Bøddel: "Det lærte jeg af at henrette to mænd"

To dødeligt giftige kanyler indsættes i hver sin arm; en til at udføre selve henrettelsen, den anden som en backup, hvis den første ikke virker. Først bliver den dødsdømte bevidstløs, dernæst stopper han/hun med at trække vejret, og til sidst sætter hjertet ud.

Siden den første dødelige indsprøjtning blev taget i brug i USA 7. december 1982, er mere end 1.000 dødsdømte fanger ifølge Amnesty International blevet henrettet via den metode i det amerikanske fængselssystem. I et debatindlæg for New York Times skriver en tidligere fængselslæge fra Oregon nu, hvordan det har påvirket ham mentalt såvel som menneskeligt.

- Som fængselslæge i Statsfængslet i Oregon planlagde og udførte jeg statens to eneste henrettelser i de sidste 54 år. Jeg plejede at være fortaler for dødsstraf. Det er jeg ikke længere, skriver Semon Frank Thompson i sit indlæg.

- Jeg blev født og havde min opvækst i det afsondrede sydlige USA. Jeg var 13, da Emmett Till blev lynchet for at flirte med en hvid kvinde. Jeg kan huske, at sorte kristne udtrykte håb om, at hans mordere ville blive fanget og hængt. For mig virkede det dengang rimeligt, at døden var det eneste rigtige for folk, som på så ekstrem vis ville bryde med normerne i vores samfund, fortsætter Thompson.

Senere i livet oplevede Thompson døden på tætteste hold, da han mistede både en nær ven og en fætter, begge politimænd, der blev dræbt af nogle kriminelle, som forsøgte at modsætte sig anholdelse.

- Jeg kan huske den følelse af, at retfærdigheden var sket fyldest, da en af deres mordere blev henrettet.

- Da jeg i 1994 under mit jobinterview til jobbet som fængselslæge blev spurgt, om jeg ville kunne udføre en henrettelse, sagde jeg 'ja'. Oregon havde ikke henrettet nogen i årtier, men dødsstraffen var stadig en del af deres strafferetslige system, og jeg måtte forberede mig på alt det, en fængselslæge kunne og skulle være i stand til.

Selvom staten Oregon havde en forholdsvis lille henrettelses-historik, blev Thompson få år efter sin ansættelse bedt om at stå for henrettelsen af to mænd, Douglas Franklin Wright i 1996 og Harry Charles Moore i 1997. Wright havde myrdet tre hjemløse mænd og indrømmede senere også at have dræbt en 10-årig dreng. Wright havde slået sin halvsøster og hendes eksmand ihjel.

Thompson kunne ikke se, at henrettelser gjorde alt for at forbedre retssikkerheden. Mens fortalere for dødsstraf mener, at dødsstraf har evnen til at afskrække folk, viste en rapport fra National Research Council i 2012, at man ud fra forskning ikke kunne se, at dødsstraf havde en effekt på antallet af mord, der bliver begået.

- Jeg mente nu, at dødsstraf var et fejlslagent, dystert nederlag som politik, men folk forventede, at jeg stadig gjorde mit job. Så jeg mødtes med mine kollegaer og forklarede, hvor jeg stod. Jeg gjorde det klart for alle, der stod på samme sted, som jeg gjorde, at de kunne bakke ud af opgaven. Ifølge loven i Oregon var det frivilligt, om man ville assistere til en henrettelse - lige på nær for fængselslægen. Alle, der blev spurgt, om de ville assistere, valgte dog at sige ja for at sikre sig, at der blev udført et professionelt stykke arbejde, skriver den tidligere fængselslæge.

Thompson var trænet i at kunne håndtere situationer, der havde med liv og død at gøre. Det samme var mange af hans kollegaer. Deres fokus bestod i at udføre deres arbejde, men samtidig give alle involverede parter så meget værdighed som muligt. Efterfølgende øvede teamet sig i at gennemføre henrettelserne i mere end en måned.

Som tiden skred frem, blev opgaven tungere for Thompson. Især under henrettelserne, der fandt sted med otte måneders mellemrum, var det ekstra hårdt.

