Dr. Michael Burry – manden, der shortede boligmarkedet før finanskrisen, blev spillet af Christian Bale i The Big Short, og generelt har været den sure onkel til hvert eneste børsrally siden – er tilbage. Denne gang med en gigantisk lussing til AI-hypen, der har domineret alt fra investeringsfora til middagssamtaler det sidste år.
Og i klassisk Burry-stil har han ikke bare tweetet en kryptisk advarsel. Han har sat penge bag ordene. Mange penge. 1,5 milliarder kroner værd, for at være præcis. Ifølge seneste kvartalsrapport fra hans firma, Scion Asset Management, har han købt såkaldte “put options” – altså væddemål på kursfald – på både Nvidia og Palantir. Og det har allerede rystet markedet.
Techbørsen gik kold
Reaktionen lod ikke vente på sig. Nvidia dykkede 4%, Palantir tog et slag på 8%, og over de næste dage krøb begge aktier længere ned, med fald tæt på 10%. Det ramte ikke bare de to giganter, men også firmaer i omegnen – blandt andet TSMC, som leverer chips til halvdelen af Silicon Valley.
Palantirs CEO, Alex Karp, var ikke begejstret og gik direkte til modangreb i et interview med CNBC: “Det er vanvittigt at shorte chips og vores datahjerne. Det giver ingen mening,” udtalte han med ild i øjnene og frustration i stemmen.
Læs også:
Profet eller bare perma-bear?
Burry kommunikerede som altid gennem sin X-konto “Cassandra Unchained” – en reference til den græske profetinde, der kunne se fremtiden, men som ingen troede på. Her delte han først et kort tweet: “Nogle gange er den eneste vindende strategi ikke at spille.” Dernæst fulgte en række grafer og data, der sammenlignede AI-boomet med både dotcom-boblen og finanskrisen i 2008.
En af graferne viste markant fald i væksten hos Amazon og Google Cloud. En anden afslørede, hvordan AI-firmaer som OpenAI, Oracle, Microsoft og Nvidia har gang i, hvad Burry kalder “cirkulære handler”, hvor de investerer i hinanden og dermed pumper kunstig værdi ind i markedet.
Ikke kun sortsyn hos Scion
Trods alt dette dommedags-stemning er Burry ikke kun ude på at shorte alt med strøm i. Scion Asset Management har også investeret i blandt andet Pfizer, Halliburton og Lululemon – ja, yogatøjsfirmaet. Og de har også kastet penge efter Bruker (videnskabelige instrumenter) og SLM (studielån). Altså et mix af sundhed, olie, træning og finans – næsten som en økonomisk version af krop og sjæl.
Hvad det hele ender med, ved kun tiden. Men én ting er sikkert: Når Michael Burry sætter sig op og trækker i advarselsklokken, så lytter Wall Street. Om det denne gang er profeti eller paranoia, må vi se.
Læs også: