dæmonerne fra hendes krop i ni måneder med en til to ugentlige eksorcismer eller djævleuddrivelser. Året er 1976 - og det er 23 år og ni måneder siden pigen i sengen, Anneliese Michel, kom til verden i Klingenberg, Tyskland i delstaten Bayern.

RELIGIØST VANVID
21. september 1952 føder Anna Michel sin anden datter, Anneliese. Den første blev født uden for ægteskab fire år tidligere. I mellemtiden er Anna blevet gift med Josef, men hun bærer sort slør under vielsen, fordi hun har syndet med fødslen af den illegitime datter. Det sorte slør er dog ikke nok - da den ældste datter dør af nyresvigt, mener Anna, at det er på grund af synden.
Fireårige Anneliese bliver opfordret til at leve så fromt som muligt for at bøde for morens synder over for Gud. Bed hver dag! Band aldrig! Synd ikke! Den lille pige lever som en munk. Da hun kommer i teenageårene, begynder hun at sove på det bare stengulv for at sone for narkomanerne, som sover på gulvet i den lokale stationsbygning.
I 1969 flytter Anneliese til Würzburg for at studere. Hendes kollegieværelset er fyldt med religiøse symboler, en skål med velsignet vand ved døren og en rosenkrans - et helligt katolsk symbol - som hun beder til flere gange dagligt. Men det er åbenbart ikke Gud, der hører hende.

SATANS BESÆTTELSE
I 1969 får Anneliese en voldsom krampetrækning midt om natten. Hendes krop bliver stiv, hun føler en voldsom vægt på brystet, oplever lammelser og mister evnen til at tale. Efter en undersøgelse på den psykiatriske klinik i Würzburg diagnosticerer en neurolog hende med Grand Mal-epilepsi, som er den værste form for anfald, en epileptiker kan få. Hun bliver på hospitalet i næsten et år, og da hun i september 1970 får sit tredje anfald, begynder lægerne at give hende medicin mod kramperne. Det fjerner ikke anfaldene, men hun bliver alligevel udskrevet og begynder i skolen igen. Og i mellemtiden er en langt mere alvorlig lidelse dukket op. Anneliese mener, at hun er blevet besat af djævelen.

STEMME SOM EN MAND
I løbet af de næste par år begynder Anneliese at se djævleagtige ansigter på de personer, hun taler med. Når hun lukker øjnene for at bede, toner Satan frem bag øjenlågene. Den unge kvinde går stadig i skole, men dæmonerne følger med. Efterhånden er det ikke kun Anneliese selv, der fornemmer djævelens tilstedeværelse i hendes sjæl. Da en ældre veninde af familien tager hende med på en pilgrimstur til San Damiano i Italien, lægger hun mærke til, at Anneliese ikke tør gå tæt på religiøse symboler. Hun vil ikke gå ind i kirken, de har rejst så langt for at besøge, og hun vil ikke drikke det hellige vand fra den velsignede font. Desuden lægger veninden mærke til, at Anneliese udsender en svovlagtig lugt. Lugten af helvede, kalder hun det senere. Af og til skifter hendes stemmeleje også, såhunlyder som en hæs, gammel mand.
Med de oplevelser i mente fortæller veninden Annelieses forældre, at hun er sikker på, at deres datter er besat af dæmoner. Hun anbefaler en eksorcisme. De opsøger en lokal præst, men to gange i 1973 bliver de afvist, da præsten ikke mener, at Anneliese opfylder alle kravene - såsom at tale sprog, hun ikke kender og have overnaturlige kræfter. I steder får Anneliese igen medicinsk hjælp, og hun bliver tildelt en stærkere medicin. Men hun får det kun værre.

DRIKKER SIN EGEN URIN
Efter at have overvåget Anneliese i et stykke tid anmoder præsten Ernst Alt i 1974 biskoppen af Würzburg om tilladelse til at udføre eksorcismen. Igen bliver det afvist. Til gengæld anbefaler biskoppen, at Anneliese skal leve endnu mere religiøst. Det gør hun. Når hun altså er klar i hovedet. Hun smadrer sine knæ ved at lave 400 knæfald om dagen på det bare stengulv, mens hun beder til rosenkranse og figurer af jomfru Maria. Men når hun ikke er klar i hovedet, minder hun om, ja, en besat. Hun bander og svovler, slår og bider sin forældre og søskende og nægter at spise, fordi dæmonerne har forbudt hende det. Hun sover på gulvet ved siden af sengen og spiser fluer, edderkopper og kul. Hun løber skrigende rundt i huset i flere timer i træk, mens hun brækker kors, ødelægger og knurrer af billeder af Jesus og flår rosenkransefrahinanden. Det bliver også helt normalt, at hun river tøjet af sig selv, tisser på gulvet og lægger sig på alle fire for at slikke urinen i sig.
I september 1975 stopper forældrene al medicinsk hjælp, da biskoppen bliver overbevist. Han beordrer de to præster Ernst Alt og Arnold Renz til at udføre Il Rituale Romanum - en eksorcisme, som den er beskrevet i katolske skrifter fra 1614.