- Jeg kan ikke forklare den angst, jeg følte, for at noget skulle gå galt. Jeg var ikke sikker på, hvordan mine kollegaer ville reagere. Disse henrettelser var de første i Oregon i mere end 30 år, lige som det var de første, der gjorde brug af den dødelige indsprøjtning. Jeg var ligeledes den første sorte fængselslæge i Statsfængslet i Oregon. Alle disse "første gange" havde potentialet til at få skylden, hvis mit team og jeg lavede én eneste lille fejl, skriver Thompson.

Han beskriver yderligere, at det at planlægge en henrettelse er surrealistisk. I løbet af en fanges sidste dage overvåges han/hun 24 timer i døgnet for at sikre sig, at han/hun ikke begår selvmord eller gør skade på sig selv.

- Jeg kan godt forstå den administrative logik i det, men det gør altså ikke oplevelsen mindre underlig, skriver han.

Under selve henrettelsen har fængselsvagter ansvaret for alt - fra at spænde fangens ankler og håndled fast til en båre med hjul til at hjælpe med de dødelige kemikalier.

- En af de dømte mænd bad om at få sine remme om håndleddene løsnet, fordi det gjorde ondt. Efter vi havde løsnet dem, kiggede han mig i øjnene og sagde: "Ja. Tak, chef.", lyder det fra Thompson.

Selvom dødsstraf ifølge forskning ikke har nogen effekt på antallet af mord, der bliver begået i USA, er der stadig delte meninger om, hvorvidt dødsstraffen skal blive ved med at eksistere. Se videoen herunder, hvor Vice News har spurgt folk fra hele verden om, hvad de mener om netop dødsstraf.

Efter hver henrettelse henvendte flere fængselsvagter sig til fængselslægen og bad om ikke at blive spurgt om at medvirke til en henrettelse igen. Andre fandt sig et andet job. Nogle få fortalte Thompson, at de havde problemer med at sove, hvilket gjorde, at Thompson var nervøs for, at de ville udvikle post-traumatisk stresssyndrom, hvis de skulle medvirke til endnu en henrettelse.

- Vi havde brugt mange timer sammen på at planlægge og udføre henrettelserne af to mennesker. Det stats-bestilte drab på en person er kalkuleret og med fuldt overlæg og vil uundgåeligt inddirekte skade de personer, der medvirker til det. Jeg har set det. Det er hårdt ikke at opgive noget af din empati og menneskelighed, når man dræber et andet menneske. Og effekterne heraf er forventeligt; nemlig stof- og alkoholmisbrug, depression og selvmord. Men jobbet bliver gjort - på trods af ens betænkeligheder og følgerne. Det er sådan, at det SKAL fungere. Dødsstraffen fortsætter ufortrødent, uden at samfundet kan se det, skriver Thompson.

- Den almene borger vil aldrig opleve at se en dødsdømt fange i øjnene eller udføre en dødelig indsprøjtning og opgive dødstidspunktet foran observatører og journalister. Men vi deler alle sammen en politiks byrde, der altså ikke gør vores samfund mere sikkert, og som har overlevet, selvom vi har andre rimelige alternativer, fortsætter han.

Thompson er glad for, at Oregon i dag midlertidig har forbudt dødsstraf, og at der ikke er blevet henrettet nogen i staten, siden han var fængselslæge. Ser man på hele USA over de sidste par årtier, er antallet af henrettelser også faldet. I 1999 blev der udført 98 henrettelser, mens der sidste år "kun" blev udført 15. Folk bliver dog fortsat dømt til døden.

- Siden jeg gik på pension i 2010, har min mission være at overbevise folk om, at dødsstraf er en fejlslagen politik. USA bør ikke længere acceptere den myte, at dødsstraf virker konstruktivt i vores strafferetslige system. Det bliver svært at afskaffe dødsstraffen helt, men vi vil helt sikkert få et sundere samfund som resultat deraf, slutter Thompson sit debatindlæg.

Burde Danmark indføre dødsstraf? Deltag i debatten på vores Facebook-side