Magasinet M!

Billige film, der har indtjent kassen

Porno, hajer og spøgelser. Her er 10 billige film, som har indbragt millioner.

Fredag den 13.

Filmen 'Fredag den 13.' er både kult og en klassiker, men noget filmisk mesterværk som fx 'Psycho' bliver den aldrig. Det er producenterne sikkert ret lige glade med, for filmen, der havde et budget på 3 millioner kroner, har efterhånden indspillet 330 millioner kroner, hvilket er nok til at købe rigtig mange macheter og ishockeymasker.

Budget: 3 millioner kroner
Har indtjent: 330 millioner kroner

ANNONCE

El Mariachi

I 1992 var der ikke ret mange, der kendte den 23-årige mexikaner Robert Rodriguez. Men den unge mand havde en ide: han ville lave en film om en guitarspiller, der bliver rodet ind i et bandeopgør i en slidt, mexikansk by. Hans budget var dog kun på 40.000 kroner, som han blandt andet havde tjent ved ved at deltage i medicinske forsøg i Texas. Derfor skulle der spares, og for eksempel var fængslet og fængselsbetjentene i filmen ægte, for så behøvede han hverken at leje kulisser eller uniformer. Filmen endte med at indtjene 11,2 millioner kroner og gjorde det muligt for Robert Rodriguez at lave de to efterfølgere, 'Desperado' og 'Once Upon a Time in Mexico', ligesom han siden har lavet kæmpesucceserne 'Sin City' og 'Planet Terror'.

Budget: 40.000 kroner
Har indtjent: 11,2 millioner kroner

ANNONCE

Rocky

I forhold til at 'Rocky' ligger på IMDB's liste over verdens bedste film, og at den blev nomineret til til 10 Oscars - og vandt tre - er det utroligt, at den kun kostede 5,6 millioner kroner at lave. Men Sylvester Stallone skrev manuskriptet på tre dage og forlangte tilsyneladende ikke det store i løn, ligesom udgifterne blev holdt i virkelig kort snor. For eksempel skulle scenen, hvor Rocky og Adrian får lov til at låne en tom skøjtearena, egentlig have været fyldt med andre mennesker, men da man ikke havde råd til at betale så mange statister, skrev man bare scenen om. I sidste ende er filmens lidt upolerede stil en af de faktorer, der gør 'Rocky' til noget helt særligt.

Budget: 5,6 millioner kroner
Har indtjent: 1,3 milliard kroner

ANNONCE

The Blair Witch Project

Tre unge filmstuderende går i ring i en skov med et videokamera, mens de bliver bange for nogle grene, der knækker. Nogenlunde sådan må manuskriptet til 'The Blair Witch Project' have set ud, men selv om man brugte glade amatører og dårlige videokameraer, løb udgifterne til lydspor, nye scener, klipning og digitale kopier til diverse filmfestivaler alligevel op i omkring 3,36 millioner kroner. Pengene er dog godt givet ud, for filmen endte med at indspille 249 millioner kroner.

Budget: ca. 3,36 millioner kroner
Har indtjent: 249 millioner kroner

ANNONCE

Deep Throat

Deep Throat var en af de første pornofilm, der havde et regulært plot og ikke bare indeholdt en masse klip med nøgne mennesker, der bollede. Filmen tog seks dage at optage og havde premiere i 1972, hvor den hurtigt fik kultstatus - blandt andet fordi Nixon prøvede at få den forbudt. Deep Throats budget var kun på 140.000 kroner - heraf var der 7.000 kroner i løn til hovedpersonen Linda Lovelace - men siden har filmen opnået kultstatus og har indtjent omkring 560 millioner kroner.

Budget: 140.000 kroner
Har indtjent: ca. 560 millioner kroner

ANNONCE

Open Water

Det er egentligt utroligt, hvordan en film, der handler om to efterladte dykkere, der ligger i havoverfladen, mens de venter på hjælp, kan koste 2,8 millioner kroner at lave. Hajerne i slutningen af filmen må have kostet kassen at leje, men det var alle pengene værd, for siden den klaustrofobiske film havde premiere i 2003, har den indspillet 307 millioner kroner.

Budget: 2,8 millioner kroner
Har indtjent: 307 millioner kroner

ANNONCE

Mad Max

Australierne elsker apokalyptiske film og tv-serier fra fremtiden, hvor nogle få, ensomme helte forhindrer verden i at bryde sammen i det rene anarki. En af de første af slagsen var 'Mad Max', hvor en ung Mel Gibson jagter punkere, rockere og andre ballademagere. Budgettet på 1,1 millioner kroner må primært have gået til gamle biler og mekanikere, for skuespillerne kan ikke have kostet mange penge. Inden filmen fik premiere i USA, blev alle stemmerne - inklusiv Mel Gibsons - eftersynkroniseret til amerikansk, så filmen ikke virkede så australsk. Filmen blev forbudt i Sverige og New Zealand, men med tiden er den blevet kult og har indspillet næsten 560 millioner kroner.

Budget: 1,1 millioner kroner
Har indtjent: 560 millioner kroner

ANNONCE

Super Size Me

I 2007 besluttede amerikaneren Matt Spurlock sig for at leve af mad fra McDonald's i en hel måned - og filme det. Resultatet kan ses i dokumentaren 'Super Size Me', der kostede 364.000 kroner at lave, hvilket må skyldes en blanding af udgifter til videokamera, McDonalds-mad og alle de læger, der undersøger Matt Spurlock undervejs. Pengene er dog godt givet ud, for filmen har siden indtjent 117 millioner kroner.

Budget: 364.000 kroner
Har indtjent: 117 millioner kroner

ANNONCE

Night of the living dead

Det oprindelige budget til 'Night of the Living Dead' lød på 33.600 kroner. Det viste sig dog hurtigt, at det var alt for lidt, for kameraer samt kunstigt kød og blod var ikke billigt i 1968. Til gengæld blev der sparet på musikken, så den blev bare genbrugt fra filmen 'Teenagere fra det Ydre Rum'. Historien var desuden kraftigt inspireret af bogen 'I am Legend', hvor en mand opdager, at alle andre omkring ham er vampyrer. Den tanke kunne instruktøren George A. Romero godt lide, så han udskiftede vampyrerne med zombierne, og kort tid efter havde han sit manuskript, der med tiden viste sig at være en guldgrube.

Budget: 638.000 kroner
Har indtjent: 168 millioner kroner

ANNONCE

Paranormal Activity

Hvis du har set 'Paranormal Activity', der handler om et ungt par, hvis hus bliver hjemsøgt af en dæmon, kommer det sikkert ikke bag på dig, at den kun kostede 84.000 kroner at lave. Ikke at filmen er dårlig, men da det skal se ud, som om den er optaget med et overvågningskamera, måtte den gerne være lidt rå og amatøragtig. I virkeligheden er filmen da også bare skudt med almindelige videokameraer, og filmens to hovedroller er almindelige mennesker, der blev betalt 2.800 kroner hver for at være med. I dag har filmen indspillet 957,5 millioner kroner - og pengene fortsætter med at rulle ind.

Budget: 84.000 kroner
Har indtjent: 957,5 millioner kroner

ANNONCE
Del

Seneste nyt