Magasinet M!

Bragende god Batman

Den er mørk. Den er dyster. Og det er den nok bedste superheltefilm, der nogensinde er lavet. The Dark Knight Rises er et uforglemmeligt mesterværk.

Bragende god Batman

Denne anmeldelse behøvede faktisk ikke være længere end en sætning: "Dette er den absolut bedste superheltefilm, der nogensinde er lavet, så skynd dig i biffen." Men det ville selvfølgelig være lidt kort. Og når filmen varer hele to timer og 45 minutter, så ville man være et skarn, hvis ikke man lige kunne smide et par ekstra ord på omtalen.

 

The Dark Knight Rises er så ulig superhelte-filmene fra for eksempel Marvel, at man med rette godt kunne argumentere for, at dette faktisk er noget andet og mere end en superheltefilm. Fokus ligger på noget helt andet end Batmans mange gadgets og gimmicks, og det gør faktisk ingen ting, når instruktøren Christopher Nolan løser det så godt.

 

Han viste med de to foregående Batman-film og for eksempel også Inception, at han er en mester til at skabe en stemning og føre en handling frem, så man sidder åndeløs tilbage i sædet. Og med en så stjernebesat rolleliste (Bale, Oldman, Caine, Freeman, Hathaway, Tom Hardy og Joseph Gordon-Levitt), der skuespiller røven ud af bukserne, kan man ikke andet end at overgive sig betingelsesløs og lade sig suge med i de 165 minutter filmen varer.

 

Vi er blevet bedt af filmselskabet om ikke at komme med nogle spoilere, så vi vil nøjes med at konstatere, at skurken Bane er den vildeste bad-ass, og afslutningen på Nolans episke trilogi er den bedste af de tre film. Se den. Og se den for guds skyld i biografen, så lydsporet fra Hans Zimmer og de vilde effekter kommer til sin ret.

 

6/6 stjerner

ANNONCE
Del

Seneste nyt