EKSORCISMERNE
24. september 1975 kommer Alt og Renz første gang til forældrenes hus i Klingenberg, hvor Anneliese har været siden 1973. Med sig har de hver et krucifiks samt de bøger, der beskriver, hvordan eksorcisme-ritualet skal udføres; hvilke bønner de skal sige, og hvordan de kommer i kontakt med de indre dæmoner. Præsterne har også en båndoptager og et kamera med, så de kan bevare eksorcismen for eftertiden (søg 'Anneliese Michel' på YouTube og hør dem).
Anneliese ligger i sin seng. Der skal tre mænd til at holde hende fast, da seancen begynder. På båndoptagelserne høres hendes uhyggelige, hvæsende og dybe dæmonstemmer. Meget lig Linda Blairs i filmen Eksorcisten, der udkom i Tyskland i 1974. Stemmerne diskuterer med sig selv og svarer på præsternes spørgsmål: "Er det dig, Hitler?" "Nej," svarer en af stemmerne. "Snakker jeg med Fleischmann?" (en frafalden præst, red.) "Jaaaaahhh," hvæser stemmen, da de rammer plet.
I alt seks dæmoner bliver identificeret i løbet af de i alt 67 eksorcismer af cirka fire timers varighed: Hitler, Judas, Lucifer (Satan), den romerske kejser Nero, Fleischmann og Adam og Evas søn Cain, der dræbte sin bror Abel i Bibelen. Der er tydelig forskel på stemmerne, og blandt andet taler Hitler-dæmonen med en tydelig østrigsk dialekt.

(Hvis du tør, kan du høre lydbåndene fra eksorcismen . Det er på eget ansvar...)

DØDEN
Anneliese får det psykisk bedre af eksorcismerne i løbet af 1975 og vender tilbage til sine studier. Men fysisk begynder hun at få flere og flere anfald. Samtidig er hendes knæ efterhånden så smadrede, at hun knapt kan gå, efter de mange knæfald hun laver, både under seancerne og når hun beder for sig selv.
Præsterne kommer en til to gange om ugen, og Anneliese når at få sin lærer-eksamen, før hun sidste i foråret 1976 fuldstændig stopper med at indtage føde. Hun mener, at det vil give dæmonerne mindre kontrol over hende.
I slutningen af juni 1976 ser hun jomfru Maria i et syn og får efter eget udsagn to valg: Slip af med dæmonerne nu eller forbliv besat lidt endnu og vis verden, hvor farlige dæmoner er. Dét vil redde sjæle. Anneliese vælger det sidste - bevidst om, at det bliver hendes død. Hun udpeger 1. juli 1976 som den dag, dæmonerne vil forlade hende - og som sin dødsdag. Og hun får ret. 30. juni 1976 udfører præsterne den sidste eksorcisme. Ved midnat er de færdige, og Anneliese ligger i sengen. Udmattet, med sorte rander under øjnene og knoglerne udspilede mod hendes gustne hud, men klar i hovedet. Hun siger: "Mor. Jeg er bange." Hun lukker øjnene, falder i søvn og dagen efter åbner hun dem ikke.

DØMT FOR MORD
Tyskland åbner til gengæld i dén grad øjnene, da det vestlige, moderne land vågner op til nyheden om Annelieses død under et middelalderligt ritual. Anklageren i det bayerske distrikt Aschaffenburg, hvor Klingenberg ligger, er fast besluttet på, at det ikke skal gå ustraffet hen. Og i marts 1978 begynder retssagen mod Annelieses forældre og de to præster. Retsmedicinere finder ingen tegn i hjernen på epilepsi, men fastslår, at dødsårsagen er udmattelse, fejlernæring og ubehandlet lungebetændelse og påpeger, at de fire anklagede kunne have reddet Annelieses liv ved at lade hende indlægge til tvangsfodring. Det finder retten bevist, da den finder dem alle skyldige i uagtsomt manddrab. De bliver idømt seks måneders betinget fængsel.
Om det er berettiget, har forskere, videnskabsmænd og religiøse diskuteret lige siden. Anneliese ligger i sin grav tæt på forældrenes hus, og hvert år strømmer tusinder af mennesker til, som er overbeviste om, at hun har ofret sit liv for noget.