Film
‘Big Mouth’ klar med sidste sæson – Bridgeton-teenagerne tager på én sidste, akavet rutsjebanetur
Nu bliver det akavet.. igen.
Alt godt har en ende – og for Netflix’ kaotiske, pubertetsramte animationshit Big Mouth, betyder det nu, at vi nærmer os seriens absolut sidste kapitel. Siden debuten i 2017 har serien taget os med ind i teenagehjerner fulde af forvirring, hormoner og akavede øjeblikke, men nu er tiden kommet til, at Nick, Andrew, Jessi og resten af holdet tager hul på gymnasiets sidste udfordringer.
Farvel til hormonmonstrene – næsten
Skaberne Nick Kroll, Andrew Goldberg, Mark Levin og Jennifer Flackett har fra starten haft en finger på pulsen, når det gælder de absurde, ærlige og helt relaterbare aspekter af teenagelivet. I sæson 8 skal de velkendte karakterer – med Nick (Nick Kroll), Andrew (John Mulaney) og Jessi (Jessi Klein) i front – tackle både klassiske og hypermoderne problematikker som cancel culture, forhold, selvopdagelse og samtykke.
Og naturligvis kan ingen Big Mouth-sæson være komplet uden deres trofaste hormonmonstre. Maury (også Nick Kroll) og Connie (Maya Rudolph) vender tilbage med al deres vanvittige, men overraskende vise guidance. Men der kommer også nye stemmer ind i mixet.
Gæstestjerner i hobetal
Som om det ikke var nok med en vanvittigt stærk kernecast, disker den sidste sæson op med et hav af celebre gæstestjerner. Vi taler navne som Cynthia Erivo, Quinta Brunson, Holly Hunter, Steve Buscemi, Kristen Wiig, Nathan Fillion, Ali Wong, Richard Kind, Keke Palmer, Natasha Lyonne, Billy Porter og Craig Robinson – ja, listen fortsætter.
Holly Hunter har fået æren af at give stemme til en ny karakter, Compassion, der træder ind for at guide teenagerne gennem de store livsforandringer, der venter på den anden side af high school.
En værdig afslutning på kaosset
Netflix har teaset, at slutningen bliver både sjov og rørende: “Til sidst træder vores unge ind i fremtidens skræmmende ukendte, men mindre bange, fordi de har hinanden.” Det lyder til, at Big Mouth vil levere en afrunding, der balancerer alt det absurde med en ægte følelse af sammenhold og modning – på seriens helt egen uhøjtidelige måde.
De sidste ti episoder lander eksklusivt på Netflix den 23. maj. Så hvis du har været med fra starten – eller bare trænger til et sidste grin over pubertetens bizarre øjeblikke – så er det nu, du skal gøre dig klar til farvelrunden i Bridgeton.