Assassin's Creed: Origins [Anmeldelse]

Oktober har været en vanvittig pakket måned i gaming-industrien, og med den ene megatitel efter den anden, har det taget en del tid, at få den endelige anmeldelse af Assassin's Creed: Origins på plads, men nu er vi her endelig, og i rigelig god tid, inden du skal finde ud af, hvilke spil der skal stjæle din tid i juleferien!

Assassin's Creed har holdt en længere pause end sædvanligt, det er to år siden sidste regulære titel, og det har været en tiltrængt pause for action-franchiset, der var ved at falde i rinse and repeat blockbuster-spil fælden.

Assassin's Creed: Origins bringer universet tilbage i stor stil, og med vilde armfagter fra Ubisofts side, og det er forståeligt, som en af de helt store IP'er for virksomheden. 

Assassin's Creed: Origins (ACO) fortæller historien om Ordenens oprindelse, gennem medjaien Bayek,der er på et hævntogt efter tabet af sit barn. Spillet finder sted i Egypten, under tiden med Cleopatras styre, altså omkring år 0, hvilket betyder at pyramiderne stadig er ældgamle mysterier, for karaktererne i spillet.

She's got the looks

Det første indtryk der rammer en, er hvor flot den store åbne verden er. Det gamle Egypten, der er genskabt med enorm respekt for historien, byder på fantastisk natur og levende detaljer, i alt fra pyramidebefængte ørkenområder, til grønne oaser og tidlig landbrugskultur.

Det er tydeligt at se, at Ubisoft har haft tid til at udvikle spillet i en god retning, pausen har været god for dem. Spillet er udviklet til at kunne drage nytte af de seneste inkarnationer af Xbox og PS4 (Xbox One X + PS4 Pro), det betyder at detaljegraden er super flot, og ikke mindst at der er kælet for lyssætningen, for dem der er heldige at være ekviperet med HDR-skærme. Når det så er sagt, er der en verden til forskel fra den mere styrede spillefortælling i de tidligere AC spil, og alt andet lige, betyder det, at spillet i sin enorme verden, har mulighed for at præsentere et par visuelle bugs her og der. Det er typisk underlige skyggesætninger, polygoner der clasher forkert sammen og eller motion-capture gone wrong, under samtaler med quest-givers. Det er ikke meget, det er ikke gamebreaking, men det sker fra tid til anden. Den eneste grund til at jeg bider mærke i niveauet af bugs her, er at vi tidligere iår har set noget nær den perfekte open-world oplevelse i Horizon Zero Dawn. Når det så er sagt, er ACO ikke engang i nærheden af samme bug-niveau som Fallout eller Skyrim. Detaljegraden i helhedsbilledet er virkelig flot, og bare sådan noget som sandets støvhvirvler, når man rider gennem ørkenen, er en oplevelse i sig selv. 

Assassin's genfødsel

ACO er monumentalt anderledes, end tidligere spil i serien. I stedet for et semi-open world actionspil, er vi praktisk talt ude i et mere eller mindre formfuldendt action-RPG. Det manifesterer sig i den enorme åbne spilverden, der er fuldstændig åben for udforskning - også selvom man gør klogt i at holde sig til level-tilpassede områder, hvis ikke man vil have voldsmadder af en OP-mob. Og kortet er ikke bare stort, der er ret mange ting at give sig til. De fleste binder sig til sidemissioner, der varierer en del i typen, her er mange små velfortalte historier, men også de lidt mere typiske MMO-agtige, "fetch-me some pelts"-ærinder. Mit første indtryk var, at der var en del repetition i disse sidemissioner, men faktisk er variationen tilforladelig stor.

Det kommer også til syne i det nye kampsystem, der er fuldstændigt ændret, og bærer stærkt præg af en RPG-tankegang. Der er et utal af måder at gå til fjenden på, men det er ikke alle strategier der er lige heldige. Jeg har rigtig god held med at snige mig rundt med min tunge bue, sætte ild til pilspidserne, og hurtigt plukke de farligste fjender, for derefter at lave et hoveddyk fra tagtoppen - og ned i en gruppe mindre farlige fjender, der mister livet i en game of thrones-værdig sværddans.

I forlængelse af kampsystemet er der også et overskueligt skill-tree, med tre forskellige specialiseringer: Warrior, hunter og seer. De tre modes giver åbenlyst vidt forskellige perks, men der findes nogle superfede hybrid-klasser man kan gå efter i de tidlige levels.

Det samme gælder for gearet. Der er en del loot i ACO, og der er en herlig Diablo-agtig følelse, over det konstante opgraderingsgame, spillet har kørende. Det mest oplagte er at udskifte gear løbende, men man kan også vælge, at opgradere sine favoritter. Det koster lidt flere ressourcer, men hvis man har fået et lækkert yellow-drop, kan jeg godt forstå tiltrækningen.

 Hvor meget underholdning får man for skillingen?

Det korte svar: Mega meget. Vi ser pt, at folk søger efter, hvor længe det tager at spille sig igennem hovedhistorien, og det er ikke et svar, der lige umiddelbart er til at give. Det er fordi, at spillet er designet med et benhårdt level-system, der betyder, at du er nødt til at stikke af til en del side-missioner, for at nå level-rammen for næste del af hovedhistorien. Det er smart sammensat af udvikleren, for det tvinger spilleren ud og udforske og opleve det enorme univers, der er sat i værk.

Spillet er har mange timers single-player underholdning at byde på. Hvis du går nogenlunde målrettet efter at gennemføre den primære historie (Som undertegnede), vil du kunne køre til enden på omkring 30 timer. Det er ret længe! Der findes dog allerede gamere derude, der har klokket den ned på 20 timer - men så er det en meget målrettet, og knapt så givende historie.

Min absolutte yndlingsting i spillet, er at udforske det utal af old-egyptiske gravkamre, der findes i pyramider, grotter og monumenter. Det bringer en kombination af Tomb Raider/Indiana nostalgi, interessante AC-story twists og en fascination for det mystiske Egypten.

Hvis du jagter alle spillets missioner, burde der være langt mere end rigeligt at lave, til at udfylde en hel juleferie. 

Assassin's Creed: Origins er ikke perfekt, men det er en spektakulær øvelse udi franchise-forbedring, og AC universet er nu klar til at leve videre, en årrække endnu.